Paris is always a good idea

Lovede præsten i Tibirke Kirke, at vores førstefødte stadigvæk bliver døbt i kirken. Og Helenekilde Badehotel forsikrede mig om, at de dagligt bliver kimet ned af kommende brudepar, hvorfor der allerede var en lang venteliste til vores dato. Havde helt svært ved tanken om, at et andet par nu ville få vores dato i kirken. Men nu var det altså blevet besluttet, at vi i stedet skulle giftes i Frankrig, og så måtte jeg vinke farvel til Tibirke.

I starten var det faktisk lidt stressende at være blevet forlovet. Var lige blevet advokat og pludselig var min forlovelse det eneste emne, som folk kunne tale med mig om. Blev hele tiden bombarderet med spørgsmål til samtlige tænkelige bryllupsemner. Oftest emner, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle svare på. Efterhånden var standardhilsenen på kontoret blevet ”Hej-hvordan-går-det-med-brylluppet-er-I-ved at-have tjek-på-det?”.

Var begyndt at snerre et eller andet uforskammet tilbage. Nu turde mine kollegaer slet ikke længere at spørge til brylluppet.

Vidste godt, at der var en grund til, at jeg reagerede på den måde. Det var fordi, at der altid var ét spørgsmål, som gik igen. Spørgsmålet, om jeg havde fundet brudekjolen. Min raison d’etre det øjeblik, jeg havde erhvervet titlen som ”kommende brud”.

Jeg havde ikke fundet min brudekjole.

Det var jo ikke fordi, at jeg ikke havde kigget. Forsøgte faktisk at bestille tid hos Jesper Høvring, samme aften, som ringen var gledet på min finger. Men måtte også erkende, at hans kjoler ikke var lige mig. Sidste år havde brudekjolerne til samtlige bryllupper – bortset fra det med Hawaiitema – været designet af Jesper Høvring. De var smukke, dyre og klassiske. Helt og aldeles uden for mit budget.

”Får du stadigvæk kvalme hver gang du ser noget med skørter?”

Min veninde kigger bekymret på mig. Det var efterhånden blevet kendt blandt mine tætteste veninder, at jeg led af en alvorlig form for kjolekrise. Jeg sukker dybt og tager en slurk af min Emmerys kaffe. Tager verdens mindste bid af det lille stykke hindbærsnitte, som man ofte får med som smagsprøve. Sværger, at jeg stopper med at spise den slags ligeså snart, at jeg har fundet min brudekjole.

”Hvad med den her?”

Min veninde peger entusiastisk på et blondehelvede fra Lilly. Det sortner en lille smule for mine øjne, og jeg er ved at få de sidste krummer af hindbærsnitte galt i halsen. Ondskabsfulde carbs.

Fjorten dage efter sidder jeg på flyveren på vej til Paris. Fandt den mest fantastiske kjole på instagram i går aftes, og efter at have været oppe hele natten lykkedes det mig at lokalisere designeren. Havde svært ved at lade være med at grine smørret, da jeg uskyldigt spiste min havregrød sammen med direktøren i morges. Han havde ingen anelse om, at jeg i stedet for at tage på kontoret, skulle til Paris. Helt alene. 

Gallerie Lafayette er eksklusivt og elegant som altid. Har printet billedet af kjolen ud og lagt det i min pink Céline pung. Vader forbi overdådige sølvfade med perlemorsfarvede macarons. Der er en helt stand kun med bryllupsinvitationer. Fik lavet mine af en amerikansk husmor gennem Etsy. Min nye yndlingshjemmeside og den perfekte måde at lade som om, at man er med på ”DIY-bølgen”.

Pludselig står jeg foran butikken. På siden er der et glasskilt med navnene på alle de designere de fører. Oscar de la Renta. Marchesa. Saint Laurent. Lanvin. Og selvfølgelig designeren på dén kjole, som jeg har set mig forelsket i. Laure de Sagazan.

Det er som at gå ind i et andet land. Der er tykke røde velour gardiner, og der hænger smukke kjoler, så langt øjet rækker.

”Est-ce-que peux je Vous aider, Madame?”

”Øh… Jeg ser mig bare lidt omkring…” Hun kniber øjnene spidst samme.

”Eller.. øh. Faktisk vil Jeg vil høre, om I har dén her kjole” siger jeg, og skal til at finde mit billede frem fra tasken.

”Ja. Vi har den”, siger hun med meget fransk accent. I samme sekund forsvinder hun om bag de mørkerøde velourgardiner. Tør næsten ikke trække vejret. Kjolen eksisterer. Den gemmer sig få meter fra mig. Det er den slags øjeblikke, som afkræver sin egen lille trommehvirvel.

Aldrig har jeg set noget så fantastisk i hele mit liv. Den er ikke bare lige så smuk, som på billedet. Det er kunst. Louvre burde holde en særudstilling til ære for denne kjole. Der ville være kø ned af Rue de Rivoli. Jeg vidste slet ikke, at silke kunne være så tungt. De små blonder er broderet i hånden over flere måneder. Hver eneste lille silkebelagt knap har små fine detaljer.

Jeg må eje denne kjole. Lige meget hvad, så må jeg bare eje den.

Kigger op på ekspedienten, som holder skarpt øje med, at jeg holder mig behørig afstand, så jeg ikke kan røre ved kjolen. ”Hvad koster den” spørger jeg.

Ok. Så den er lidt dyrere end, jeg havde regnet med. Kunne måske endda købe to små Jesper Høvring kjoler til den pris. Men hvis bare jeg laver lidt om på alle posterne i excelarket over vores bryllupsbudget, så er jeg overbevist om, at direktøren ikke opdager det. Siger bare, at jeg har rettet en fejl i formlen, der desværre gjorde budgettet en hel del højere.

Smiler selvtilfredst over min snedige plan, da min telefon ringer. ”Hej skat. Ja, det bliver lidt senere end regnet med. Er hjemme om et par timer fra kontoret”, lyver jeg.

Kigger på mit ur. Kan lige nå et smut forbi The Kooples inden jeg hopper i en taxa tilbage mod Charles de Gaulle. Skal allerede til Paris igen om en måned, når jeg skal have taget mål til kjolen.