Jeg kigger på direktøren, som om, at han lige har spurgt mig, om jeg vil have dessert. Så åbner min mund sig langsomt, mens mit blik falder hurtigt ned.
I hans hånd ligger en lille rød æske. Jeg stivner fuldstændig. Mit blik er som hypnotiseret, da han åbner æsken og afslører verdens smukkeste forlovelsesring.
”JA” skriger jeg, mens jeg slår begejstret ud med armene.
Så er det nu. Det øjeblik, som jeg har været besat af i årevis. Samtlige gæster på Le Sommelier har nu vendt sig om for at finde ud af, hvad det er der foregår oppe i baren. Indrømmet. Er ikke helt ædru længere. Efter tre glas champagne er det svært at holde begejstringen tilbage. Han har friet. Jeg skal giftes.
Klapper begejstret i mine små hænder, mens jeg allerede overvejer, om Jesper Høvring har online booking. Forsøger diskret at tage min mobil frem. Bare for lige hurtigt at tjekke Høvrings hjemmeside, men direktøren tager den hurtigt ud af mine hænder og lægger den ned i sin blazerlomme.
”Ingen Instagram billeder. Lad os lige nyde øjeblikket”.
Fnyser. Som om, at jeg ville være så taktløs at lægge den slags på Instagram. Er jo ikke sådan en hysterisk type, der råber ”stop med at spis”, når jeg er på café med mine veninder, så vi lige kan tage et billede af urørte avocadomadder og kaffelatter på Atelier September. Kunne simpelthen aldrig falde mig ind.
Bør dog lige overveje, om jeg kan finde på et sjovt hashtag, når jeg på et tidspunkt lægger et billede op på Instagram. Direktøren er ikke så meget til de sociale medier. Jeg elsker dem derimod. Kan blive helt sørgmodig over ikke at være single længere, når mine veninder begejstret fortæller om at være på dating app’en ”tinder”. Har overvejet i smug at downloade app’en bare for lige at kunne være med, når de andre sidder og skraldgriner over, at ham fra bogholderiet har liket dem. As if.
”Hvad tænker du på?”. Direktøren giver mig et af de der blikke, hvor jeg bliver helt blød i knæene. Shit. Var lige ved at svare ”Tinder”.
”Ehm”, siger jeg. Sig nu et eller andet. Lige meget hvad.
”Jeg tænkte på, at jeg altid gerne ville giftes inden jeg fylder 30 år”, siger jeg med et stort smil. ”Og nu ser det ud til, at det er lykkedes”.
Shit. Det betyder, at jeg skal følge Emma Gad og blive gift inden ét år fra forlovelsen. Bliver nødt til at begynde planlægningen allerede i morgen. Der er jo tusindvis af ting, som jeg skal tage stilling til. Enhver ved, at de bedste wedding venues bliver booket allerede flere år ud i fremtiden. Kigger irriteret på direktøren, som stadigvæk har min iphone. Har pludselig stærkt behov for at udarbejde tentativ tidsplan i ’noter’, så jeg ved, om det overhovedet er realistisk. Overvejer et splitsekund, om jeg kan søge orlov på arbejde. På den anden side er jeg ikke helt sikker på, at bryllupsplanlægning falder ind under samme kategori, som en LL.M. på Havard. Fnys. Hvis bare HR vidste, hvad det kræver af struktur, planlægning og ledelsesevner at organisere et bryllup, så er jeg ret sikker på, at de hurtigt ville tilføje det til min kompetenceprofil på kontorets hjemmeside.
”Skat?”. Direktøren har åbenbart forsøgt at få kontakt til mig i længere tid. Kigger fluks tilbage på ham. ”Yes?”.
”Nu må du love mig at nyde, at vi er blevet forlovet. Ikke noget med, at begynde at blive helt manisk og neurotisk omkring brylluppet vel? Ikke blive til sådan en ’bridezilla’”.
Er ikke helt sikker på, at jeg forstår hvad han mener. Kunne da ikke drømme om at blive sådan én a-f de dér skøre kvindemennesker, som nu har fået deres eget reality shows. Ved han egentligtaget, hvem det er, han gifter sig med.
Rækker ud efter hans lomme ”Øh skat, jeg har lige brug for at skrive et par ting ned. Stik mig lige min iphone”.
Direktøren bunder sit champagneglas og sukker dybt, mens han fisker min bedste ven op af sin blazerlomme og lægger den med et lille bestemt klask i min håndflade.
”Projekt Bryllup” er sat i gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar