The Tracy Anderson effect

”No no no… You are not even trying woman!!”

Tårerne presser på og jeg er ved at tabe vægtstangen på min skulder. Gary når lige at gribe den bag mig og sætte den forsigtigt på plads på stativet

”You are never gonna get fit this way”, konstaterer Gary og kigger på mine blege, tynde aspargesarme.

Åh shit. Hvorfor gør jeg dog det her. På bare ét år har jeg været intet mindre end tre personlige trænere igennem. Sandheden er, at ingen kan erstatte min allerførste træner, Anne Bech. Desværre skriver hun nu hovedsageligt kun bøger om, hvordan man bliver fit på 28, 50 eller 100 dage (man kan åbenbart selv vælge) samt drager omsorg for, at yndige Christiane Schaumburg-Müller kan klemme sig ned i roberne fra Ole Yde. Savner Anne hver eneste gang, jeg ser hende i Godmorgen Danmark. Også selvom jeg stadigvæk er hemmeligt forelsket i Christian Bitz.

Så for et stykke tid siden besluttede jeg, at når jeg nu alligevel ikke kunne træne med Anne Bech længere, måtte jeg finde mig en ny personlig træner. Sådan en Tracy Anderson-type, som kunne holde øje med, at min krop ikke pludselig endte op med at have samme facon som min kontorstol.

Den første træner var Kristina, som havde bragt det hotteste hotte koncept ’bare fusion’ med fra New York. Ifølge hendes hjemmeside var det en skøn blanding af ballet, styrke og udstrækning.

Det skal lige nævnes, at siden jeg så filmen Black Swan har jeg fantaseret  helt vildt om at gå til ballet. Om ikke andet, så bare for outfittets skyld. Nu, hvor jeg er i slutningen af tyverne, ville det imidlertid kunne forekomme en anelse af desperat, hvis jeg mødte op i fuld trikot og tylskørt på Sanne Stahnkes balletskole i Hellerup.

Måtte alligevel skjule en let skuffelse, da jeg til første træning opdagede, at vi bare skulle have almindeligt træningstøj på og bare tæer. Havde allerede glædet mig til næste gang jeg skulle mødes på Emmerys med min bedste veninde, hvor jeg ville have min chaneltaske over den ene skulder og et sæt lyserøde balletsko i silke henslængt over den anden. Ha. Hvor ville hun blive imponeret.

Nå, men i stedet stod jeg i månedsvis og strakte og bøjede benene i min sædvanlige karrygule lululemon top i  håb om, at blive sådan en opstrammet lille balletdanser. Desværre skete der ikke så meget. Faktisk opdagede jeg hurtigt, at jeg fra naturens side er stiv som et bræt, hvorfor det så ret pinefuldt ud, når jeg forsøgte at danse. Kombineret med en ikke-eksisterende evne til at koordinere bevægelser, virkede min træner ikke synderligt sorgbetynget, da jeg fortvivlet meddelte hende, at jeg stoppede på holdet. Der var ikke opmuntrende at danse svanesøen, når man havde tilegnet sig rollen som den grimme ælling.

Fuld af entusiasme besluttede jeg hurtigt, at jeg naturligvis var en løber. Sådan en let gazelle, som bare skulle drøne i små sprint hen over savannen med titelsangen fra Løvernes Konge i baggrunden. Jeg havde læst i Fitliving, at det hensigtsmæssige ved løb er, at man kan dyrke det når som helst og hvor som helst. I forhold til de lange arbejdsdage på advokatkontoret virkede løb derfor helt oplagt.

Da jeg kort tid efter var på ferie på Playitas med nogle veninder, mødte jeg min næste træner: En lille, solbrændt sydafrikaner, som havde vundet tonsvis af Ironmans og nu online coachede folk fra hele verden. Han filosofi var, at det hele lå i teknik og, hvis bare jeg gjorde det på den rigtige måde, ville jeg nemt kunne blive en ægte atlet.

En ægte atlet. Var ikke helt sikker på, hvad der lå i ordet ”atlet”, men kunne godt lide lyden af det. Forestillede mig kenyanske kvinder med lange mørke ben og vrede ansigter. Desuden var jeg overbevist om, at jeg nu endelig ville få lejlighed til at brug den cropped top fra Stella Mccartney, som jeg havde købt i Moshi Moshi sidste år. Ville bare passe perfekt til en atlet.

