A Hop. A Skip. And a Jump.

- A journey is like marriage. The certain way to be wrong is to think you control it.

"Shit. Jeg tror, at jeg tabte min ene ballerina i havet". Jeg kigger ned i det mørkegrå hav med et frygtindgydende blik. "Vi køber bare nogle nye", siger direktøren og lægger omsorgsfuldt armen omkring mig.

"Men det var mine Maloles. Det sidste par hos Leah Maria!"

Ved ikke helt, hvordan jeg er endt på en knirkende træbåd gennem det filippinske øhav midt om natten. Det var ikke lige det, jeg havde i tankerne, da jeg googlede "White Beach" og blev overvældet af farverige bounty strande, som fik mig til at drømme om kridhvidt sand mellem tæerne og en ny bikini fra Juicy Couture. Ikke desto mindre har jeg rejst 32 timer, set 8 afsnit af Americas Next Top Model og bogstavelig talt mistet følelsen i mit højre ben efter at have været indespærret på en sardinæske af et flysæde. Ved ankomst til Manilas lufthavn er mine lyse lokker blevet forvandlet til hvidt afrohår, der ville få selv Kelly Cutrone til at rynke på næsen og overveje, om der virkelig forekommer dårlige hårdage.

Er ikke helt tilfreds med situationen, da jeg bliver oplyst, at hotellet ikke ligger lige rundt om hjørnet. Først en tre timers køretur. Efterfulgt af en mindre sejltur i en lokal fiskebåd. Min krop er så øm, at jeg sender den ubrugte træningsbold på vores stuegulv en pligtskyldig tanke og sværger, at jeg næste måned vil få fulgt op på de yoga øvelser.

Efter hvad der føltes som en uendelig lang sejltur gennem det mørke brusende hav og en svag kvalme, kan jeg skimte små lysglimt fra øen. Af en eller anden grund slår vores fiskerbåd anker. Sender omgående direktøren et misbilligende blik, så han forstår, at svømning er fuldstændig udelukket. En ting er, at havet utvivlsomt er hajfyldt (der var i hvert fald dét stedet slog sig op på i deres brochure – selvom jeg stadigvæk ikke helt har grejet, hvordan dette skal forstås som noget positivt). En anden ting er, at jeg hårdnakket har fastholdt at medbringe min Balenciaga som håndbagage.

"This is big boat. Now YOU go to small boat".

Lukker øjnene. Kaptajnen peger ned i mørket på en lille ustabil plimsoller. Efter kort granskning er der nærmere tale om en hjemmebygget tømmerflåde. "Ræk mig din hånd", siger direktøren i sit mest overbevisende toneleje. Han har gennemskuet, at dette ikke er det rette tidspunkt at udvise svaghedstræk med mindre, at vi skal tilbringe hele natten i big boat.

Jeg får ikke grebet ordentlig fat og før jeg ved af det, kan jeg mærke direktørens hånd glide ud af min, og hele min kropsvægt falde bagud. Det hele går nervepirrende langsomt, men uden at nogen kan gøre noget for at forhindre det. Direktøren og samtlige lokale på båden har allerede konstateret, at jeg er på vej ned i det mørke, grumsede hav.

Mit første instinkt er udelukkende orienteret på overlevelse. Must save the Balenciaga. Jeg holder tasken over hovedet, idet jeg desperat forsøger at holde den væk fra havvand og tang, mens jeg sparker og pladsker med benene i vandet for at holde mig oppe. Efter nogle få dødsskrig bliver jeg opmærksom på, at vandet går mig til navlen. Ingen reaktion fra deltagerne på big boat. Går tavs og lettere fornærmet det sidste stykke i land med min taske på hovedet. Min ene ballerina nåede aldrig med op. Probably got trichinosis.

Efter en meget vemodig tur op til resortet, hvor vi skal bo, får jeg hurtig drukket 2 velkomst kokosnødder. Eftersom den eneste føde jeg har indtaget inden for de sidste 24-timer har bestået af en cup noodel på flyet (som ellers er totalt no-go i mit no-carb regime), går der ikke lang tid før rommen i kokosnødden gør sin indvirkning. Efter et varmt boblebad på størrelse med vores lejlighed i København og én shiatsu massage senere er jeg mit gamle jeg. Havde helt glemt, hvordan Davines og Tromborg kan forvandle selv en trashy Britney Speares til en poleret Betty Draper. Kigger med stor tilfredshed på menu'en, der byder på alt indenfor moderne spabehandlinger. Hvad skal jeg dog med ballerinaer, når jeg kunne tilbringe de næste 3 uger i de varmeste bløde tøfler påsyet hotellets guldlogo...

Pas godt på dig selv.

Din A.

Første skoledag

Kære M

I starten af 90’erne. The bells tooled for my first day in kindergarten på en lille prætentiøs privat skole i reservatet.

