Whoever said that Diamonds are a Girls Best Friend never Owned a Dog.

”Skat. Du behandler vores hund som en Barbie.”

Både Ophélia og jeg stirrer irriteret tilbage på direktøren. Hvorfor skal han altid blande sig lige, når vi er allerbedst i gang. Ophélia er iført en statement halskæde med orange sten og en fin lille tot hår samlet øverst på hovedet med en cremefarvet sløjfe. Hun ser bedårende ud.

Sandheden er, at Ophélia og jeg ikke altid har haft dette tætte bånd. Guderne vil vide, at vi har haft vores op og nedture i de snart tre og et halvt år, vi har hængt sammen.

Det hele startede med, at direktøren og jeg skulle flytte til Frederiksberg. Jeg havde besluttet, at man ikke kunne bo på Frederiksberg uden at have en hund. Medina havde hund. Jeg elskede Medina. Altså skulle jeg også have en hund.

Ophélia var ikke meget større end én sammenrullet cashmere strømpe, da direktøren hentede hende i Jylland. Hun kostede tolvtusinde jyske dollars og det krævede alle mine advokatoriske evner at overbevise direktøren om, at han skulle betale halvdelen. Hun var blevet købt med et enkelt klik på potepladesen.dk, men eftersom jeg skulle på arbejde, måtte direktøren også være den, der tog den kedsommelige tur til provinsen for at hente hende.

Som alle andre hundehvalpe var hun en faktor hundrede på nuttethedsskalaen. Hun sad diskret og vippede op og ned i min sorte Céline taske, mens hun tittede nysgerrigt frem med sit lille tykke uldne hoved. Jeg havde hende med til vin på Falernum, drinks på Salon 39 og morgenmad på Granola. Ophelia var kendt og elsket af alle på Værnedamsvej. Selv Medina var begyndt at sige hej. Det var lige indtil den dag, hvor Ophélia valgte at tørre sin lille hvide numse af ved at køre den med forpoterne hen af fortovet, så det efterlod en charmerende lille brun stribe 5-6 meter op af Værnedamsvej. Efter den dag skiftede Medina, Eddie og Walter diskret fortov, når jeg kom slæbende med Ophélia.

Snart begyndte en trodsalder, og Ophélia forvandlede sig fra nuttet lille vatrondel til et ondskabsfuldt krapyl. Hun tissede uforvarende på vores tæpper. Hun sprang op af mine veninder, så deres strømpebukser stod i laser før, at de overhovedet var nået ind over dørmåtten. Men jeg elskede hende, som kun en mor kan elske sit barn. Jeg bagatelliserede, jeg undskyldte og jeg lo nervøst i håb om, at det snart ville være overstået.

Men det blev kun værre.

Inden længe begyndte Ophelia at vokse nye tænder. Og hvor andre hunde pænt tyggede i det dertil indkøbte tyggeben, valgte Ophélia i stedet at søge lindring i mine dyreste designersko.  Når jeg med tårer i øjnene råbte af hende, fik det hende kun til at hoppe og danse endnu vildere rundt på gulvet. Overbevist om, at mit vredesudbrud var en del af legen.

Ophélia viste sig desuden hurtigt dyr i drift. En dag hoppede hun ned fra vores sofa, ramte forkert med poten og begyndte at jamre som et lille barn. En grædende hundehvalp er formentlig noget af det mest hjerteskærende, der findes. Hun blev ved med at smågræde og nægtede at gå på sin ene pote. Haltede med et gevaldigt drama rundt i lejligheden.

Vi var overbeviste om, at den var brækket og tog fluks af sted til Københavns Dyrehospital for at få lille stakkels Ophelia’s pote røntgenfoto­gra­feret. Både direktøren og jeg opførte os, som var det et spørgsmål om liv og død.

Det var det ikke.

”Den er ikke en gang forstuvet”,  sagde dyrelægen smilende. ”Hundehvalpe har en tendens til hysteri ligesom børn… Det skal man ikke tage så alvorligt”.

Han smilte endnu bredere.

”Det bliver kr. 6.000 for et røntgenbillede. Er det på dankort?”.

Vi smilte ikke tilbage.

Når vi skulle på ferie, var Ophélia altid den sidste, jeg kom i tanke om, når vi var på vej ud af døren mod lufthavnen. Hver gang var der store udbrud à la ”fuck. det var din tur til at få hende passet” (mig) eller ”kan vi ikke bare stille mad frem til to uger, så kan hun klare sig selv” (direktøren).

