If your dog is too fat, you are not getting enough exercise

”Nej Ophélia. Lille skat. Giv slip”

Ophélia har samlet ét eller andet ulækkert stykke toiletpapir op fra fortovet, som hun er i gang med at fortære. Argh. Jeg står allerede med hænderne fyldt med ting. Iphone, nøgler, Ray Bans, Ricco kaffe osv. Ved ikke, hvordan the Olsen Twins altid formår at holde tusindvis af ting i hænderne på en elegant måde. Jeg er helt varm i ansigtet, og jeg kunne helt ærlig godt undvære det her.

En anden elegant kvinde går forbi mig iført dét der pæne bordeaux halstørklæde fra Acne AW 2011 (fuld­stændig udsolgt) med hendes lille nytrimmede cockerspaniel. Typisk Frederiks­berg. Hun giver mig et spidst elevatorblik (you know how it is) og kigger på mig som om, at det er mig, der står og spiser toiletpapir fra gaden.

Faktisk er Ophélia en forholdsvis velopdragen hund. Når hun står med sine store bløde runde kinder og hvide, pjusket pels (lidt ligesom en stor blød, fluffy vatrondel), kan hun få en hver ældre frue på Frederiksberg Allé til at stoppe op og lige give hende et lille velvilligt klap på hovedet. Beklageligvis har hun det med at knurre faretruende, hvis folk bliver alt for omklamrende. Hvilket jo sådan set er temmelig berettiget. Jeg ville, når det kommer til stykket, heller ikke bryde mig om, at blive klappet af en komplet fremmed.

En gang imellem har jeg hende med på kontoret i weekenden. På en almindelig hverdag ville det selvfølgelig være uhørt, at have hund med på arbejde. Men i weeken­den er det som om, at den konservative facade af navyblå jakkesæt fortoner sig. Blev faktisk drønhamrende forskrækket første gang, jeg mødte min chef iklædt ”almindeligt” tøj en weekend. På sådan en lidt pinagtig måde. Samme følelse som at møde sin klasselærer i Lalandia, da man var 12 år. Måske er det fordi, at part­nere på advokatkontorer ofte bliver meget casual, når de endelig har fri. De kan ikke bare nøjes med et par chinos og en lyseblå skjorte. Nej. Når virksomhedens top­ledere endelig holder fri, så skal det foregå i camouflagefarvede knickers og en eller anden forfærdelig hættetrøje. Et ømt syn for en hver troskyldig, ung advokat­fuld­mæg­tig.

Men Ophélia elsker kontoret. Og kontoret elsker hende. Selv den mest følelseskolde partner kan lade sin magtfulde stemme forvandle sig til babypludder og små suk, når Ophélia er med. Desværre er fornøjelsen ofte kortvarig. Kontorerne har væg til væg tæppe. Og Ophélia kan godt have en lille smule vanskeligt ved at holde på vandet.

Samtidig har kærligheden til Ophélia givet mulighed for at afprøve rollen som fremtidig speltmor. Har købt noget virkelig eksklusivt, økologisk tørfoder til hende, som jeg får tilsendt helt fra England. Har nemlig læst alt om, hvad der er bedst for hunde, og dén her slags foder skulle være det allersundeste, der overhovedet kan støves op på markedet. Beklageligvis kan Ophélia slet ikke lide det nye foder. Har ikke rigtigt turde indrømme det over for direktøren. Hvis jeg indrømmer, at Ophélia er den mest stædige hund, jeg nogensinde har mødt, så vil han bare komme med et langt foredrag om, hvorfor vi ikke skulle have fået hund. Min løsning på problemet er, at jeg hver morgen åbner en hel dåse makrel i tomat og hælder ud over tørfoderet. Indrømmet. Det er formentlig ikke i perfekt harmoni med den diæt, som Professor Dr. Steven foreskriver. Men det har løst problemet. Selv om det nok bare er et spørgsmål om tid før direktøren bemærker, at Ophélia stinker af makrel ud af munden om morgenen. Må snarest finde bedre og mindre ildelugtende alternativ.

På fortovet er det intolerante fruentimmer nået rundt om hjørnet. Hendes dumme cockerspaniel fortsætter det forargede blik, indtil den med et ryk bliver revet efter hende rundt om hjørnet. Utroligt som hunde dog kan ligne deres ejere.

”Ophélia, hvad i alverden laver du? Uartige pige”, hvisker jeg rasende.

En frygtelig tanke slår mig pludselig. Toiletpapiret er væk. Mit blik falder på hendes lille hoved, som er fyldt med hvidt fnuller rundt om munden. Åh… fandens også.