Krumme var min helt. Jeg levede uden mobiltelefon (min mor havde en på ½ kilo til brug for tilkaldevagter, no hankypanky). Min yndlingsfrisure var en hestehale placeret i asymmetrisk vinkel alt for højt på hovedet og bundet med en stor og prydelig pink frotté elastik. Jeg vedstår mig det. Også jeg har været den lykkelige ejer af en ”scrunchy”.

Mindes stadigvæk første skoledag. Stod mutters alene med solgule Lewis bukser og nyt penalhus med skolelæder, som jeg sagde til TV-journalisten i bar befippelse. Genert og blussende rød i ansigtet. Håbede inderligt, at én eller anden tvivlsom eksistens ville tage mig i grabben og love mig evigt venskab.

Det var meget skræmmende. Som sagt: Det var første skoledag. Jeg troede aldrig, den ville komme tilbage, men det gjorde den!

Svaret på min bøn materialiserede sig i form af en pige fra tredje klasse. Hun var ranglet med orange gamacher og togskinner på tænderne. Mælkespanden, og alt hvad der krævedes for overlevelse i dette univers af aliens, viste hun mig, og hun forklarede mig, hvor den usynlige linje til tiendeklassernes enemærker var optegnet. Uden hende ville jeg have været fortabt.

Ti år efter stod jeg foran Øregaard Gymnasium. Børn af Danske samfundsstøtter. Intetanende stod jeg i  fløjlsbukser og Dr. Martinsen støvler. Den slags var stadig moderne på den lille katolske skole, hvor jeg isoleret fra omverden havde tilbragt de sidste 10 år i lykkelig uvidenhed om alt det der talte, både i og udenfor skolen. Denne gang var der ikke nogen frelsende engel, der kom og holdt mig i hånden. Året efter skiftede jeg til et gymnasium på Østerbro. 

Første dag på jurastudiet.  Selvtilliden intakt. Yndige lyshårede blonde piger fra Whiskeybæltets yngste generation. Renskurede og ferskenkindede iklædt uniformen: Mulberry Bayswater og Burberry trench coat. Mulberry og Burberry. De kunne være et søskendepar i en roman af Jane Austen. Var selv iklædt grønne gummistøvler og en fake leopardpels fra Topshop. Troede jo, at jeg var Kate Moss II.

Var sikker på, at jeg skulle traske gennem jurastudiet i en ødemark af ensomhed. Og så på førstedagen, allerede på stationen:

”Ved du hvor Nørreport Station ligger”, lød det på bragende sønderjysk. Bag mig stod en ung iransk medstuderende.

Forbløffet over at blive tiltalt, pegede jeg op på skiltet.

”Vi står foran den”

”Nå før søren. Sikke nogle seje gummistøvler du har på”.

Han kunne lige så godt have sagt ”velkommen tilbage til metropolen”

--- (End of scene (Good ending too))---

På mandag er det din første dag. But don’t You fret. Er netop blevet spurgt om jeg vil påtage mig opdraget med at vise en ny fuldmægtig rundt, eventuelt spise frokost med den pågældende. Someone’s gotta lift the heavy load. Så vi ses i morgen.

Kys fra din A

Lights, Models, Guest List?

Kære M

Åh gud. Så er jeg her.

Det er 5 timer siden, at jeg forlod Villa Villa Kulla på Østerbro og katten Mogens. Jeg er her virkelig. Jeg er på Bornholm.

Vi går ned af færdselsåren i Gudhjem – og den er bare så idyllisk. Den er fuldstændig som direktøren skildrede, med stengærder og alting. Huset vi bor i blev bygget af direktørens morfar (som faktisk også har bygget selveste hovedvejen). Alle husene har små stråtag og bindingsværk, og foran huset er der stejle, dramatiske klipper, som leder ud til det brusende hav.

Folk gloede ellers noget, da vi landede i Rønne Lufthavn. Så måske også en smule iøjnefaldende ud med oversized Tom Ford solbriller og Carven volcano nederdel. Mine Alaïa hæle klaprede - klik-klak-klik-klak - støjende på vejen, og da vi gik forbi busstoppestedet, sendte to ældre damer i brune kjoler og med tørklæder rundt om hovedet mig et misbilligende blik, mens den ene kiggede stift på min nederdel. Jeg sendte dem et hjerteligt smil og skulle til at råbe ”jeg fandt den i Nué Notes”. Fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var mig, der havde fanget de gråhårede madammers opmærksomhed. Det var direktøren, der kom slæbende som et pakæsel bagved med vores overvægtige Mulberry rejsetasker.

Har ikke tænkt på processkrifter eller tjekket mails siden vi landede. Okay. Det kribler måske lidt i maven, da første side af mit nyindkøbte dameblad bøjer i neon, hvordan store dele af den danske og internationale modebranche indtager byen til Copenhagen Fashion Week. Havde øjensynligt mindre hjerneblødning, da vi skulle planlægge feriedatoer.

