The only time to eat diet food is while you’re waiting for the steak to cook...

"I må ikke spise nogle former for ris, pasta eller hvidt brød"

Kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. Har ikke rørt kulhydrater i en lille menneskealder. Det her bliver så let som at klø sig i nakken. De andre deltagere ser lidt anspændte ud. Især hende dér den asiatisk udseende kvinde, som er direktør for et eller andet mobiltelefonselskab. Er overbevist om, at det er hende. Kan genkende hende fra en artikel om karrierekvinder i Alt for Damerne.

"I må ikke drikke kaffe, sodavand eller nogle former for light produkter".

Kommer til at fnyse højt. Efter hård skoling hos Anne Bech kan jeg næsten ikke huske, hvordan det er at drikke kaffe. Altså har muligvis købt sådan en økologisk, koffeinfri udgave fra Peter Larsen, men det tæller jo ikke (har dog alligevel undladt at nævne det over for Anne).

Tager en dyb indånding sammen med de 4 andre kvinder. Vi sidder i Charlottehaven til et detox forløb, som vi skal følge i 11 dage. Med jævne mellemrum skal vi mødes til meditation og saunagus.

Det startede med at jeg læste i InStyle, at Gwyneth Paltrow holder den slanke Hollywoodlinje ved at følge den såkaldte ”clean kur”. Efterfølgende er det gået op for mig, at alle åbenbart følger kuren. Det er en afgiftningskur, hvor man kun får fast føde én gang om dagen, og det er så et måltid med magert kød (kylling, kalkun, lam eller vildt) eller fisk plus et kornprodukt (ikke glutenholdig of course) som typisk er quinoa. Dette måltid får man midt på dagen, og morgen og aften får man et flydende måltid, som f.eks. en smoothie eller en suppe. Der er et langt interview med Alejandro Junger (ham der opfandt kuren) på Gwyneths hjemmeside, og hun har selv lige gennemført kuren.

Efter nærmere eftertanke nåede jeg imidlertid frem til, at ”clean kuren” forekommer mig en anelse for restriktiv. Meldte mig i stedet til forløb i Charlottehaven, hvor lækker overskudsagtig speltmor fra Hellerup deler opskrifter ud på blomkålsfrikadeller og linsemos. Meget mere min stil. Sorry Gwyneth.

"I må ikke spise grøntsager fra natskyggefamilien".

Åbner det ene øjne. Natskyggefamilien? Overvejer et splitsekund, om jeg hørte forkert. Må åbenbart slet ikke spise natskyggeplanter, hvortil hører aubergine, tomater, kartofler og peberfrugter. Og jeg som virkelig godt kan lide tomater. Startede ellers dagen med, hvad jeg selv ville betegne som kongeværdig detox-morgenmad i form af spejlæg, chevre chaud og soja/kakao-milkshake. Har besluttet mig for ikke at nævne det under vores samtale i Charlottehaven.

De andre deltagere sidder upåvirkede i deres lotusstillinger. Jeg forsøger at rette ryggen og glæde mig over, at jeg har mit nye Moshi Moshi Mind træningstøj på. Første gang vi mødtes kom jeg i mine røde Nike træningstop, sorte hotpants og mine skrigende pink ynglings sko fra Nike Free. Syntes selv, at jeg var ret velklædt, indtil jeg fik øje på de andre deltagere, som alle var iklædt silkebløde cashmere lignende stoffer i jordfarver. Kiggede alle sammen forarget på mig, som om, at jeg skulle til kettlebell i Fitnessworld. Hvor taberagtigt.

Stoppede derfor lige i Moshi Moshi Mind på hjemvejen. Vil anse det som en slags investering og krydse fingre for, at Direktøren ikke opdager, at jeg har betalt med madkortet til fælleskontoen. Siger bare, at Moshi Moshi Mind er en fabelagtig helsekostforretning på Østerbro.

"Pust ud", hvisker speltmoren fra 2900 Happiness.

