Fattig er den, som tæller sine penge

"Vi skal spare."

Kigger forurettet på direktøren med store blanke øjne som om, han lige har sagt, at vi er gået personlig konkurs.

"Er vi da blevet fattige skat?

Jeg forsøger at gennemskue, hvorvidt jeg stadigvæk kan nå at få pengene retur for de to fantastiske cashmere trøjer fra Zornig, der ligger gemt i deres stofposer under sengen.

"Nej, vi er ikke fattige", sukker direktøren. "Vi har bare brug for at sætte vores forbrug lidt ned i en periode. Det er også på tide, at vi begynder at spare lidt op, hvis vi en dag skal kunne købe den herskabslejlighed, som du altid går og fabler om".

Spare op.

Indrømmet. Opsparing har aldrig været min stærke side. For mig er opsparing lidt mere sådan noget med ikke at bruge hele min løn den første uge. Hvilket faktisk godt kan være lidt af en udfordring. Især fordi jeg ofte i løbet af den forrige måned har bogmærket alle de fantastiske ting, som jeg bare måtte købe, ligeså snart jeg fik løn. Så de første dage får jeg som regel ret hurtigt proppet mange ting ned i den lille elektroniske indkøbskurv.

Nå jo. Så er der dét der med Trendsales. Har nemlig opdaget, at man kan betale gennem en slags kredit over sin Trendsales konto til en latterlig lav rente. Er ellers vokset op med, at ord som "kassekredit", "Magasinkort" og "afbetaling" var djævlens værk. At få et Magasinkort ville være på linje med at melde sig ind i Scientology. Og jeg har derfor troskyldigt holdt mig fra de syndige, men attraktive lånemuligheder.

På nær Trendsales kontoen. Den tæller ikke rigtigt. Det samme gælder H&M månedsfaktura. Det er også sådan en uskyldig ordning, hvor man betaler nøjagtig det samme, som hvis man havde købt det på normal vis. Man betaler bare til sidst i måneden. Og det er der jo ikke noget galt i. Ingen renter. Bare en samlet regning 30 dage senere. Vildt smart.

Problemet er, at jeg lidt forglemmer, når jeg har købt ting på den måde. Bliver simpelthen så forbløffet, når jeg pludselig får en e-mail fra Trendsales om, at kreditperioden er udløbet og, at de nu hæver de et eller andet astronomisk beløb fra min konto. Shit.

Første skridt til at spare vil derfor være at stoppe med at købe ting på kredit. Også selvom det er af den mere uskadelige slags. Hvor er det dog uretfærdigt. Når kvinder er deprimerede så spiser de eller går ud og shopper. Når mænd er deprimerede, invaderer de et andet land..

Bum bum. Næste skridt må blive at tjene nogle flere penge. Arbejder allerede ret mange timer. Den der 37 timers arbejdsuge, som mange taler om, eksisterer i hvert fald ikke i min verden. Desuden har jeg underskrevet en ubarmhjertig kontrakt med Kontoret om, at jeg ikke må udøve nogle som helst former for erhvervsmæssig beskæftigelse uden for arbejdstiden. Altså lige bortset fra pro bono. Hvilket jeg selvfølgelig nok skal overveje stærkt i nærmeste fremtid, men det hjælper jo ikke så meget på mit aktuelle finansielle problem.

Tager et kritisk blik ind i klædeskabet. Kan godt se, at direktøren har ret i, at det måske har taget lidt overhånd. Der er tøj overalt. Acne blazere, Topshop nederdele og Carven sko ligger hulter til bulter. Should we get you a diamond? No, no. Just get me a really big closet.

Ved slet ikke, hvor jeg skal begynde.

Har besluttet mig for, at inddele det kasserede tøj i tre kategorier: Trendsales, Mudanashi og lopperen. Kigger fortvivlet på tøjbunkerne. Der er nogle virkelig skræmmende udsalgskøb iblandt dem.

Isabel Marant skjorten med prismærker skal afgjort på Trendsales. Stod nærmest i kø foran Leah Maria for at snappe skjorten foran en masse midaldrende kvinder i minkpels, da de fik den hjem. Nu minder den om en tragisk klud fra en fjern hippietid. Kan slette ikke huske, hvorfor jeg syntes, at den var så fantastisk.

En gulvlang Baum und Pferdgarden maxi kjole. Afgjort Muda Nashi. Mine veninder spørger mig altid om, hvorfor jeg overhovedet overvejer at sælge tingene i Muda Nashi, som gerne tager op til halvtreds procent i kommission. Men trust me. Trendsales kan drive enhver tilregnelig kvinde til vanvid. Først skal man svare på tusindvis af tåbelige spørgsmål fra potentielle købere. Dernæst skal man forklare for hundrede og syttende gang, at man ikke er interesseret i at bytte ubrugt See By Chloé kjole med forvasket Vero Moda tank top. Og endelig laver man ikke andet end at halse af sted på posthuset for at modtage trackingnumre, indleveringskvitteringer og alt muligt andet bavl, så man ikke skal stå og høre en eller anden retarderet førsteårsjurastuderende fra Trendsales prædike reglerne om risikoens overgang i civilkøb. Spasserlorteidiotlatterlige utaknemmelige købere.

Ok. Træk vejret. Trendsales er nok lidt ligesom et forhold. Nogle gange trænger man bare til en pause. Og så forekommer det altså temmelig bekvemmeligt bare at aflevere en pose med tøj hos de bidske damer i Muda Nashi. Desværre har jeg det med konsekvent – bedst som jeg er på vej sikkert ud af butikken – at falde over et fantastisk stykke tøj, som jeg ikke kan leve uden (sidst var det et par fabelagtige Maloles med mink!). Og før jeg har set mig om, har jeg mindst ligeså mange nye ting med ud af butikken, som da jeg kom. Må afgjort snarest fremkomme med ny slagplan for, hvordan jeg spænder livremmen ind.

To be continued…