Mode er da også det sidste, jeg har i tankerne, da jeg forsøger at leve op til direktørens moraliseren omkring min almene viden. Er åbenbart frustreret af at tabe i Bezzervizzer mod vores nyankomne, almendannede vennepar fordi det halter lidt med min paratviden; var ellers stensikker på, at jeg havde løst problemet ved at købe den lyserøde tilvalgspakke. Don’t judge a game by it’s colour darling.

Problemet er, at jeg altid har en forestilling om, hvem jeg gerne vil være, hvilket til tider slører min forståelse af, hvem jeg rent faktisk er. Sommetider foregiver jeg endda over for mig selv, at jeg nyder aktiviteter, som jeg i virkeligheden slet ikke bryder mig om. Sidder alt for ofte og kigger på uret under et fragmentarisk teaterstykke eller forsøger med vold og magt at pløje mig gennem Weekendavisens sektion om bøger. I skolen tog jeg matematik (som jeg hadede) på højniveau i stedet for billedkunst eller fransk.

Konsekvensen er, at entusiasmen blegner i forhold til den passion, jeg føler for de emner, jeg er naturligt interesseret i. Vil ikke længere undskylde min kærlighed til chic flick genren hvad enten det er litteratur eller tv-serier. Elsker Elle Rose og hendes små lyserøde outfits. Gudskelov antager jeg, at det er en tendes der er ved at brede sig. Min kære chef har i hvert fald offentligt indrømmet, at han ser Amalies verden. Perhaps there is such a thing as too much information.

“Tillykke! Du er en ægte Rützou fan med styr på mærkets historie og designer Susanne Rützou".

Vil gerne se direktøren klare dén test i Eurowoman. Tror ikke på, at jeg er et bedre menneske af, at kende navnet på en eller anden dødsenstrist fremskridtspolitiker. Og i det mindste svarede jeg ikke ”Vanish Oxi Action”, når svaret så åbenlyst var ”Celuit Bang”. Gnække, gnække.

Er tilbage på sikker jord igen. Skal med Lady-logen til Gucci fest og opsnappe de sidste rester af CFW: Right, it's me. I'm on my way in. Everything's completely under control this end, how is it with you? Lights... Models... Guest list? ... Just do your best, darling. I'm rushing. Bye.

Din A.

Ps. Overvejer at blive angel investor i Johan Bülow lakrids. Der står en dåse på dit skrivebord sammen med det nyeste ”Hello”. Og den sektion i weekend avisen, som jeg ikke gider læse.

Meanwhile, back at the ranch…

Kære A.

Lad os begynde in medias res, smack dab in the middle:

”Han var sød,” sagde jeg til den syvårige, der havde været med henne og aflevere specialet.

”Ja.” De blå øjne kneb sammen og stirrede på et uvist punkt ude i horisonten, mens jeg trak cyklen på hvis sadel han tronede, med dinglende ben uden at kunne nå pedalerne.

”Men.”

Han løsrev sig fra punktet derude, og vendte sig alvorligt om mod mig, inden han fortsatte:

”Han havde et hår i næsen.”

--- (Character speechless, while searching mind for appropriate response) ---

Han rettede sig op på cykelsadlen og kiggede igen roligt opmærksomt ud over Studiestræde.

”Et langt et.”

----- (Same. End of scene) -----

*

Litteraten er i Texas. Den syvårige er i Tyrkiet. TexasTurkey. It could be a dish! Faktisk fløj de på samme dag. Jeg har et ikke-rationelt forhold til flyvning. Jeg gik hele dagen rundt med en underlig følelse af at blive trukket halvt itu, ligesom ham der med de uendeligt lange elastiske arme i børnebogen, imens jeg forsøgte at flyve med i begge retninger for at holde hånden under både Boeing og Airbus.

Meanwhile, back at the ranch er jeg alene hjemme med den mindste. Jeg er indrømmet endnu ikke helt normalt fungerende efter schhh-du-ved-nok er afleveret. Det er som om nogen først har presset uendelige mængder af svært tilgængelig viden ind i mit hoved, komprimeret det pænt med små sirlige bogstaver, side for side, for derefter at hive en sci-fi-støvsuger frem, der har suget ikke bare den viden ud af mit hoved, men også alt andet, bortset fra helt basale færdigheder. Deletion of mind complete. Jeg er derfor fortsat en mindre interessant samtalepartner, men en bedre lytter, end jeg har været…nogensinde, mens jeg desperat forsøger at dække over manglende hjerneaktivitet. Heldigvis for både den lille og jeg, er den tre-åriges kommunikation helt perfekt til mit nuværende niveau. I går brugte vi tyve minutter på at sidde på altanen, og sparre om på hvilke måder en umoden tomat både minder og ikke minder om et æble:

Den er rund. Det er et æble også.

Den er lidt rød. Det kan et æble også være.

Den er lidt grøn. Det kan et æble også være.

Men den hænger ikke på et træ.