Skynder mig at indånde en stor portion luft og udånde langsomt, mens jeg drømmer længselsfuldt om en stor blodig ribeye steak fra MASH med pomfritter og hjemmelavet bearnaise.  

2900 Happiness

"Vi lejer da bare vores lejlighed ud!"

Giver Direktøren mit mest håbløse blik og slår fortvivlede ud med armene. Kan jo ligeså godt lave lidt drama, når vi har den slags diskussioner.

Ved godt, at det er selvforskyldt. Det begyndte med, at jeg øjensynligt ikke var et naturtalent til at spare op. Ville ellers give mig selv et selvovervurderende 12-tal for ihærdighed. Alligevel var tallene af en eller anden grund fortsat faretruende røde på bankkontoen, da måneden var slut.

Allerede dér begik jeg den første fejl. Jeg spurgte Direktøren til råds.

"Og hvor i alverden skulle vi så selv bo?", udbryder jeg. "På D'Angleterre?"

I samme sekund som jeg siger det, kan jeg mærke et lille stik af håb. Tænk, hvis vi rent faktisk skulle bo en måned eller to på D'Angleterre. Bare tilbringe hele sommeren på at rende rundt i tykke, hvide frotté badekåber og få massage hos Arndal Fitness.

Lægger fluks tanken væk igen. Selvfølgelig kan vi ikke bo på D'Angleterre, hvis vi skal spare. Overvejer i stedet et splitsekund om nogle på Kontoret ville lægge mærke til, hvis jeg ligeså stille sneg en sovepose ind under skrivebordet. Kontoret minder trods alt på mange måder om et luksushotel. Der er store badeværelser med masser af hvide håndklæder, morgenmad, seje elevatorer - alt, hvad hjertet kan begære. Nu, når jeg tænker over det, er det faktisk slet ikke nogen tosset idé. Jeg ville med sikkerhed blive den medarbejder, der debiterede allermest den måned. Og så ville jeg naturligvis opnå en gigantisk bonus.

"Vi kan bo i Hellerup". Mine tanker bliver afbrudt af Direktøren.

Det viser sig, at Direktørens forældre er væk det meste af sommeren, hvilket betyder, at deres lille palæ af en strandvejsvilla har brug for at blive passet. Elsker Hellerup. I små doser altså. Ikke som, at jeg vil bo i Hellerup. Hellerup er mere mit svar på the Hamptons. I am the Hamptons, baby.

Forestiller mig allerede, hvordan vi iklædt "his" and "hers" badekåber kan smutte ned til vandet hver morgen og nøgenbade på den dér virkelig overskudsagtige måde. Og vi kan lege "kernesund familie" med direktørens søster, hvis familie bor i nabohuset. Kan allerede mærke min indre speltmor.

Det bedste er, at jeg om lørdagen kan iføre mig min svigermors overdådige minkpels fra Brødrene Alex Petersen og promenere op af Hellerup Strandvej, mens jeg glor overlegent på alle de andre mokker på vej ned til Trois Pommes. Idéen tiltaler mig.

"Count me in", udbryder jeg entusiastisk, mens jeg stadigvæk har pelsen i hovedet. Det slår mig imidlertid: Hvem i alverden gider bo i vores lejlighed. Og oven i købet betale for det.

Det viser sig, at der på nettet findes en slags social markedsplads for private boliger, hvor man online kan udleje sin bolig ud til hele verden. Og det bedste er, at mange er villige til at betale en hel sjat penge for at bo et par dage på Frederiksberg. "Airbnb den nemmeste måde at omsætte ekstra plads til ekstra kontanter" læser jeg betaget op. Ekstra kontanter. Det er  jo lige mig.

Der findes nogle ret underholdende boliger på hjemmesiden. Luksuriøse slotte, sejlbåde, træhytter, huse og lejligheder. Fandt endda et indianertelt i Ubud på Bali. Efter nærmere eftertanke er jeg måske ikke lige telttypen. Er faktisk ret så tilfreds med bare at skulle lege Hellerup frue en måneds tid.