Efterhånden løb vi tør for pasningsmuligheder, når vi skulle ud og rejse. Selv de pligtop­fyldende advokatfuldmægtige på mit kontor sænkede blikket og mumlende ned i jorden, når jeg proklamerede, at Ophélia atter havde brug for et par dages husly. Rygtet spredte sig hurtigt.

Kun min trolige svigermor tog hver gang imod Ophélia med kærlige åbne arme og uden det mindste forbehold. Der skulle mere end en uopdragen tæppetisser til at slå hende ud. Direktørens barndomshjem er en stor villa, hvor hver etage er beklædt med flere lag af ægte tæpper. Jeg havde derfor en lille mistanke om, at Ophelias små vandpytter forsvandt ubemærket i mønstrene på de persiske silketæpper.

Min egen mor havde uofficielt kastet håndklædet i ringen fra begyndelsen. I en periode havde jeg hende mistænkt for rent faktisk at lakere gulv blot for, at hun kunne slippe for at skulle passe vores hund. Til hendes forsvar kompenserede hun ved at forære Ophélia et læderhalsbånd med swarovski fra Hot Hund på Hellerup Strandvej. Jeg behøvede ikke nogen krystalkugle for at kunne se, hvordan vores mødre hver især ville håndtere rollen som bedsteforældre, når direktøren og jeg en dag besluttede os for at få børn.

Da Ophélia var lidt over ét år gammel, fandt vi ud af, at hun har en medfødt nyresygdom, som gør, at hun ikke selv kan mærke, hvornår hun skal tisse. Det var faktisk direktøren, der var med hende til dyrlægen og rørstrømsk fortalte mig i telefonen, at Ophélia havde kun én måned tilbage at leve i. Hun var mangelfuldt løsøre. Og købeloven gav os retten til at få vores penge tilbage.

Det var imidlertid lykkedes det lille krapyl at snige sig ind i vores hjerter. Vi udarbejdede i stedet et tisseskema, så vi kunne holde øje med, hvornår hun skulle ned i gården og tømme sin lille blære. Vi købte den dyreste mad og medicin til små hunde med nyresygdomme. Og det lykkedes. Tre år efter lever Ophélia i bedste velgående og hendes nyre er erklæret næsten rask. Hun  skal dog stadigvæk have hjælp med at huske, når det er tid til at tisse.

Kan ikke lade være med at tænke, at direktøren bliver en god far en dag, når han næsten uden brok trasker ned ad bagtrappen i sine boksershorts med Ophélia under armen. Giver hende et lille klap, så hun kan nå at tisse af en sidste gang, inden vi alle tre kryber i seng.

Namasté

Jeg har altid gerne ville gå til ballet. Faktisk er jeg så begejstret for ballerinaer, at jeg har valgt at få tatoveret én på venstre inderarm. Altså naturligvis på sådan en virkelig fransk chic måde, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er jo ikke blottet for stil. Men synes det giver sådan lidt kant, uden at blive Amager.

Den anden ting, som jeg altid gerne har ville, er at gå til  yoga. Efter min opfattelse er der simpelthen tonsvis af fordele forbundet med at dyrke yoga: lækkert, løstsiddende cashmere tøj fra Stella McCartney, muligheden for at cykle afbalanceret rundt med egen yogamåtte fra moshi moshi mind samt glæden ved at starte hver morgen med en impulsiv lille solhilsen.

Har imidlertid måtte konstatere, at yoga slet ikke er noget for mig. I København er yogacentre oftest propfyldt med ældre kvinder uden bh, fodformede sandaler (ikke i udgaver fra Céline, Chloé eller Isabel Marant) og halskæder med blå månesten fra en eller anden charterrejse. Jeg har absolut intet til fælles med disse kvinder.

Endvidere forekommer det en smule latterligt, at voksne mennesker skal kunne nå jorden med deres egne håndflader. Det er jo ikke fordi, at det har et specifikt formål, som eksempelvis at få deres bagdel til at se strammere ud i et par J Brand jeans.

Mine håndflader kan kun nå til knæene. Det gør mig altså ikke til et dårligere menneske.