*

Jeg er blevet forelsket i en festkjole - igen. Jeg ved det, jeg ved det. Jeg har den ene efter den anden af glitrende, skinnende, prangende, vidunderlige festkjoler i skabet, og mangler faktisk slet ikke. Til gengæld halter min hverdagsgarderobe umådeligt efter nådesløst Feng Schui massemord sidste efterår. Og med arbejde i snarlig udsigt, hvor festkjoler nok trods alt vil være mindre passende, har jeg virkelig brug for at opgradere. Det burde jeg gøre her under udsalget, det burde jeg. Ja, ja, du hellige fornuftens stemme, der tynger min ene skulder med vægten af den voks, du bruger til at pudse den glinsende glorie. Jeg er jo forelsket. Hvem gider et tvangsægteskab med en blazer, når man kan valse rundt i denne, om det så kun er den ene dag om året:

Løsning på hverdagsgarderobeproblem: Panikkøb i High Streetforretning i sidste øjeblik A.K.A. business as usual.

Jeg håber du kommer over til Asti – eller filur - på terrassen snart. Så skal jeg se alle dine køb. Jeg lover at lytte, og når vi har diskuteret et højfilosofisk, dybdegående psykologisk, eller storpolitisk emne, som vi naturligvis plejer, hiver vi et nummer af Hello! frem, så vi kan sparre om på hvilke måder Jessica og Jessica både minder og ikke minder om hinanden. I modsætning til litteraterne må vi nemlig gerne.

Kys din M.

Nu med svømmepøl i kælderen

Kære M

I lørdags fejrede vi, at direktøren officielt er gammel. Han fyldte tredive. Nogle påstår, at 30’erne er de nye 20’ere. Hensigten kunne dog meget vel være, at folk i 30’erne kan genfinde sig selv som en slags post-teenagere. Gå i byen til tidlig morgen, drikke sig stangberuset og score med en hidtil uset desperation og begejstring i et forsøg på at finde sig til rette og slippe for den tilbagelænede rodløshed, som kun er sjov, når man er teenager.

Samtidig er det 30’erne, hvor man for alvor stiger på det uopsættelige karriereræs. Det er nu fokus på at skabe sig en acceptabel og mis­undel­ses­værdig tilværelse øges. Det er i 30’erne, det forventes, at der investeres i en 3-værelses ejerlejlighed på Østerbro, et par Eilersen sofa’er, B&O anlæg, golfudstyr, Mini Cooper og… gosh… RYNKECREME!

Godt det ikke er mig. Endnu.

Havde planlagt stor havefest i Tisvilde og lejet en grill på størrelse med Ærø (nu jeg tænker over det, ved jeg faktisk slet ikke, hvor Ærø ligger henne). Havde endvidere hamstret brasiliansk oksekød nok til at fodre alle løverne i zoologisk have.

Hver aften sad jeg i sengen og planlagde festen, idet jeg fortsatte min nye usagkyndige karriere som party planner:

Bartendere. Nej. Jeg er ikke fyldt af beundring over, at du har deltaget i Paradis Hotel for 3 år siden. Jeg spørger, om du kan frembringe en vaskeægte Margarita med salt på kanten. Margarita! Over my dead body, om der skal serveres drinks med sørgelige, barnagtige benævnelser som ”filur” og ”isbjørn”. Det er en voksen fest. C-o-s-m-o-p-o-l-i-t-a-n.

Rød løber. Lettere sagt end gjort. Ringede rundt til samtlige festud­lejningsbureauer, men enten var der en eller anden hemmelig dansk version af golden globe, som jeg ikke var blevet inviteret med til, eller også er den slags bare ikke så udbredt blandt de danske sommer­hus­områder i reservatet. Endte med at købe 120 centimeter. Lyder mere overvældende, når jeg skriver det i centimeter. Blev ærligt talt lidt skuffet, da fragtmanden ”rullede løberen ud” ved at lægge en stor grim, rød måtte foran mig. Ikke særlig ”løber” agtigt.

Indrømmet. Var en smule presset. Men kunne simpelthen ikke få mig selv til at bede om hjælp. Havde klaret det hele indtil nu; og jeg blev på en eller anden måde nødt til at gøre det færdigt. Men jeg havde ingen anelse om, at der ville være så fandens mange detaljer at tage sig af. Havde nemlig besluttet at lave maden selv til alle femogfyrre gæster. What was I thinking?

Måtte ringe 9-1-1 og tilkaldte min barndomsveninde etiopieren (hvis ikke hun var afrikaner ville jeg have sværget på, at vi var forbyttet ved fødslen). Etiopieren har en eller anden evne til at få den småneurotiske, perfektionistiske og hysteriske del af mig til at falde ned på jorden. Tror hendes taktik består af små entusiastiske bemærkninger kombineret med indtagelse af en eller anden form for stærk alkohol. Hun burde være blevet fødselslæge.

Jeg var lettere bedugget, da gæsterne ankom. Men man er vel ikke en rigtig nordsjællandsk House Frau, hvis ikke man oser lidt af panik og Chardonnay.

Festen var en succes og direktøren var henrykt.

