Namasté

Jeg har altid gerne ville gå til ballet. Faktisk er jeg så begejstret for ballerinaer, at jeg har valgt at få tatoveret én på venstre inderarm. Altså naturligvis på sådan en virkelig fransk chic måde, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er jo ikke blottet for stil. Men synes det giver sådan lidt kant, uden at blive Amager.

Den anden ting, som jeg altid gerne har ville, er at gå til  yoga. Efter min opfattelse er der simpelthen tonsvis af fordele forbundet med at dyrke yoga: lækkert, løstsiddende cashmere tøj fra Stella McCartney, muligheden for at cykle afbalanceret rundt med egen yogamåtte fra moshi moshi mind samt glæden ved at starte hver morgen med en impulsiv lille solhilsen.

Har imidlertid måtte konstatere, at yoga slet ikke er noget for mig. I København er yogacentre oftest propfyldt med ældre kvinder uden bh, fodformede sandaler (ikke i udgaver fra Céline, Chloé eller Isabel Marant) og halskæder med blå månesten fra en eller anden charterrejse. Jeg har absolut intet til fælles med disse kvinder.

Endvidere forekommer det en smule latterligt, at voksne mennesker skal kunne nå jorden med deres egne håndflader. Det er jo ikke fordi, at det har et specifikt formål, som eksempelvis at få deres bagdel til at se strammere ud i et par J Brand jeans.

Mine håndflader kan kun nå til knæene. Det gør mig altså ikke til et dårligere menneske.

Værst var det engang min bedste veninde slæbte mig med til bikram yoga på Christians­havn. Jeg bryder mig i forvejen ikke om at komme på den forkerte side af broen - med mindre det inkluderer brunch fra Wulff og Constantin - og jeg bryder mig slet ikke om at svede. I mine teenageår blev jeg først bekendt med antiperspirant på et relativt sent tidspunkt, og siden har jeg udviklet en mindre angstneurose for ikke at svede. Endte med at have mindre panikanfald og sammenbidt forlade lokalet fyldt med svedige, blegfede kvinder og deres uladsiggørlige stillinger. Siden har yogamåtten fra moshi moshi boet trygt i sin lille prikket pose under vores sofa.

Det var derfor med en smule mistillid og et knapt så åbent sind, at jeg i sidste uge impulsivt meldte mig til en workshop hos Yoga Factory på Hellerup Strandvej. Først og fremmest har Yoga Factory et rigtig pænt design, hvor alt er holdt i farverne turkis og sort på en virkelig elegant måde. Dertil kommer, at beliggenheden er nord for København, hvilket øjensynligt får mig til at lyde som en virkelig overfladisk snob, hvilket jeg selvfølgelig ikke er. Jeg kan bare godt lide at socialisere med damer i minkpels og botox.  Kan ikke forklare hvorfor. Det kan jeg altså bare.

Endelig kunne jeg godt lide tanken om, at selvom det foregik på Yoga Factory, så lød det ikke som om, at man behøvede at dyrke egentlig yoga:

”Transformational Breathing er en unik og kraftfuld metode til heling og transformation.  Båret på vingerne af dit eget åndedrat samt kraftfuld musik vil du, i denne workshop, kærligt blive guidet gennem en to timer lang åndedrætssession”

Ingen sved. Ingen komplicerede stillinger. Bare vejrtrækning.

”Klik”.

Skynder mig at tage et billede af den tyrkiske yogamåtte og vandflaske . Troede det var løgn, da jeg så, at de har deres helt egen Yoga Factory vandflaske. Har allerede fået en masse likes på instagram. Og timen er ikke engang gået i gang.

”Namasté” siger alle deltagerne i kor og instruktøren tænder for musikken.

”Forsøg at blive i nuet og fokuser på jeres åndedræt. Hvis I begynder at reflektere, så led blidt jeres tanker tilbage til åndedrættet”

Forsøger at tømme hovedet for tanker, mens jeg trækker vejret helt ned i maven Det er faktisk slet ikke så svært. Kan ligefrem mærke, hvordan min krop lige om lidt, vil få en masse positive energier.

Kvinden ved siden af mig har sat håret op i en høj knold. Overvejer et splitsekund, om jeg skal have mit hår sat op til brylluppet. Hvis jeg nu spiser en hel masse b-vitaminer, vil mit hår måske kunne nå at vokse sig langt. Så kunne jeg have løst hår og min blomsterbuket kunne bestå af et stort bundt lavendler. Totalt bohemian bride.

”I kan opleve store følelsesmæssige udbrud. Bare konstater, at de er der. Uden at dømme og reflektere. Vær i nuet”.

Shit. Forsøger fluks at koncentrere mig om min vejrtrækning.

Må have ligget her mindst en halv time og lyttet til trommelyd fra Uganda. Overvejer, om jeg diskret kan hive min iphone op af tasken for at se, hvad klokken er, men instruktøren giver mig et skarpt blik, så jeg skynder mig at lukke øjnene og trække vejret dybt.

De andre deltagere er begyndt at sige mærkelige lyde, når de udånder. Og ikke nok med det. Kvinden, som ligger ved siden af mig, er begyndt at græde. Faktisk er hun ikke den eneste. Lokalet minder mere og mere om én fælles fødselsforberedelse på Gentofte Hospital.

Hellerup eller ej. Det her er for meget. Hviler ikke nok i mig selv til at ligge og stønne mellem en masse fremmede kvinder. I total panik skynder jeg mig at folde måtten sammen, og uden at kigge instruktøren i øjnene stavrer jeg forsigtigt baglæns mod udgangen forbi de andre deltagere.

”Namasté”, hvisker jeg uskyldigt, idet døren lukker i bag mig.

Sikke et tidsspilde. Står alene ude i indgangsområdet og spiser af den økologiske chokolade og mandlerne, som er stillet frem, når deltagerne er færdige. Prøver også lige et par af de cremer fra Rudolph Care, som står på en lækker lille bogreol sammen med en masse coffee table books om yoga.

På vej ud af døren når jeg lige at tjekke instagram. Har fået intet mindre end seksogfyrre likes. Fabelagtigt. Er åbenbart ikke den eneste, som ville ønske, at jeg gik til yoga.