The Tracy Anderson effect

”No no no… You are not even trying woman!!”

Tårerne presser på og jeg er ved at tabe vægtstangen på min skulder. Gary når lige at gribe den bag mig og sætte den forsigtigt på plads på stativet

”You are never gonna get fit this way”, konstaterer Gary og kigger på mine blege, tynde aspargesarme.

Åh shit. Hvorfor gør jeg dog det her. På bare ét år har jeg været intet mindre end tre personlige trænere igennem. Sandheden er, at ingen kan erstatte min allerførste træner, Anne Bech. Desværre skriver hun nu hovedsageligt kun bøger om, hvordan man bliver fit på 28, 50 eller 100 dage (man kan åbenbart selv vælge) samt drager omsorg for, at yndige Christiane Schaumburg-Müller kan klemme sig ned i roberne fra Ole Yde. Savner Anne hver eneste gang, jeg ser hende i Godmorgen Danmark. Også selvom jeg stadigvæk er hemmeligt forelsket i Christian Bitz.

Så for et stykke tid siden besluttede jeg, at når jeg nu alligevel ikke kunne træne med Anne Bech længere, måtte jeg finde mig en ny personlig træner. Sådan en Tracy Anderson-type, som kunne holde øje med, at min krop ikke pludselig endte op med at have samme facon som min kontorstol.

Den første træner var Kristina, som havde bragt det hotteste hotte koncept ’bare fusion’ med fra New York. Ifølge hendes hjemmeside var det en skøn blanding af ballet, styrke og udstrækning.

Det skal lige nævnes, at siden jeg så filmen Black Swan har jeg fantaseret  helt vildt om at gå til ballet. Om ikke andet, så bare for outfittets skyld. Nu, hvor jeg er i slutningen af tyverne, ville det imidlertid kunne forekomme en anelse af desperat, hvis jeg mødte op i fuld trikot og tylskørt på Sanne Stahnkes balletskole i Hellerup.

Måtte alligevel skjule en let skuffelse, da jeg til første træning opdagede, at vi bare skulle have almindeligt træningstøj på og bare tæer. Havde allerede glædet mig til næste gang jeg skulle mødes på Emmerys med min bedste veninde, hvor jeg ville have min chaneltaske over den ene skulder og et sæt lyserøde balletsko i silke henslængt over den anden. Ha. Hvor ville hun blive imponeret.

Nå, men i stedet stod jeg i månedsvis og strakte og bøjede benene i min sædvanlige karrygule lululemon top i  håb om, at blive sådan en opstrammet lille balletdanser. Desværre skete der ikke så meget. Faktisk opdagede jeg hurtigt, at jeg fra naturens side er stiv som et bræt, hvorfor det så ret pinefuldt ud, når jeg forsøgte at danse. Kombineret med en ikke-eksisterende evne til at koordinere bevægelser, virkede min træner ikke synderligt sorgbetynget, da jeg fortvivlet meddelte hende, at jeg stoppede på holdet. Der var ikke opmuntrende at danse svanesøen, når man havde tilegnet sig rollen som den grimme ælling.

Fuld af entusiasme besluttede jeg hurtigt, at jeg naturligvis var en løber. Sådan en let gazelle, som bare skulle drøne i små sprint hen over savannen med titelsangen fra Løvernes Konge i baggrunden. Jeg havde læst i Fitliving, at det hensigtsmæssige ved løb er, at man kan dyrke det når som helst og hvor som helst. I forhold til de lange arbejdsdage på advokatkontoret virkede løb derfor helt oplagt.

Da jeg kort tid efter var på ferie på Playitas med nogle veninder, mødte jeg min næste træner: En lille, solbrændt sydafrikaner, som havde vundet tonsvis af Ironmans og nu online coachede folk fra hele verden. Han filosofi var, at det hele lå i teknik og, hvis bare jeg gjorde det på den rigtige måde, ville jeg nemt kunne blive en ægte atlet.