Du var savnet sødeste M. Håber snart specialet er færdigt, så vi kan få os en cosmo på Salon 39. Eller en filur. Så vidt jeg husker smager de faktisk ulovlig godt – og hvis 30’erne er de nye 20’ere, er jeg ung nok til at komme ind på A-bar (findes det mon stadigvæk?).

Kys fra din A.

Ps. Har netop  - mere eller mindre uforvarende - fået anlagt swimmingpool i kælderen. Vandet lugter en smule af kloak, og svømning foregår selvfølgelig på eget ansvar. Overvejer desuagtet at holde mindre pool party i nærmeste fremtid. 

Soldissimes

Kære M

Der er noget forførende og uimodståeligt ved at bo i Paris.

Det er ikke længe siden, at jeg tilbragte næsten et år i byernes by. Her lærte jeg fransk, at gå over for rødt lys i fodgængerfeltet, at fois gras smager er en fornem slags leverpostej og at parisianere de facto er sure på omverdenen (det er ikke bare noget vi danskere finder på).

Desuden erfarede jeg, at udsalg i Paris er lovreguleret. Oui. Lov­reguleret. Det betyder, at allerede sidste år besluttede de fremstående franske statsoverhoveder og parlamentarikere, at sommerudsalget i år skulle starte onsdag den 22. juni og slutte tirsdag den 26. juli 2011. Det er forbudt at starte så meget som ét sekund før, hvilket kan udløse ikke uanseelige bødestraffe.

Det var derfor heller ikke et tilfældigt valg af rejsedato, da direktøren og jeg besluttede os for at flygte fra Københavns urbane jungle og landede i Charles de Gaulle ved midnatstid.

Kl. 6.30 ringede mit vækkeur og jeg spiste entusiastisk min baguette med brie mens jeg omhyggeligt granskede min planlagte rute:

Åbner kl. 8.00

Gallery Lafayette, Prêt-à-porter

Gallery Lafayette, Chaussures

Gallery Lafayette, Lingerie

Åbner kl. 9.00

Marc by Marc Jacobs Boutique

Åbner kl. 10.00

Carven

Paul & Joe

Maje

Sandro

The Kooples (totalt-nyt-ynglings-mærke)

Åbner kl. 10.30

Isabel Marant (både den i St. Germain des Près og Bastille)

Christian Louboutin

Mine ben stod bomstille, da jeg i Gallery Lafayette fik øje på den Marc Jacobs clutch, som jeg har stået og nusset nede hos Nué Notes utallige gange. Den har en skøn, skøn flaskegrøn farve med en kæmpe guldlukning. Fyrre procent. Gud, hvor jeg elsker udsalg.

Jeg var imidlertid ikke engang nået halvvejs, da jeg modtog en syrlig sms fra Telenor:

”Din Surfkontrol Udlands grænse på 450.00 DKK inkl. moms er nået og din data forbindelse er afbrudt”.

WTF. Jeg var jo lige startet. Hvordan skulle jeg nu finde frem til Paul & Joe i Marais? Eller den dér lille søde café, hvor Amélie drikker alle sine cappuccinoer?

Heldigvis ringede direktøren. Kunne ikke rigtig indrømme, at jeg netop stod med de mest fantastiske par Giuseppe Zanotti ballerinaer med guld snude og forsøgte at presse min fod ned i en str. 37 (hvor der er vilje, er der vej), og at han hjertens gerne måtte ringe tilbage om 5 minutter.

Mødtes foran Printems. Nåede lige at købe verdens mest bedårende lille grå Balenciaga taske med rose gold hardware (normalt er køb af en Balenciaga en kæmpemæssig begivenhed, der bør fejres med en eller anden form for alkohol underordnet tidspunkt på dagen  - men denne gang blev det lille kunstværk bogstavelig talt smidt ned sammen med skoene). Færre poser er ensbetydende med færre spørgsmål fra direktøren. Hader at blive udfrittet med, hvad tingene har kostet.

Slukkede sørgmodigt min iphone, og besluttede mig for at resten af listen måtte vente til en anden gang. Paris er kærlighedens by. Jeg kan jo ikke drikke rødvin eller se solnedgang med Isabel Marant og Marc Jacobs.

Bisous fra din A

Ps. Hvorfor ligner Chanels Mimosa neglelak dog noget der er løgn in real life?!

 

Legally Blonde

Kære M

"Hvad, ville du have været, hvis ikke du havde valgt at læse jura?"

Stirrer vantro på min psykolog (vi betegner hende min ”coach” med henblik på at normalisere det mest muligt). Det er nu ikke fordi, at jeg er indlæggelsesklar, at jeg går til psykolog. Jeg gør det mere af præventive årsager. Lidt ligesom, når folk tager deres bil til regelmæssigt ”servicetjek” for senere at undgå bekostelige værkstedsbesøg.

