Pages

Moi

Da jeg var lille, ville jeg gerne være prinsesse. Og måske giftes med Krumme. Lyserødt tylskørt og masser af glimmer. Var overbevist om, at jeg bare skulle skrive en virkelig fortræffelig ansøgning (det var den gang, man samlede på brevpapir fra Disney med en svag duft af parfume), så ville jeg fluks blive headhuntet til stillingen som Kongelig Højhed af Danmark.

Sådan gik det ikke.

I stedet for læste jeg jura. Og nu arbejder jeg på et af Københavns største advokatkontorer.

Jeg bor et sted mellem den kedelige del af Østerbro og den endnu mere kedelige del af Hellerup. Men det er midlertidigt. En midlertidig udstationering indtil vi til efteråret skal flytte i vores nyerhvervede lejlighed i City. Jeg elsker København. Lige meget, hvor mange ekstravagante bryllupper, desperate trediveårs fødselsdage og pastelfarvede barnedåbe jeg bliver inviteret med til, så forlader jeg ikke byen med de skønne tårne. Forstæderne, leverpostejsmadderne og trediverne må vente. Jeg forbliver niogtyve resten af livet.

Jeg bor sammen med direktøren. Akademisk og distræt. Og det mindst materialistiske menneske, der findes. Tror stadigvæk, at Stine Goya er en af mine bedste veninder (I wish) og, at Nué Notes er min stamcafé. Men han bærer over med mig, når jeg igen har brugt hele vores madbudget på et par sorte læderbukser fra Helmut Lang eller et par leopardfarvet loafers fra Céline.

Ophélia er vores lille uldne bomuldshund. Hun er upassende, uopdragen og bider i alt, hvad der kommer i nærheden af hende. Men hun er meget kærlig. Og en smule forfængelig. Nøjagtig ligesom sin mor.