Værst var det engang min bedste veninde slæbte mig med til bikram yoga på Christians­havn. Jeg bryder mig i forvejen ikke om at komme på den forkerte side af broen - med mindre det inkluderer brunch fra Wulff og Constantin - og jeg bryder mig slet ikke om at svede. I mine teenageår blev jeg først bekendt med antiperspirant på et relativt sent tidspunkt, og siden har jeg udviklet en mindre angstneurose for ikke at svede. Endte med at have mindre panikanfald og sammenbidt forlade lokalet fyldt med svedige, blegfede kvinder og deres uladsiggørlige stillinger. Siden har yogamåtten fra moshi moshi boet trygt i sin lille prikket pose under vores sofa.

Det var derfor med en smule mistillid og et knapt så åbent sind, at jeg i sidste uge impulsivt meldte mig til en workshop hos Yoga Factory på Hellerup Strandvej. Først og fremmest har Yoga Factory et rigtig pænt design, hvor alt er holdt i farverne turkis og sort på en virkelig elegant måde. Dertil kommer, at beliggenheden er nord for København, hvilket øjensynligt får mig til at lyde som en virkelig overfladisk snob, hvilket jeg selvfølgelig ikke er. Jeg kan bare godt lide at socialisere med damer i minkpels og botox.  Kan ikke forklare hvorfor. Det kan jeg altså bare.

Endelig kunne jeg godt lide tanken om, at selvom det foregik på Yoga Factory, så lød det ikke som om, at man behøvede at dyrke egentlig yoga:

”Transformational Breathing er en unik og kraftfuld metode til heling og transformation.  Båret på vingerne af dit eget åndedrat samt kraftfuld musik vil du, i denne workshop, kærligt blive guidet gennem en to timer lang åndedrætssession”

Ingen sved. Ingen komplicerede stillinger. Bare vejrtrækning.

”Klik”.

Skynder mig at tage et billede af den tyrkiske yogamåtte og vandflaske . Troede det var løgn, da jeg så, at de har deres helt egen Yoga Factory vandflaske. Har allerede fået en masse likes på instagram. Og timen er ikke engang gået i gang.

”Namasté” siger alle deltagerne i kor og instruktøren tænder for musikken.

”Forsøg at blive i nuet og fokuser på jeres åndedræt. Hvis I begynder at reflektere, så led blidt jeres tanker tilbage til åndedrættet”

Forsøger at tømme hovedet for tanker, mens jeg trækker vejret helt ned i maven Det er faktisk slet ikke så svært. Kan ligefrem mærke, hvordan min krop lige om lidt, vil få en masse positive energier.

Kvinden ved siden af mig har sat håret op i en høj knold. Overvejer et splitsekund, om jeg skal have mit hår sat op til brylluppet. Hvis jeg nu spiser en hel masse b-vitaminer, vil mit hår måske kunne nå at vokse sig langt. Så kunne jeg have løst hår og min blomsterbuket kunne bestå af et stort bundt lavendler. Totalt bohemian bride.

”I kan opleve store følelsesmæssige udbrud. Bare konstater, at de er der. Uden at dømme og reflektere. Vær i nuet”.

Shit. Forsøger fluks at koncentrere mig om min vejrtrækning.

Må have ligget her mindst en halv time og lyttet til trommelyd fra Uganda. Overvejer, om jeg diskret kan hive min iphone op af tasken for at se, hvad klokken er, men instruktøren giver mig et skarpt blik, så jeg skynder mig at lukke øjnene og trække vejret dybt.

De andre deltagere er begyndt at sige mærkelige lyde, når de udånder. Og ikke nok med det. Kvinden, som ligger ved siden af mig, er begyndt at græde. Faktisk er hun ikke den eneste. Lokalet minder mere og mere om én fælles fødselsforberedelse på Gentofte Hospital.

Hellerup eller ej. Det her er for meget. Hviler ikke nok i mig selv til at ligge og stønne mellem en masse fremmede kvinder. I total panik skynder jeg mig at folde måtten sammen, og uden at kigge instruktøren i øjnene stavrer jeg forsigtigt baglæns mod udgangen forbi de andre deltagere.

”Namasté”, hvisker jeg uskyldigt, idet døren lukker i bag mig.

Sikke et tidsspilde. Står alene ude i indgangsområdet og spiser af den økologiske chokolade og mandlerne, som er stillet frem, når deltagerne er færdige. Prøver også lige et par af de cremer fra Rudolph Care, som står på en lækker lille bogreol sammen med en masse coffee table books om yoga.

På vej ud af døren når jeg lige at tjekke instagram. Har fået intet mindre end seksogfyrre likes. Fabelagtigt. Er åbenbart ikke den eneste, som ville ønske, at jeg gik til yoga.