Jeg kniber øjnene og prøver at tømme mit hoved. Jeg skulle aldrig have sagt, at jeg var lidt stresset på arbejde. Nu begynder hun bare med alt sådan noget om, at jo mere jeg kan klare, jo mere anerkendelse og kærlighed tror jeg, at jeg vil få (hun siger det samme om mit antal af Balenciaga tasker).

"Stifter af Net-a-Porter" (WTF?)

Har nu altid gerne ville være advokat. Jeg elsker at være på kontoret. Jeg elsker tilfredsheden ved at tage mine højeste power heels på og marchere ind i et mødelokale fyldt med ældre mænd, der alle tror på (mere eller mindre), at jeg kan bidrage med noget klogt til kontrakten. Jeg elsker suset af adrenalin, når jeg klikker ”send” på et processkrift til retten. Jeg elsker at argumentere, og jeg elsker at være den, der kommer med den skarpeste observation (vi blev enige om, at janteloven ikke gælder her på bloggen).

Det kan også være ret skræmmende at være advokatfuldmægtig. Al min tid er inddelt i bidder på seks minutter. Det betyder, at alle seks minutters bidder af mit arbejdsliv skal kunne faktureres til en klient. Derefter bliver det pr. automatik lagt ind i et program, der hedder Navision (opfundet af ham Erik Damgaard, altså ham fra Annie & Erik), som så lægger det hele sammen for hver enkelt klient.

8.00-8.06            Kontraktudkast til klienten

8.06-8.12            Drøfte opsættende virkning med sagspartner

8.12-8.18            Læse stylistens highstreet fund på Eurowoman.dk

Hov. Slet lige den sidste. Det var bare for illustrationens skyld, så du kan se, hvad der sker, hvis jeg IKKE laver noget i seks minutter. Men faktisk så vænner man sig til det. Man vænner sig til at dele livet ind i små bidder. Og man vender sig til at arbejde. Hele tiden.

Burde være blevet psykolog. De opdeler deres tid i timer. Og jeg sværger, at hvis de serverede kaffe latte ville det være præcis ligesom at gå på café med en veninde, hvor du får lov til kun at tale om dig selv hele tiden. Synes du skal skynde dig at få afleveret det speciale. Så tager vi en kaffe latte og skiftes til at snakke om os selv, mens den anden nikker medgivende til alt, hvad man siger.

Kys

Din A

Ps. Kære Chef. Hvis du læser denne blog i smug, skal du blot vide, at jeg elsker mit job, og at jeg fortsat ser frem til en eller anden form for bonus i nærmeste fremtid. Knus fra din arbejdsomme og vedholdende medarbejder.

PPs. Jeg lover, at jeg næsten aldrig besøger Eurowoman i arbejdstiden.

Filter filter, baby

Kære A.

Åh Gud. Bliver snart 30. Snart. Som i næste uge. Pink får alting til at glide lettere ned, n'est-ce pas? Har ingen yderligere kommentarer, min yndige vårhare, meine gnädige Fräulein.

Kan ske det er alderen, der trykker. I al fald er de sidste dage af studiet som en uendelig ørkenvandring med svullen tunge, og blister på fødderne, som man ikke har fået af valse rundt i Louboutins med en cocktail i hånden med velmanicurerede negle, men fordi man har slæbt fødderne gennem 100 grader varmt raspet sand.

Eller

som meget meget meget (uendelig) langsomt at få lirket en visdomstand ud af trevlet tandkød, der holder lidt for godt fast i tandroden. Uden bedøvelse.

Jeg har lyst til at stille mig op som Kaptajn Haddock og råbe eder ud over rælingen med knyttet hånd. Efter alle og ingen. Fascist. Børste. Kæltring. Alle jer mennesker, der ler og går i høje hæle, og hørbukser og sejlersko og tager på lagersalg og til Cannes, mens sommersolen skinner drømmende forræderisk ned over jer. Svumpukler og væggetøjsbefængte varulve.

Yup. Selvmedlidenhed. Ved du hader det mere end selv den mest tavse og introverte knudemand fra vores bedsteforældres generation, men her er den.

Mens jeg sidder bøjet forknyt over bøgerne, har Litteraten indledt en affære med sit nye tv. Jeg hører biplyde og dut dut, og små glædeshvin, når han finder ud af, at apparatet kan dette eller hint, han er konstant i pendulfart mellem pc og fladskærm med underlige kabler, harddiske, og kommunikerer med fyre, der kalder sig ting som Zack6578, for at finde ud af, hvordan dette program gøres kompatibelt med noget, der transmitteres og er trådløst, hvis et eller andet, der slutter på hx7564, aktiveres. (Aha, holdt op med at høre efter, allerede inden sætningen var påbegyndt). Elektronik er for ham, hvad Missoni er for mig. Han er med andre ord lykkelig, selv uden det mindste indspark fra mig. Hurra. Og suk. Selvfølgelig.