En ægte atlet. Var ikke helt sikker på, hvad der lå i ordet ”atlet”, men kunne godt lide lyden af det. Forestillede mig kenyanske kvinder med lange mørke ben og vrede ansigter. Desuden var jeg overbevist om, at jeg nu endelig ville få lejlighed til at brug den cropped top fra Stella Mccartney, som jeg havde købt i Moshi Moshi sidste år. Ville bare passe perfekt til en atlet.

Selve træningen bestod i, at jeg hver mandag modtog mit ugelige program, der som oftest bestod i halvanden til to timers træning hver dag i form af løb, cykling eller den udskældte crosstrainer (som hurtigt fik tilnavnet: ”spassermaskinen”). Som regel stod jeg allerede klar nede i Fitness.dk, når de åbnede om morgenen klokken seks. Kunne næsten ikke vente med at se direktørens reaktion, når han hørte, jeg var blevet en atlet.

Da jeg havde trænet med min online coach i fire-fem måneder, gik det op for mig, at træningen langsomt tog overhånd. Jeg trænede hver dag. Det stod jo i mit program. De mange timer brugt på træning resulterede oftest i, at jeg ikke deltog i hyggelige brunch med veninderne, fødselsdage med min svigerfamilie og morgenkaffe på Emmerys med min bedste veninde. Jeg var bogstavelig talt flyttet ind i fitnesscentret på Nygårdsvej.

Desuden følte jeg mig ikke på nogen måde som en lille let gazelle på savannen. Tværtimod blev mine ben med tiden tunge som bly, og jeg følte mig mere og mere som Pumba fra Løvernes Konge. Gennem vores ugentlige Skype calls forsikrede den lille Sydafrikanske mand mig om, at der blot var tale om en midlertidig periode, hvor kroppen lige skulle vende sig til de lange distancer. Jeg skulle bare fortsætte programmet – og selvfølgelig forsætte med at betale hans månedlige salær.

Nåede akkurat at løbe mit første halvmaraton inden jeg smed håndklædet i ringen. Var træt af oppustet ben og ødelagt shellac på fødderne. Var træt af ikke at kunne putte mig under dynen i weekenden, når vækkeuret ringede. Min karriere som atlet skulle slutte her.

”Just remember, somewhere, a little Chinese girl is warming up with your max!”

Gary kigger med stor utilfredshed på mig. Han virker langt fra imponeret, da jeg begynder at flæbe som en lille pige. ”It’s realy HEAVY”, klynker jeg med min danske accent. Halvdelen af tiden forstår vi alligevel ikke, hvad den anden siger.

Gary er min tredje træner i år. Han er oprindeligt uddannet fra den britiske hær og ligner en krydsning af Arnold Schwarzenegger og Macgyver. I snart en måned har vi trænet med tung vægt. Jeg er blevet forbudt at løbe. Og så skal jeg spise de samme seks forskellige måltider hver dag, hovedsageligt bestående af ren protein.

For eksempel skal jeg klokken ti spise femoghalvfjerds gram kylling, fire rosenkål og to kapsler med fiskeolie. Har aldrig vejet min mad på den måde før. Er på dag seksogtyve og Bare tanken om rosenkål er nok til, at jeg mister appetitten. De sidste mange nætter har jeg drømt om hindbærsnitter fra Emmerys.

”Måske skulle du bare gå tilbage til det, som du plejede”, siger direktøren, da jeg stikker syrligt til dagens sjette og sidste måltid. En dåse tun i vand fra Irma.

”Du ved. Løbe små ture et par gange om ugen med Ophelia – og ellers bare lave dine små øvelser på yogamåtten. Jeg synes du ser sød ud som ”spirrevip””.

Kigger på de tynde, blege aspargesarme og benene, som endelig er begyndt at blive normale igen. Han har ret. Er stor tilhænger af personlige trænere, men nogen gange trænger kroppen bare til en pause. Har haft så travlt med at lytte til dyrt betalte eksperter i stedet for at mærke efter, hvad min egen krop havde brug for.

”Kom skat – lad os smutte”, siger jeg entusiastisk og hiver fat i direktøren. Idet jeg begejstret speed dialer nummeret på Halifax oppe ved Trianglen, kan jeg næsten mærke samtlige mine personlige trænere ryste misbilligende på hovedet.

”Ja hallo… ja, jeg vil gerne bede om to store dobbeltburgere med kikærtebøf, aioli og grove fritter – vi er der lige om lidt..”

I morgen vil jeg nøjes med at gå tur med Ophelia i Fællesparken.

I like my money where I can see them. Hanging in my closet.

”Det kan ikke lade sig gøre. Vores erhvervsafdeling har gennemgået din kærestes virksomheds­portefølje, og de havde mildest talt ret svært ved at gennemskue sammenhængen. Sandheden er, at efter finanskrisen ønsker vi slet ikke at udøve lån til selvstændige. Og slet ikke til én, som allerede ejer så mange faste ejendomme. Vi er yderst opmærksomme på bolig­spekulanter i disse tider”

”Boligspekulanter?” Jeg spytter stavelserne ud og laver en grimasse.

Kigger på rådgiveren fra den lokale afdeling i Danske Bank, der sidder på den anden side af skrivebordet. Han har små tætsiddende øjne og fedtet hår. Til højre for mig er direktøren ved at glide ned af stolen. Fuldstændig opslugt af at skrive e-mails fra sin iphone.

”Men… vi har allerede skrevet under”, piber jeg. ”Og de dér ejendomme har altså været i min kærestes familie i årtier. Det har slet ikke noget med spekulation at gøre”.

”Desværre. Vi kan ikke hjælpe jer”, siger rådgiveren og slår afskrivende ud med armene. Synes pludselig jeg kan ane begyndelsen af et par små spidse djævlehorn vokse ud af panden på ham.  Kan slet ikke lade være med at stirre intenst på hans hårgrænse. Han burde afgjort skynde sig ned i Matas og investere i en eller anden form for tørshampoo.

”Men jeg er jo advokat”, siger jeg desperat og begynder at rode rundt i min lille baguette chaneltaske efter et af mine nye visitkort. Er selv blevet helt forbavset over, hvordan min nye titel som advokat har øget min troværdighed betragteligt det sidste stykke tid. Selv min mor er begyndt at lytte efter, når jeg taler.

Pis. Jeg har kun et par stykker af de gamle, hvor der står fuldmægtig på. De er fyldt med fnuller fra tasken.

Vores bankrådgiver læner sig diskret ind over bordet, så det lykkes ham at komme helt tæt på mig. ”En advokat med et vis forbrug”, hvisker han, og sender min taske et lille bestemt nik.

Slam. Oh-no-he-didn’t.

”Jeg tror vi har hørt rigeligt”, siger direktøren, som pludselig er vågnet op på sædet ved siden af mig. Han sidder i sine slidte jeans fra The Kooples og en forvasket t-shirt fra Acne. Ikke et outfit, der symboliserer kreditværdighed. Hvis bare han havde taget det nyvaskede sæt tøj på, som jeg havde lagt frem på stolen i morges. Det pæne mørkeblå slips og skjorten fra Ethon ville kunne få en hver bankrådgiver til at låne os mindst et par millioner.

Direktøren giver den arrogante lille bankmand med det slikkede hår et håneligt blik og hiver fat i min arm med et fast greb.  ”Vi er vist færdige for i dag”, siger han og rækker hånden frem mod bankrådgiveren som tegn på, at mødet hermed er slut.

”You WILL regret this day”, udbryder jeg dramatisk på vej ud af døren, så alle i kasseområdet kigger op. Bankmanden står for enden af det åbne kontorlandskab og ser ud som om, at han fortryder, at han overhovedet stod ud af sin seng i morges.

Ude på gaden kan jeg se, at direktøren er ved at indstille sig på, hvordan han skal få mig forklaret på en nænsom måde, at der er en vis risiko for, at vi alligevel ikke kan købe verdens mest fantastiske lejlighed. På trods af, at vi har skrevet under og alting. Han begynder at mumle en masse kedelige juridiske termer om advokatforbehold, forbrugerlovgivning og fortrydelsesret. Han har tilsyneladende for en gang skyld hørt efter, hvad jeg har forklaret ham.

