”Kom nu. Én mere!”
Sveden drypper af mig, og med vold og magt lykkes det mig at tage den sidste armbøjning, inden jeg kollapser på gulvet.
Anne Bech kigger på mig med et ikke-imponeret blik, og et splitsekund føler jeg mig som én af deltagerne i de dér fat camp programmer. Overvejer, om jeg efterfølgende vil blive tvunget op på vægten foran publikum for at se, om jeg har tabt flere kilo end det blå hold. Bryder min hjerne med, hvorfor jeg dog betaler den noget så smukke kvinde med de tonede overarme for at piske rundt med mig.
Det er ikke fordi, at jeg lige frem trænger til at tabe mig. Ti timers stillesiddende kontorarbejde kan imidlertid godt give følelsen af at være en omvandrende sofakartoffel med Louboutin sko. Og når jeg har drukket endnu en kop lunken sort kaffe eller hældt to dåser cola light ned, ved jeg godt, at hverken Lene Hansson eller Lotte Arndal lige frem ville klappe i deres små kernesunde hænder af glæde.
Det skal måske nævnes, at de fleste i advokatbranchen rent faktisk lever af sort kaffe og stress. Og selvom kontorets kantine har profiteret en flot smiley hos hjerteforeningen, har jeg på fornemmelsen, at de ikke var på besøg lige den dag, der blev serveret stegt flæsk med persillesovs. Trods gode intentioner er det ikke ligefrem arbejdsmiljøet, der motiverer til en sund livsstil og masser af søvn.
Jeg er ellers lidt af en ekspert i at melde mig ind i træningscentre. Den første uge møder jeg op til samtlige spinningshold (nægter at kalde det ”motionscykling”, ligesom feta aldrig bliver til salattern!). Næste uge møder jeg da også gerne 2-3 gange op på løbebåndet. Især, hvis jeg kan kombinere det med en god tv-serie på Zulu. Men efter et par måneder kan hverken min hårdtprøvede bankkonto eller samvittighed klare flere PBS-betalinger til et næsten ubrugt medlemskab, og jeg må slukøret melde mig ud igen. Det er kropumuligt at fastholde motivationen.
Havde ærlig talt først besluttet mig for, at jeg ville starte med en personlig træner nede fra mit lille lokale fitness.dk på Frederiksberg Allé. Bare mødes anonymt et par gange om ugen for at kickstarte mine nye faste træningsrutine. Men overvældet af min nye beslutning, kom jeg til at nævne det over for min mandlige, ambitiøse og stærkt holistiske kollega og kontormakker.
”Skal du så gå hos Anne Bech?”.
Jeg er så lidt fitnessminded, at jeg ikke aner, hvem eller hvad Anne Bech er.
”Jeg har aldrig hørt om hende”.
”Hende fra Godmorgen Danmark”, fortsætter min kontormakker og retter på sit ulastelige mørkeblå jakkesæt fra Tiger of Sweden. Han løber selv mindst 4 maraton og må afgjort være en eller anden form for æresmedlem i Sparta.
”Hun træner alle de danske skuespillere og modeller. Du må have hørt om hende”.
Min kontormakkers ord får mit hjerte til at hamre. Træner modeller? Har været i Godmorgen Danmark. Tænk, at jeg ikke har vidst noget om det. Det er også direktørens skyld. Vi skal altid se sådan nogle kedelige DR2-programmer og læse weekendavisen. Jeg vil hellere se ”For lækker to love”... og måske den nye sæson af Paradise Hotel. I hvert fald om torsdagen.
I et pludseligt anfald skriver jeg Anne Bechs kontaktoplysninger ned på en seddel. Jeg går ind i et afsides kontor (min kontormakker behøver ikke vide, at jeg tror på alt, hvad han siger) og taster omhyggelig nummeret.
Please, lad hende sige ja. Please, lad hende sige ja…
Jeg kan næsten ikke trække vejret, mens jeg venter. Jeg sidder ved siden af en bunke gamle bind Karnov og krydser fingre så hårdt jeg kan, mens jeg forsøger at trække maven ind og forestille mig, at den en dag er ligeså veltrænet som Nicole Scherzinger’s fra Pussycat Dolls.
”Hallo”, siger Anne (det kalder jeg hende nu). ”Det vil være mig en fornøjelse at se dig i næste uge”.
Jeg ånder lettet op. Det bliver hårdt. Men jeg skal nok klare det.