Ps. Kære svigermor. Hvis du ved et tilfælde skulle læse denne blog, vil jeg selvfølgelig understrege, at alt det med minkpelsen er ren fiktion. Jeg lover at vande dine blomster.

Fattig er den, som tæller sine penge

"Vi skal spare."

Kigger forurettet på direktøren med store blanke øjne som om, han lige har sagt, at vi er gået personlig konkurs.

"Er vi da blevet fattige skat?

Jeg forsøger at gennemskue, hvorvidt jeg stadigvæk kan nå at få pengene retur for de to fantastiske cashmere trøjer fra Zornig, der ligger gemt i deres stofposer under sengen.

"Nej, vi er ikke fattige", sukker direktøren. "Vi har bare brug for at sætte vores forbrug lidt ned i en periode. Det er også på tide, at vi begynder at spare lidt op, hvis vi en dag skal kunne købe den herskabslejlighed, som du altid går og fabler om".

Spare op.

Indrømmet. Opsparing har aldrig været min stærke side. For mig er opsparing lidt mere sådan noget med ikke at bruge hele min løn den første uge. Hvilket faktisk godt kan være lidt af en udfordring. Især fordi jeg ofte i løbet af den forrige måned har bogmærket alle de fantastiske ting, som jeg bare måtte købe, ligeså snart jeg fik løn. Så de første dage får jeg som regel ret hurtigt proppet mange ting ned i den lille elektroniske indkøbskurv.

Nå jo. Så er der dét der med Trendsales. Har nemlig opdaget, at man kan betale gennem en slags kredit over sin Trendsales konto til en latterlig lav rente. Er ellers vokset op med, at ord som "kassekredit", "Magasinkort" og "afbetaling" var djævlens værk. At få et Magasinkort ville være på linje med at melde sig ind i Scientology. Og jeg har derfor troskyldigt holdt mig fra de syndige, men attraktive lånemuligheder.

På nær Trendsales kontoen. Den tæller ikke rigtigt. Det samme gælder H&M månedsfaktura. Det er også sådan en uskyldig ordning, hvor man betaler nøjagtig det samme, som hvis man havde købt det på normal vis. Man betaler bare til sidst i måneden. Og det er der jo ikke noget galt i. Ingen renter. Bare en samlet regning 30 dage senere. Vildt smart.

Problemet er, at jeg lidt forglemmer, når jeg har købt ting på den måde. Bliver simpelthen så forbløffet, når jeg pludselig får en e-mail fra Trendsales om, at kreditperioden er udløbet og, at de nu hæver de et eller andet astronomisk beløb fra min konto. Shit.

Første skridt til at spare vil derfor være at stoppe med at købe ting på kredit. Også selvom det er af den mere uskadelige slags. Hvor er det dog uretfærdigt. Når kvinder er deprimerede så spiser de eller går ud og shopper. Når mænd er deprimerede, invaderer de et andet land..

Bum bum. Næste skridt må blive at tjene nogle flere penge. Arbejder allerede ret mange timer. Den der 37 timers arbejdsuge, som mange taler om, eksisterer i hvert fald ikke i min verden. Desuden har jeg underskrevet en ubarmhjertig kontrakt med Kontoret om, at jeg ikke må udøve nogle som helst former for erhvervsmæssig beskæftigelse uden for arbejdstiden. Altså lige bortset fra pro bono. Hvilket jeg selvfølgelig nok skal overveje stærkt i nærmeste fremtid, men det hjælper jo ikke så meget på mit aktuelle finansielle problem.

Tager et kritisk blik ind i klædeskabet. Kan godt se, at direktøren har ret i, at det måske har taget lidt overhånd. Der er tøj overalt. Acne blazere, Topshop nederdele og Carven sko ligger hulter til bulter. Should we get you a diamond? No, no. Just get me a really big closet.

Ved slet ikke, hvor jeg skal begynde.

