Do IT Yourself

Tager et blik på mit excel ark, som ville vække stor beundring hos en hver revisor hos PWC.  Har farveopdelt månederne og opgaverne, så det med al tydelighed fremgår hvilke opgaver, som påhviler direktøren – og hvilken opgaver, som er mine. Min neurotiske perfektionisme kan blive helt høj, når jeg sætter et lille kryds ud for én af mine opgaver. Well done,  roser jeg mig selv. Omvendt får mit udprægede konkurrencegen mig til at smile djævelsk over direktørens markante mangel på krydser.  Måske har han ikke helt forstået mine farvekoder.

Vi skal giftes. Til september. Og som alle havde forventet, er jeg selvfølgelig ikke blevet en bridezilla. Det ligger simpelthen slet ikke i mig.  Er jo sådan en velbalanceret type, der ikke kunne drømme om at lade mig stresse.  Mit kortisolniveau er misundelsesværdigt lavt.

Kunne godt se, at et par af mine veninder så lidt nervøse ud ved tanken om, at jeg skulle planlægge mit eget  bryllup. Skævede til hinanden med flakkende blikke og små bemærkninger om, at der jo var lang tid til, og jeg af hensyn til mine arbejdstider måske skulle overveje at lade en professionel planlægge det for mig. Fnys! En professionel. Jeg er da totalt sådan en DIY-type (mit nye yndlings slang ord, som bliver brugt hyppigt på alle de seje bryllupsblogge).

Først virkede det ret simpelt. Havde valgt, at brylluppet skulle holdes på Helenekilde Badehotel. Klassisk og – som visse misundelige sjæle måske ville bemærke – en smule uopfindsomt. Herefter havde jeg med alle advokatoriske evner fået overtalt præsten i Tibirke Kirke til at vie os. Det er åbenbart en meget populær kirke i Tisvilde, som derfor er forbeholdt egnens faste beboere. Ikke de dér nyrige hipstere, som har opfundet en lakrids med lys chokoladeovertræk eller en app, hvor man kan overføre penge via sms’er.

Måtte nærmest indsende hele direktørens slægtshistorie før den søde lille præstedame på sognekontoret overgav sig med en bemærkning om, at nu behøvede jeg altså heller ikke ringe igen de næste mange måneder. Synes jeg hørte et lille lettelsens suk, idet jeg lagde røret på.

I bagklogskabens lys var det måske lige lovlig egenrådigt, at jeg slet ikke havde inddraget direktøren på noget tidspunkt i beslutningsprocessen. Men til mit forsvar var han som sædvanlig i ét eller andet fattigt udviklingsland i et nyt forsøg på at redde verden. Al kommunikation med min forlovede foregik efterhånden gennem hans virtuelle assistent. En hjemmegående husmor fra Dhaka.

”I am sure that the boss will love the idea” skrev hun i sin sidste e-mail. Klappede i hænderne over hendes velsignelse. Også selvom de næppe har hørt om Helenekilde i Dhaka.

Næste dag var direktøren hjemme igen. Irriteret og med jetlag. Perfekt tidspunkt at fortælle ham om Helenekilde.

”Nej”.

Direktøren kigger vredt på mig. Han har lagt hænderne over kors, og kigger på mig som om, jeg var et uartigt barn. Hader, når han beholder sit jakkesæt på. Så tror han stadigvæk, at han er chefen. Skulle have beholdt arbejdstøjet på. Føler mig ikke særlig autoritær i min yndlings t-shirt med Justin Bieber.

”Men du har slet ikke været i Danmark i månedsvis” klynker jeg. ”Er du klar over, at jeg nærmest måtte sælge vores førstefødte barn til Tibirke kirke for at overtale præsten?”. Kan mærke tårerne presse på. Hvor er det bare typisk ham at feje det hele af bordet på ét splitsekund uden at have involveret sig på noget som helst tidspunkt.

”Det er kedeligt og uopfindsomt. Vi skal have et bryllup, som alle vil huske. Det skal være legendarisk” (hans yndlingsord).

Kan godt se, at han måske har fat i noget. Vi var til intet mindre end seks bryllupper sidste år. Og selvom budgetterne var ret forskellige, var det ikke fordi de adskilte sig afgørende fra hinanden. Altså bortset fra dét med hawaiitemaet i en sportshal. Hvis så bare direktøren – eller husmoderen fra Dhaka for den sags skyld- havde besværet sig med at opdatere mig på temaet, så jeg ikke var mødt op i en midnatsblå Acne kjole. Havde aldrig troet, at jeg skulle føle mig pinligt underdressed bare fordi, at jeg ikke var iført en blomsterkrans.

”Hvis du vil have sådan et bryllup, kunne det jo være, at du selv kunne komme med nogle forslag”, siger jeg fornærmet, mens jeg slår ryggen tilbage i sofaen. Ophélia kommer mig til undsætning og ligger sit lille hoved i mit skød. Hun havde formentlig også glædet sig til Helenekilde.

”Kan du huske dén der danske film, hvor Pierce Brosnan er med? Den dér, som foregår i Toscana?”

Har altid godt kunne lide direktørens skjulte kærlighed for chic flick film.  ”Den skallede frisør”, mumler jeg. ”Som ender med, at gommen er homo. Ja – pissefedt tema”. Jeg er stadigvæk småfornærmet.

Idet jeg siger det, kan jeg pludselig se, hvad det er han mener. Vi kan blive gift i udlandet. Til sådan et overdådigt havebryllup i Sydfrankrig. Ligesom Brangelina.

”Ok basse” siger jeg, mens jeg trækker filen ”wedding.exl” fra skrivebordet ned i papirskurven og tager en stor slurk af min kaffe.

”Så starter vi forfra”.