Selv er jeg (naturligvis) mindre begejstret. Billedkvaliteten er for god. Så god, at selv den bedste Hollywoodproduktion er så virkelighedstro, at jeg føler mig hensat til dogme/håndholdt kamera/slash soap-på-britisk tv. Det føles, undskyld mig, en lille smule for intimt at have Uffe Elle på besøg i stuen midt i eksamensrodet, specielt akavet, når jeg kan se krummerne i hans overskæg. Øh, Uffe, du skal lige…Nja, lidt til den anden side…Og gider du lige række mig den halvtomme Zero? Tak, Uffe, du’en knag, men vær nu sød at gå tilbage i TV'et igen.

Næ nej, må jeg bede om et eventyrligt slør trukket hen over virkeligheden, tak? Jeg mener, hvordan hænger det sammen, at det, der skulle forestille at være fantastisk kvalitet, baby, virkelig, ender med, at Clive Owen pludselig ser ud, som om han er fanget på hjemmevideo. Hvordan? Jeg har spurgt. Blev ignoreret.

Har også spurgt, hvordan det kan være, at Litteraten, der hader teater, pludselig er lykkelig over, at hans yndlingsfilm ligner en opsætning på Betty Nansen. Blev fnyst af og derefter (overbærende) ignoreret. Det er jo fantastisk kvalitet, baby, virkelig! Kan være, men med et trylleslag er 50’erfilm så tydelige, at menneskene ligner os fra nutiden, og jeg rammes af en sær skuffelse over den desillusionerende opdagelse, at de faktisk ikke var grovkornede med et orange varmt i huden skær, dengang. I wan't the filter back, baby.

Har lige hørt Søren Pind sige. ”Vi resulterer i et samlet resultat.” Jeg ved, ikke hvad det betyder, men man kommer åbenbart ikke til at give bedre mening i FULL HD.

Lægger mit hoved bekymret på puden hver aften for tiden. Sådan er det altid, det er efterhånden blevet en pligt at være bekymret, jeg ved ikke hvordan man ikke er bekymret inden eksamen længere. Sender Zahle en kærlig tanke for sit afsnit om præstationsangst i "Omsorg for retfærdighed". Manden, der s’gu ikke gad at være Højesteretsdommer alligevel. Når han kunne være bekymret, må jeg også, og det var en af grundene til, at jeg græd da han døde. Ikke meget, bare nogle få beherskede tårer ned i tastaturet. Man er vel kontrolleret og følelsesundertrykt som andre rigtige voksne. Niagara Falls won’t do.

Tænker på den Chloékjole, jeg brændende ønsker mig. Ja, den. Dén ville være pæææn. Suk. For dyr, selv udregnet i tænk-på-hvor-meget-du-sparer-valuta eller tænk-på-hvor-mange-gange-du-vil-gå-med-den-og-hvis-det-er-mange-er-det-jo-faktisk-et-røverkøb-per-gang-målestokken. Nej, denne lille sag er helt oppe i du-kunne-få-en-taske-for-den-barometeret. Og så ved vi jo begge, at det virkelig er på tide at tænke sig om. Men fin fin fin er den, og dulmer dét gør den, her lige før lukketid.

Glæder mig til at se dig til fabulous champagnecocktails, når jeg selv til slut, endelig, længe ventet, forhåbentlig snart, resulterer i et samlet resultat.

Indtil da, er der - labaner og lurendrejere - dømt rodbehandling og ørkenvandring.

Kys din M.

De olympiske lege i lagersalg

Kære M

“A scrunchie (or scrunchy) is a fabric-covered elastic hair tie, commonly used to fasten long hair. Large, elaborate styles and diminutive, unassuming forms are available. The scrunchie comes in many different varieties of colors, fabrics, sizes, and designs”.

Jeg skal nu bede dig om fluks, at fjerne ovenfornævnte afskyelige tingest og skrotte den i nærmest tilgængelige skraldespand (eller alternativt brænde den på mindre bål i håndvasken – just to add a little drama).

Det er ikke spor sjovt at skrive speciale. Du har min inderlige sympati. Som et lyn fra en klar himmel forvandler hele kroppen sig til noget, der stammer fra en pakke Stryhns light udgave, og alle interessante samtaler starter med ”armen, det er lidt ligesom i planlovens § 15, stk. 3…”. There goes your social life. Man vælger en yndlingsuniform (sweat pants, forvasket tank top og slidte kanin sutsko), og lever som en anden soldat i det samme tøj de næste 6 måneder. Diane, Isabel, Philip og alle de andre trofaste venner er lukket inde i klædeskabets mørke, hvor de drømmer om bedre dage med pink champagne og dans på bordene. Men husk, at der er lys for enden – og at der venter dig en stilling som advokatfuldmægtig lige om hjørnet.