Har besluttet mig for, at inddele det kasserede tøj i tre kategorier: Trendsales, Mudanashi og lopperen. Kigger fortvivlet på tøjbunkerne. Der er nogle virkelig skræmmende udsalgskøb iblandt dem.

Isabel Marant skjorten med prismærker skal afgjort på Trendsales. Stod nærmest i kø foran Leah Maria for at snappe skjorten foran en masse midaldrende kvinder i minkpels, da de fik den hjem. Nu minder den om en tragisk klud fra en fjern hippietid. Kan slette ikke huske, hvorfor jeg syntes, at den var så fantastisk.

En gulvlang Baum und Pferdgarden maxi kjole. Afgjort Muda Nashi. Mine veninder spørger mig altid om, hvorfor jeg overhovedet overvejer at sælge tingene i Muda Nashi, som gerne tager op til halvtreds procent i kommission. Men trust me. Trendsales kan drive enhver tilregnelig kvinde til vanvid. Først skal man svare på tusindvis af tåbelige spørgsmål fra potentielle købere. Dernæst skal man forklare for hundrede og syttende gang, at man ikke er interesseret i at bytte ubrugt See By Chloé kjole med forvasket Vero Moda tank top. Og endelig laver man ikke andet end at halse af sted på posthuset for at modtage trackingnumre, indleveringskvitteringer og alt muligt andet bavl, så man ikke skal stå og høre en eller anden retarderet førsteårsjurastuderende fra Trendsales prædike reglerne om risikoens overgang i civilkøb. Spasserlorteidiotlatterlige utaknemmelige købere.

Ok. Træk vejret. Trendsales er nok lidt ligesom et forhold. Nogle gange trænger man bare til en pause. Og så forekommer det altså temmelig bekvemmeligt bare at aflevere en pose med tøj hos de bidske damer i Muda Nashi. Desværre har jeg det med konsekvent – bedst som jeg er på vej sikkert ud af butikken – at falde over et fantastisk stykke tøj, som jeg ikke kan leve uden (sidst var det et par fabelagtige Maloles med mink!). Og før jeg har set mig om, har jeg mindst ligeså mange nye ting med ud af butikken, som da jeg kom. Må afgjort snarest fremkomme med ny slagplan for, hvordan jeg spænder livremmen ind.

To be continued…

If your dog is too fat, you are not getting enough exercise

”Nej Ophélia. Lille skat. Giv slip”

Ophélia har samlet ét eller andet ulækkert stykke toiletpapir op fra fortovet, som hun er i gang med at fortære. Argh. Jeg står allerede med hænderne fyldt med ting. Iphone, nøgler, Ray Bans, Ricco kaffe osv. Ved ikke, hvordan the Olsen Twins altid formår at holde tusindvis af ting i hænderne på en elegant måde. Jeg er helt varm i ansigtet, og jeg kunne helt ærlig godt undvære det her.

En anden elegant kvinde går forbi mig iført dét der pæne bordeaux halstørklæde fra Acne AW 2011 (fuld­stændig udsolgt) med hendes lille nytrimmede cockerspaniel. Typisk Frederiks­berg. Hun giver mig et spidst elevatorblik (you know how it is) og kigger på mig som om, at det er mig, der står og spiser toiletpapir fra gaden.

Faktisk er Ophélia en forholdsvis velopdragen hund. Når hun står med sine store bløde runde kinder og hvide, pjusket pels (lidt ligesom en stor blød, fluffy vatrondel), kan hun få en hver ældre frue på Frederiksberg Allé til at stoppe op og lige give hende et lille velvilligt klap på hovedet. Beklageligvis har hun det med at knurre faretruende, hvis folk bliver alt for omklamrende. Hvilket jo sådan set er temmelig berettiget. Jeg ville, når det kommer til stykket, heller ikke bryde mig om, at blive klappet af en komplet fremmed.