Jeg står imidlertid bare og stirrer på ham. Orker ikke en gang at fremkomme med mine indvendinger. Han har slet ikke forstået, at den lejlighed allerede er vores. At vi er som skabt til at bo der. På sådan et kosmisk niveau.

Næste dag sætter jeg mig foran computeren. Jeg laver en (synes jeg selv) skarp e-mail, hvor jeg i udførlige detaljer beskriver direktørens og mine økonomiske forhold. Jeg laver endda en lille powerpoint, som beskriver den finansielle struktur mellem alle hans selskaber. Slutter af med at indsætte små glade smileys de steder i årsregnskaberne, som viser et positivt drifts­resultat. Overvejer et splitsekund at tilføje et par animationer og lidt underlægnings­musik til powerpointen, men efter gårsdagens besøg i banken beslutter jeg mig for at lade være. Den finansielle branche er tilsyneladende ikke i et humoristisk hjørne disse dage.

Jeg vedhæfter alle mulige dokumenter til e-mailen. Årsopgørelser, lønsedler, kontoudtog, skattemapper. Intet er hemmeligt. Har lært på arbejde, at gennemsigtighed er nøgleordet til succes. Tager mig selv i at slå så hårdt i tasterne, at det lyder som om, at jeg spiller på klaver.

Jeg har researchet på nettet og fundet e-mailadresser på intet mindre end femten pengeinstitutter og sparekasser over hele landet. Ved ikke helt, hvad forskellen er på en bank og en sparekasse. Men jeg er ligeglad. Fyldt med sommerfugle i maven sender jeg e-mailen til dem alle sammen.

Allerede samme dag bliver jeg kimet ned fra hele landet. Nogle af dem smågriner og forklarer, at de slet ikke yder privatlån. Andre forklarer, at de ikke engang låner penge ud. Har åbenbart også sendt e-mailen ud til at par forsikringsselskaber.  Et af dem benyttede dog lige lejligheden til at forklare mig, hvordan vi kan spare en helt masse penge på vores forsikringer, hvis vi skifter selskab. Kan næsten ikke vente med at se direktørens udtryk, når jeg fortæller ham om vores nye forsikring ved udøvelse af ekstrem sport. Hvis én af os nu en dag får lyst til at begynde på kitesurfing.

Min telefon ringer igen.

”Det er Skjern Bank i Hellerup – jeg har læst din e-mail. Har I ikke lyst til at komme forbi til en kop kaffe i banken”.

Vores nye bankrådgiver er ikke bare sympatisk. Han er sådan én, som man ville ønske, man var i familie med. En onkel eller sådan noget. Sådan én, der både er varm og rar – og på den anden side virker skræmmende skarp, mens han øjer direktørens regnskaber igennem. Han griner af mit forbrug. Bemærker, at deres erfaring med unge mennesker er, at de faktisk er overraskende dygtige til at spare op ligeså snart, at de køber fast ejendom.

Både banken og realkreditinstituttet godkender med det samme. Lejligheden er vores.

På vej ud på Hellerup Strandvej kigger direktøren på mig med en bekymrende mine.  Skal ellers lige til at foreslå, at vi fejrer det ved at smutte i Trois Pommes, Hvorfor skal han altid se sådan ud, når vi har været i banken. ”Skat, nu har du forstået, at vi fremadrettet skal sætte forbruget lidt ned. Ikke flere chaneltasker”, siger han og giver min taske et lille hidsigt skub.

”Selvføøøøøøligelig”, smiler jeg. ”Og ellers bruger jeg bare mit nye mastercard. Så skal man først betale en hel måned efter”. Min begejstring over mit nye guldfarvet mastercard vil ingen ende tage. Elsker min nye bank. Direktøren kigger opgivende på mig og giver mig et lille klem.

Om et par måneder overtager vi nøglerne til vores første rigtige hjem.