Life in Happiness

Der er afgjort fordele ved, at vi er flyttet midlertidigt til Hellerup.

Hver gang min svigermor ikke er hjemme går jeg ned i ”mink-skabet” (oh yes - der er et helt skab fyldt med pels, som ville få en hver dyreaktivist til at køre direkte i Flügger).  Her er alt, hvad hjertet kan begære: Alex Pedersen, Kopenhagen Fur, Birger Christensen. Det er ét stort slaraffenland. Overvejer grundigt, hvilken en jeg skal vælge, mens jeg nusser en blå sølvræv forsigtigt på kraven. Hiver beslutsomt den længste, mest ekstravagante sagaminkpels ud, jeg kan få øje på og lader den falde tungt ned over mine natbukser og Justin Bieber T-shirt. Er ved at drukne i den. Åh, det føles vidunderligt…

Jeg er alene hjemme i den store villa i Hellerup. Uh. Kunne godt ryge en lille bitte cigaret. Altså ikke, at jeg ryger til hverdag eller sådan noget. Det ville Gwyneth Paltrow aldrig kunne tilgive, og har stadigvæk hemmelig idé om, at hun og jeg skal være bedste veninder, når jeg en dag flytter til LA.  Hun ville bede mig om at gæsteblogge på www.goop.com og jeg ville lave min berømte blomkålspizza og vække vild begejstring. Før jeg ville vide af det , ville både Stella McCartney og Beyonce kime mig ned og tigge mig om at blive inviteret med til mine omtalte dansk inspirerede palæo aftener.

Suk.

Nogle gange får jeg bare helt vildt lyst til at ryge. Render rundt i minkpelsen, som en af søstrene (den pæne selvfølgelig) fra Downton Abbey, mens jeg åbner alle mulige skuffer og skabe i håb om, at en eller anden venlig sjæl har glemt en uskyldig Marlboro light.

Efter nærmere eftertanke har jeg aldrig set nogen i direktørens familie ryge. Den slags hører ikke til i 2900 Happiness, hvor alle stoppede med at ryge cigaretter og spise pasta i slutningen af 90’erne.så snart Christian Bitz tonede frem på skærmen – den mand er altså bare pæn...

Det eneste, jeg finder, er en flaske whisky under sofaen. Svigerfars. Lader den synke ned i den ene lomme på minkpelsen og vader med tunge skridt ovenpå, hvor direktøren og jeg har fået værelse. I tre måneder har min verden bestået af 20 kvadratmeter værelse, som vi deler med vores tæppetisser, Ophélia, mens vi lejer direktørens lejlighed ud på Airbnb. Isabel, Chloé, Marc, Rachel Zoe og alle mine andre venner ligger krøllet sammen i store gennemsigtige plasticæsker fra Ikea.

Genkalder mine kollegaers misbilligende blikke, da de hørte, at jeg var flyttet på værelse.  ”Seriously.  Er det ikke lidt teenageagtigt?!”.

Fnys. De ved tydeligvis ikke, hvad de taler om.

Indrømmet. Jeg lever måske lidt af et dobbeltliv for tiden. Om dagen gør jeg mig umage i at bruge en masse fremmedord og komplicerede sætnings­kon­struktio­ner (klienter forventer bare den slags af deres advokat – eller som i mit tilfælde advokatfuldmægtig).  Jeg nikker til møderne, griner henkastet af partnernes jokes og siger hele mit fulde navn med en iskold skarp stemme, som symboliserer tydelig autoritet hver gang, at jeg tager telefonen.

Det er svært at forklare jakkesættene inde på arbejdet, at livet på direktørens gamle teenage­værelse slet ikke er så slemt.

Når jeg tager hjem, træder jeg ikke længere ind af døren til en mørk, tom lejlighed. Jeg kigger ikke længere ind i et gabende tomt køleskab, mens jeg overvejer, om jeg skal køre i Smag eller nøjes med en dåse tun  i vand fra Irma. Jeg sidder ikke længere og ser tre afsnit  af ’Orange is the new black’, mens jeg tjekker min Iphone for beskeder om, hvornår direktøren mon kommer hjem fra sit aftenmøde.

Jeg er nemlig blevet en del af en familie.

Shit. Kan høre stemmer ude i indkørslen. De er allerede hjemme.  Mit hoved svimler en smule, da jeg rejser mig op, stadigvæk svøbt i mink fra top til tå. Skulle have holdt mig langt væk fra svigerfars whisky.

Når lige at proppe minken tilbage på sin bøjle i skabet, da hoveddøren åbner. Direktørens to nevøer, som bor i nabohuset vælter ind af døren. Den ene er klædt ud som Spiderman. Den anden er splitternøgen. ”Aaaaaarrrgh. TAG HENDE!!”, skråler Spiderman, og de falder mig begge skrigende om halsen, så vi alle tre vælter omkuld på gulvet. ”Hej lille skat”, min svigermor dukker op bag dem med favnen fyldt med irmaposer. Hun placerer et solidt kys ovenpå mit hoved, mens hun møver sig forbi Spiderman og ham den nøgne. Ophélia springer rundt i glæde over, at nogen befinder sig i hendes øjenhøjde.

”Jeg har købt økologisk skyr fra Løgismose og blåbær”, råber min svigermor på vej ud i køkkenet. ”Vi skal have LCHF lakselasagne uden pastaplader”. Køkkendøren smækker i bag hende og man kan høre, at hun allerede er gået i gang. Elsker, at min svigermor har et ligeså besat forhold til kulhydrater, som mig selv.

”Har du også købt 80 procent mørk chokolade?” råber jeg tilbage, mens jeg forsøger at trække min Justin Bieber T-shirt på plads igen. Går ind i stuen, hvor drengene allerede sidder klistret foran tv’et. Putter mig ned mellem dem, mens de indledende toner til Disney Sjov toner frem på skærmen. Man kan jo altid blive voksen igen på mandag.