En gang imellem har jeg hende med på kontoret i weekenden. På en almindelig hverdag ville det selvfølgelig være uhørt, at have hund med på arbejde. Men i weeken­den er det som om, at den konservative facade af navyblå jakkesæt fortoner sig. Blev faktisk drønhamrende forskrækket første gang, jeg mødte min chef iklædt ”almindeligt” tøj en weekend. På sådan en lidt pinagtig måde. Samme følelse som at møde sin klasselærer i Lalandia, da man var 12 år. Måske er det fordi, at part­nere på advokatkontorer ofte bliver meget casual, når de endelig har fri. De kan ikke bare nøjes med et par chinos og en lyseblå skjorte. Nej. Når virksomhedens top­ledere endelig holder fri, så skal det foregå i camouflagefarvede knickers og en eller anden forfærdelig hættetrøje. Et ømt syn for en hver troskyldig, ung advokat­fuld­mæg­tig.

Men Ophélia elsker kontoret. Og kontoret elsker hende. Selv den mest følelseskolde partner kan lade sin magtfulde stemme forvandle sig til babypludder og små suk, når Ophélia er med. Desværre er fornøjelsen ofte kortvarig. Kontorerne har væg til væg tæppe. Og Ophélia kan godt have en lille smule vanskeligt ved at holde på vandet.

Samtidig har kærligheden til Ophélia givet mulighed for at afprøve rollen som fremtidig speltmor. Har købt noget virkelig eksklusivt, økologisk tørfoder til hende, som jeg får tilsendt helt fra England. Har nemlig læst alt om, hvad der er bedst for hunde, og dén her slags foder skulle være det allersundeste, der overhovedet kan støves op på markedet. Beklageligvis kan Ophélia slet ikke lide det nye foder. Har ikke rigtigt turde indrømme det over for direktøren. Hvis jeg indrømmer, at Ophélia er den mest stædige hund, jeg nogensinde har mødt, så vil han bare komme med et langt foredrag om, hvorfor vi ikke skulle have fået hund. Min løsning på problemet er, at jeg hver morgen åbner en hel dåse makrel i tomat og hælder ud over tørfoderet. Indrømmet. Det er formentlig ikke i perfekt harmoni med den diæt, som Professor Dr. Steven foreskriver. Men det har løst problemet. Selv om det nok bare er et spørgsmål om tid før direktøren bemærker, at Ophélia stinker af makrel ud af munden om morgenen. Må snarest finde bedre og mindre ildelugtende alternativ.

På fortovet er det intolerante fruentimmer nået rundt om hjørnet. Hendes dumme cockerspaniel fortsætter det forargede blik, indtil den med et ryk bliver revet efter hende rundt om hjørnet. Utroligt som hunde dog kan ligne deres ejere.

”Ophélia, hvad i alverden laver du? Uartige pige”, hvisker jeg rasende.

En frygtelig tanke slår mig pludselig. Toiletpapiret er væk. Mit blik falder på hendes lille hoved, som er fyldt med hvidt fnuller rundt om munden. Åh… fandens også.

The Evolution of a Supermarket

Kigger skeptisk ned i den røde plastic indkøbskurv foran mig, der indeholder en 2-liters Coca Cola, 3 æsker med frysepizza, et par frosne hvidløgs flutes og ét kilo hakket oksekød med under tredive procent fedt. Kan nærmest mærke E-stofferne krybe tættere på. Godt det ikke er min indkøbskurv. Den tilhører den rødmosset dame foran mig. På slæb har hun to uvorne drenge, der bliver ved med at smide poser med osterejer ned i kurven ligeså hurtigt, som hun forsøger at smide dem ud.

Mine tynde arme føles som bly hver gang, jeg skal løfte kurven. Er slet, slet ikke vant til den slags tunge, statiske løft. Og nægter blankt at vælge den dér mutation af en indkøbskurv med hjul på. Jesus Christ. Findes der noget mere usexet end en voksen mand i jakkesæt med en lille rullende indkøbskurv på slæb. I think not.