Selve træningen bestod i, at jeg hver mandag modtog mit ugelige program, der som oftest bestod i halvanden til to timers træning hver dag i form af løb, cykling eller den udskældte crosstrainer (som hurtigt fik tilnavnet: ”spassermaskinen”). Som regel stod jeg allerede klar nede i Fitness.dk, når de åbnede om morgenen klokken seks. Kunne næsten ikke vente med at se direktørens reaktion, når han hørte, jeg var blevet en atlet.

Da jeg havde trænet med min online coach i fire-fem måneder, gik det op for mig, at træningen langsomt tog overhånd. Jeg trænede hver dag. Det stod jo i mit program. De mange timer brugt på træning resulterede oftest i, at jeg ikke deltog i hyggelige brunch med veninderne, fødselsdage med min svigerfamilie og morgenkaffe på Emmerys med min bedste veninde. Jeg var bogstavelig talt flyttet ind i fitnesscentret på Nygårdsvej.

Desuden følte jeg mig ikke på nogen måde som en lille let gazelle på savannen. Tværtimod blev mine ben med tiden tunge som bly, og jeg følte mig mere og mere som Pumba fra Løvernes Konge. Gennem vores ugentlige Skype calls forsikrede den lille Sydafrikanske mand mig om, at der blot var tale om en midlertidig periode, hvor kroppen lige skulle vende sig til de lange distancer. Jeg skulle bare fortsætte programmet – og selvfølgelig forsætte med at betale hans månedlige salær.

Nåede akkurat at løbe mit første halvmaraton inden jeg smed håndklædet i ringen. Var træt af oppustet ben og ødelagt shellac på fødderne. Var træt af ikke at kunne putte mig under dynen i weekenden, når vækkeuret ringede. Min karriere som atlet skulle slutte her.

”Just remember, somewhere, a little Chinese girl is warming up with your max!”

Gary kigger med stor utilfredshed på mig. Han virker langt fra imponeret, da jeg begynder at flæbe som en lille pige. ”It’s realy HEAVY”, klynker jeg med min danske accent. Halvdelen af tiden forstår vi alligevel ikke, hvad den anden siger.

Gary er min tredje træner i år. Han er oprindeligt uddannet fra den britiske hær og ligner en krydsning af Arnold Schwarzenegger og Macgyver. I snart en måned har vi trænet med tung vægt. Jeg er blevet forbudt at løbe. Og så skal jeg spise de samme seks forskellige måltider hver dag, hovedsageligt bestående af ren protein.

For eksempel skal jeg klokken ti spise femoghalvfjerds gram kylling, fire rosenkål og to kapsler med fiskeolie. Har aldrig vejet min mad på den måde før. Er på dag seksogtyve og Bare tanken om rosenkål er nok til, at jeg mister appetitten. De sidste mange nætter har jeg drømt om hindbærsnitter fra Emmerys.

”Måske skulle du bare gå tilbage til det, som du plejede”, siger direktøren, da jeg stikker syrligt til dagens sjette og sidste måltid. En dåse tun i vand fra Irma.

”Du ved. Løbe små ture et par gange om ugen med Ophelia – og ellers bare lave dine små øvelser på yogamåtten. Jeg synes du ser sød ud som ”spirrevip””.

Kigger på de tynde, blege aspargesarme og benene, som endelig er begyndt at blive normale igen. Han har ret. Er stor tilhænger af personlige trænere, men nogen gange trænger kroppen bare til en pause. Har haft så travlt med at lytte til dyrt betalte eksperter i stedet for at mærke efter, hvad min egen krop havde brug for.

”Kom skat – lad os smutte”, siger jeg entusiastisk og hiver fat i direktøren. Idet jeg begejstret speed dialer nummeret på Halifax oppe ved Trianglen, kan jeg næsten mærke samtlige mine personlige trænere ryste misbilligende på hovedet.

”Ja hallo… ja, jeg vil gerne bede om to store dobbeltburgere med kikærtebøf, aioli og grove fritter – vi er der lige om lidt..”

I morgen vil jeg nøjes med at gå tur med Ophelia i Fællesparken.