I sidste uge gjorde jeg noget rigtig dumt. Jeg tog på lagersalg. Har ellers forbudt mig selv den slags, da jeg altid ender med sidste års kollektion i mærkelige grumsede farver og forkerte størrelser. Året efter på Trendsales kan jeg nærmest fornemme de små jyske pigers skeptiske stemmer, når de for syttende gang spørger om det er ”en normal størrelse 34”, ”en stor størrelse 34” eller en ”tysk størrelse 34”? How the fuck should I know? Eller om jeg vil bytte min Anna Sui kjole til en afbleget, gul Vero Moda undertrøje med 3 huller (som kun næsten ikke kan ses). No thanks. Så hellere beholde mit grågrumsede fejlkøb i håb om, at det en dag på magisk vis forvandler sig til det stykke tøj, som jeg lige står og mangler.

”Hvad skal du i dag skat”, spørger direktøren. Forsøger at anlægge lettere travl stemme i forventning om, at han snart stopper med at spørge. Lettere indigneret lægger jeg mobiltelefonen på. Hvor er han dum. Jeg skal på lagersalg.

Aldrig er jeg kommet så hurtigt ud af døren på kontoret.  Jeg kan allerede skimte en kø af piger, der vader op af brandtrappen i den lille skumle baggård. Alle presser sig frem, og alle har det samme næsten desperate udtryk i øjnene. Jeg kigger mig omkring og prøver at orientere mig. Der står stativer overalt med sko, tasker, kjoler og på væggene er der opsat papirskilte med tusch, hvor der er skrevet 70-80 procent med store bogstaver. Mit hjerte begynder at hamre, og min nye veninde - psykologen - og jeg råber skiftevis skingert og ophidset til hinanden ”tag to af dem dér i samme størrelse”. Det er bedre end at tage til et 4 timers spinning maraton i Fitness.dk. Min puls banker og jeg er høj af adrenalin – jeg ville kunne bruge hele mit liv på lagersalg. Faktisk tror jeg, at hvis man afholdt OL i lagersalg, så ville jeg være Danmarks svar på Caroline Wozniacki.

”VI TAGER IKKE IMOD DANKORT”. Både psykologen og jeg kigger på hinanden, som om damen lige har sagt ét eller andet på russisk. Panikken breder sig. Det er sidst på måneden, og med et mantra om, at jeg aldrig åbner en kassekredit (det ville være som at give Lars von Trier knappen til gaskammeret) er jeg rimelig lost. Psykologen ser endnu mere fortvivlet ud. ”Der står kun 100 kroner på min konto” råber hun, mens hun knytter sin sorte affaldssæk ind til sig, som indeholder alle de fine ting, hun lige har tilkæmpet sig.

Nogle kender PUB-crawl som et koncept, hvor man drikker på forskellige barer. Kredit-crawl er et koncept, hvor psykologen og jeg besøger samtlige kiosker og supermarkeder inden for en kilometers radius med spørgsmålet ”hvor meget må man hæve over”. Det lyder måske nemmere end det er. Trust me. Det er en udfordring.

Mig: ”Hvor meget må man hæve over”.

Kassedame: ”Der ligger en bank lige over på den anden side”.

Mig: ”Ehm… jeg har ikke Danske Bank”.

Kassedame: ”Alle kan hæve fra automaten”.

Mig (nu med hele køen som publikum): ”Øhm… hvad, hvis jeg kun hæver 500 kroner”.

Alle har luret os. De kigger på os med rystende og bebrejdende blikke. Tænk, at to voksne piger ikke kan styre deres økonomi. Hvor chokerende og pinligt. Når lige at få hurtigt jag i maven, men minder mig selv om, at de bare er misundelige. Mon ikke de i virkeligheden ønsker, at det var dem, der kunne skrue sig ned i palliet mininederdel og løbe hækkeløb med 12 centimeter under fødderne. Tåbenakker.

Når jeg bliver voksen lover jeg at spare op til en ejerlejlighed, oprette en ferieopsparing, budgetkonto og måske endda en kapitalpension. Indtil da vil jeg nøjes med at være indehaver af en af Købehavns smukkeste garderober. Måske man kan leje den ud på månedsbasis til fremvisning på Ordrupgaard? Nå, må heller gå i gang med at oprette annoncer på Trendsales. De små jyske piger redder mig alligevel altid, når det brænder på.

Kys fra din A

Ssssschhh...

Kære A.

Jeg lider i øjeblikket af DID (dissociative identity disorder). Stresset Pige Med Hestehale (det er nemt, det er simpelt, det er praktisk), har overtaget min personlighed. Hun nægter at lytte til mine indvendinger, om at hestehale med regnbuefarvet elastik er uklædeligt. Hun overhører mig ganske, og begraver sig blot i bøgerne igen, mens hun kigger misbilligende med rynkede uplukkede bryn på alle, der forstyrrer hende det mindste. Især Litteraten. Og børnene. Tys Tys. Det er jo ikke hende, der har valgt at være Family Man.

I et øjeblik er det mig, der er fremme, og så løber jeg rundt og kysser alle med dårlig samvittighed, for at råde bod på Stresset Pige Med Hestehales ugerninger.

Stresset Pige Med Hestehale kan googles:

Kys din M &

Afmålt venlige hilsener fra Stresset Pige Med Hestehale.