Oppe ved kassen er det hele gået i stå. Der er en eller anden rød lampe, der blinker ondt og ildevarslende, og en 16-årige flaskedreng med bumser i ansigtet er blevet sendt på jagt efter en dåse flåede tomater. Uden buler. Hvor vigtigt. Står og tripper utålmodigt, mens jeg dømmer den stakkels mor foran mig, og moraliserende beslutter mig for, at jeg afgjort skal være en ægte speltmor, når jeg en dag beslutter mig for at træde ind i de voksnes rækker. Hjemmebagte hybenboller uden hvedemel og økologisk æblesaft fra Meyers. Måske lige lovligt ambitiøst, hvis jeg også skal være partner i firmaet en dag. Men ellers ordner filippineren det vel. Sådan én skal man jo have, hvis man skal være partner.

Det er mindst ét år siden, at jeg sidst befandt mig i et ganske almindeligt, substantielt supermarked. Jeg er nemlig hoppet med på bølgen om at handle alle mine indkøb på nettet. Det startede med, at direktøren og jeg ofte debatterede (skændtes højlydt) vores indkøbsvaner eller mangel på samme. Jeg var flintrende arrig over, hvorfor det altid var mig, der skulle holde øje med, at vi ikke løb tør for de basale fornødenheder. Jeg havde efterhånden forvandlet mig til en vedvarende, selvretfærdig huskeliste af Zendium tandpasta, økologiske æg og soltørrede abrikoser. Når direktøren opdagede, at der ikke var mere tandpasta, så lod han tuben ligge i tandkruset. Hvis den så stadigvæk lå der, når han kom tilbage. Ja. Så klippede han da bare toppen af.

Giver et fnys af bare frustration ved tanken om, hvordan det plejede at være. Efter tilstrækkelig mange diskussioner om, hvorvidt tomaterne skulle være økologiske eller ej (det skal de), besluttede vi os for at prøve et af de virtuelle supermarkeder. Mit foretrukne valg var helt klart "Årstiderne". Forestillede mig én af deres pæne trækasser fyldt med grøntsager, hvor den uskyldige grønne top stadigvæk sad på gulerødderne. Måske havde de endda mælk på glasflaske ligesom dem, som mælkemanden kom med i gamle dage. Kunne allerede forestille mig alle de anerkendende blikke, jeg ville få fra de andre beboere i vores opgang. Den slags er nemlig meget à la mode på Frederiksberg.

Desværre har Årstiderne ikke alle de kedelige, om end nødvendige varer. Bamseline skyllemiddel, sølvpapir og vatrondeller hører også til i de fleste husholdninger. Og den slags kan Årstiderne desværre endnu ikke tilbyde. Så i stedet valgte jeg nemlig.com. Kan stadigvæk blive helt høj af tanken.

En gang om ugen logger jeg ind på min konto, og så begynder jeg ellers bare at klikke ting i indkøbskurven. Har faktisk én gang købt ind på under 3 minutter og 36 sekunder (selvfølgelig kunne jeg kun gøre det, fordi de har sådan en favorit liste over de ting, som jeg køber regelmæssigt - økologisk broccoli er eksempelvis en vinder hver gang).

Når vi løber tør for tandpasta i løbet af ugen, klikker jeg bare på min iphone. Så er indkøbslisten opdateret. Og nej. Man behøver ikke være hjemme hele dagen. Det er ikke ligesom, når IKEA skal levere en eller anden rædsel af et läck skab, hvor de kommer i "tidsrummet klokken 8.00-22.00". De kommer inden for én time.

Giver kurven et ordentlig spark og bander mig langt væk fra køen i kassen. Glemte at klikke Peter Larsen kaffe og minimælk ned i indkøbskurven på nemlig.com. Og eftersom man skal handle for mindst 500 kroner, kan jeg ikke bare bestille endnu en levering. Så nu står jeg alligevel med min lille indkøbskurv og spejder efter quick-kassen. Oppe ved båndet har damen fået sine flåede tomater, og alle i køen rykker 40 centimer frem…