I like my money where I can see them. Hanging in my closet.

”Det kan ikke lade sig gøre. Vores erhvervsafdeling har gennemgået din kærestes virksomheds­portefølje, og de havde mildest talt ret svært ved at gennemskue sammenhængen. Sandheden er, at efter finanskrisen ønsker vi slet ikke at udøve lån til selvstændige. Og slet ikke til én, som allerede ejer så mange faste ejendomme. Vi er yderst opmærksomme på bolig­spekulanter i disse tider”

”Boligspekulanter?” Jeg spytter stavelserne ud og laver en grimasse.

Kigger på rådgiveren fra den lokale afdeling i Danske Bank, der sidder på den anden side af skrivebordet. Han har små tætsiddende øjne og fedtet hår. Til højre for mig er direktøren ved at glide ned af stolen. Fuldstændig opslugt af at skrive e-mails fra sin iphone.

”Men… vi har allerede skrevet under”, piber jeg. ”Og de dér ejendomme har altså været i min kærestes familie i årtier. Det har slet ikke noget med spekulation at gøre”.

”Desværre. Vi kan ikke hjælpe jer”, siger rådgiveren og slår afskrivende ud med armene. Synes pludselig jeg kan ane begyndelsen af et par små spidse djævlehorn vokse ud af panden på ham.  Kan slet ikke lade være med at stirre intenst på hans hårgrænse. Han burde afgjort skynde sig ned i Matas og investere i en eller anden form for tørshampoo.

”Men jeg er jo advokat”, siger jeg desperat og begynder at rode rundt i min lille baguette chaneltaske efter et af mine nye visitkort. Er selv blevet helt forbavset over, hvordan min nye titel som advokat har øget min troværdighed betragteligt det sidste stykke tid. Selv min mor er begyndt at lytte efter, når jeg taler.

Pis. Jeg har kun et par stykker af de gamle, hvor der står fuldmægtig på. De er fyldt med fnuller fra tasken.

Vores bankrådgiver læner sig diskret ind over bordet, så det lykkes ham at komme helt tæt på mig. ”En advokat med et vis forbrug”, hvisker han, og sender min taske et lille bestemt nik.

Slam. Oh-no-he-didn’t.

”Jeg tror vi har hørt rigeligt”, siger direktøren, som pludselig er vågnet op på sædet ved siden af mig. Han sidder i sine slidte jeans fra The Kooples og en forvasket t-shirt fra Acne. Ikke et outfit, der symboliserer kreditværdighed. Hvis bare han havde taget det nyvaskede sæt tøj på, som jeg havde lagt frem på stolen i morges. Det pæne mørkeblå slips og skjorten fra Ethon ville kunne få en hver bankrådgiver til at låne os mindst et par millioner.

Direktøren giver den arrogante lille bankmand med det slikkede hår et håneligt blik og hiver fat i min arm med et fast greb.  ”Vi er vist færdige for i dag”, siger han og rækker hånden frem mod bankrådgiveren som tegn på, at mødet hermed er slut.

”You WILL regret this day”, udbryder jeg dramatisk på vej ud af døren, så alle i kasseområdet kigger op. Bankmanden står for enden af det åbne kontorlandskab og ser ud som om, at han fortryder, at han overhovedet stod ud af sin seng i morges.

Ude på gaden kan jeg se, at direktøren er ved at indstille sig på, hvordan han skal få mig forklaret på en nænsom måde, at der er en vis risiko for, at vi alligevel ikke kan købe verdens mest fantastiske lejlighed. På trods af, at vi har skrevet under og alting. Han begynder at mumle en masse kedelige juridiske termer om advokatforbehold, forbrugerlovgivning og fortrydelsesret. Han har tilsyneladende for en gang skyld hørt efter, hvad jeg har forklaret ham.

Jeg står imidlertid bare og stirrer på ham. Orker ikke en gang at fremkomme med mine indvendinger. Han har slet ikke forstået, at den lejlighed allerede er vores. At vi er som skabt til at bo der. På sådan et kosmisk niveau.

Næste dag sætter jeg mig foran computeren. Jeg laver en (synes jeg selv) skarp e-mail, hvor jeg i udførlige detaljer beskriver direktørens og mine økonomiske forhold. Jeg laver endda en lille powerpoint, som beskriver den finansielle struktur mellem alle hans selskaber. Slutter af med at indsætte små glade smileys de steder i årsregnskaberne, som viser et positivt drifts­resultat. Overvejer et splitsekund at tilføje et par animationer og lidt underlægnings­musik til powerpointen, men efter gårsdagens besøg i banken beslutter jeg mig for at lade være. Den finansielle branche er tilsyneladende ikke i et humoristisk hjørne disse dage.

Jeg vedhæfter alle mulige dokumenter til e-mailen. Årsopgørelser, lønsedler, kontoudtog, skattemapper. Intet er hemmeligt. Har lært på arbejde, at gennemsigtighed er nøgleordet til succes. Tager mig selv i at slå så hårdt i tasterne, at det lyder som om, at jeg spiller på klaver.

Jeg har researchet på nettet og fundet e-mailadresser på intet mindre end femten pengeinstitutter og sparekasser over hele landet. Ved ikke helt, hvad forskellen er på en bank og en sparekasse. Men jeg er ligeglad. Fyldt med sommerfugle i maven sender jeg e-mailen til dem alle sammen.

Allerede samme dag bliver jeg kimet ned fra hele landet. Nogle af dem smågriner og forklarer, at de slet ikke yder privatlån. Andre forklarer, at de ikke engang låner penge ud. Har åbenbart også sendt e-mailen ud til at par forsikringsselskaber.  Et af dem benyttede dog lige lejligheden til at forklare mig, hvordan vi kan spare en helt masse penge på vores forsikringer, hvis vi skifter selskab. Kan næsten ikke vente med at se direktørens udtryk, når jeg fortæller ham om vores nye forsikring ved udøvelse af ekstrem sport. Hvis én af os nu en dag får lyst til at begynde på kitesurfing.

Min telefon ringer igen.

”Det er Skjern Bank i Hellerup – jeg har læst din e-mail. Har I ikke lyst til at komme forbi til en kop kaffe i banken”.

Vores nye bankrådgiver er ikke bare sympatisk. Han er sådan én, som man ville ønske, man var i familie med. En onkel eller sådan noget. Sådan én, der både er varm og rar – og på den anden side virker skræmmende skarp, mens han øjer direktørens regnskaber igennem. Han griner af mit forbrug. Bemærker, at deres erfaring med unge mennesker er, at de faktisk er overraskende dygtige til at spare op ligeså snart, at de køber fast ejendom.

Både banken og realkreditinstituttet godkender med det samme. Lejligheden er vores.

På vej ud på Hellerup Strandvej kigger direktøren på mig med en bekymrende mine.  Skal ellers lige til at foreslå, at vi fejrer det ved at smutte i Trois Pommes, Hvorfor skal han altid se sådan ud, når vi har været i banken. ”Skat, nu har du forstået, at vi fremadrettet skal sætte forbruget lidt ned. Ikke flere chaneltasker”, siger han og giver min taske et lille hidsigt skub.

”Selvføøøøøøligelig”, smiler jeg. ”Og ellers bruger jeg bare mit nye mastercard. Så skal man først betale en hel måned efter”. Min begejstring over mit nye guldfarvet mastercard vil ingen ende tage. Elsker min nye bank. Direktøren kigger opgivende på mig og giver mig et lille klem.

Om et par måneder overtager vi nøglerne til vores første rigtige hjem.