In New York, you’re always looking for a job, a boyfriend or an apartment

“Jeg er helt sikker på, at det her er lejligheden”.

Jeg blinker til direktøren med et skælmsk smil, som om jeg sidder inde med en helt særlig viden om netop denne lejlighed. Selvom vi ikke har set den, har jeg bare sådan en god fornemmelse i maven.

Den tonede pludselig frem via min søgeagent på Boliga i går aftes. Allerede, da jeg så de første billeder, vidste jeg bare, at det var den. Har læst mæglerens beskrivelse igen og igen, og kan bare mærke, at vi vil gøre et scoop, hvis vi køber denne her lejlighed.

"Herskabelig lejlighed… Højt til loftet… Pejs… I hjertet af København."

Har bare altid gerne ville bo i København K. Kan huske, da mine medstuderende på jurastudiet sagde, at de boede i “K” eller i “City”, som de kaldte det. Det virkede bare så hipt og ungt. Kan selvfølgelig godt se, at nu, hvor studietiden er et afsluttet kapitel, kan det forekomme som om, at jeg er ved at gå ind i en “åh-åh-du-rammer-snart-de-30-års-krise”. Sandheden er, at hverken løfter om en urtehave med økologisk speltspinat eller en underdanig au pair fra Filippinerne vil kunne få mig til at rykke permanent til forstæderne nord for København. Intet kan slå den følelse af, at man på et par minutter kan spadsere ned og spise avocadomadder på Atelier September eller lige hente en skyr med blåbær to-go hos The Yoghurt Shop på vej på arbejde. Japanske turister, der tager billeder, som en flok paparazzier, når man kommer gående med sin cykel, selv den spidse stank af tis, der rammer én søndag morgen, når man træder ud af porten på vej til Emmerys.

“niogtyve… enogtredive…”, remser jeg op, mens jeg kigger på husnumrene. ”Her er det!”

Vi står hånd i hånd og kigger op på den gamle historiske bygning, som ligger næsten lige over for Rosenborg Slot. ”I hjertet af København”, hvisker jeg for mig selv. ”City”.

Direktøren og jeg har brugt intet mindre end tre år på at kigge på lejligheder i København. Vi har brugt utallige søndage på at se på umulige stuelejligheder uden sollys på Østerbro og  nybyggeri uden sjæl på Islands Brygge. Hvis ikke jeg havde fordomme omkring sleske ejendoms­mæglere inden, vi gik i gang, så har jeg det i hvert fald nu.  Af samme årsag er jeg også ved at være ret god i træning med hensyn til, hvordan man takler et potentielt køb.

Først og fremmest gælder det om at se lejligheden på et tidspunkt, hvor der ikke er åbent hus. Hvis der er noget, som kan piske en stemning op, er det to speltmødre på barsel, som begge har besluttet sig for, at dette eventuelt kunne være stedet, hvor lille junior skal gå sine første skridt. Sådan nogle situationer ender altid i skrig og skrål, pinlige ægtemænd og unødvendige budrunder.

Dernæst gælder det om at virke temmelig uinteresseret. Det er regel nummer ét, når vi lærer om forhandling på jurastudiet, og det er regel nummer ét på boligmarkedet. Lad som om, at det, som din modpart har at tilbyde, er noget, som du snildt kan skaffe et andet sted fra. Ikke, at ejendoms­mægleren er en modpart. Selvfølgelig ikke. Shit. Nu lyder det som om, at jeg ikke kan fordrage ejendomsmæglere.

For det tredje er det en stor fordel at lade som om, at man har en anden lejlighed til salg (også selvom man ikke har det) og give et par diskrete hints til mægleren om, at hvis man køber denne her lejlighed, så kan han jo få lov at sælge den gamle perle af en lejlighed. Dette kan med fordel være en fireværelses lejlighed med altan på Frederiksberg.  Elsker at se deres ansigtsudtryk forvandle sig, når jeg siger det med lejligheden på Frederiksberg. De kan jo ikke vide, at vi bor hos svigermor i Hellerup.

Hvis det er en mandlig ejendomsmægler, kan man endelig for det fjerde følge op med store mængder af ros om, hvor dygtig og sjældent troværdig han er. På det tidspunkt logrer han så meget med halen, at han vil sælge den udbudte lejlighed til spotpris.

Dagens ejendomsmægler virker usædvanlig tilbageholdende og rolig. Han var i forvejen svær at overtale til at vise os lejligheden, da der var åbent hus for halvdelen af de københavnske småbørnsfamilier allerede den kommende weekend. Men jeg skyndte mig at stikke ham en lille bitte hvid løgn om, at søndag jo lige netop var den dag, hvor jeg arbejdede frivilligt på plejehjemmet. Det gælder om at komme forrest i køen. Ligesom, når man er på lagersalg hos Nué Notes.

”Oh my God. I've died and gone to real estate heaven”, udbryder jeg ekstatisk, da vi træder ind i den første stue. Direktøren sender mig et opgivende blik over min manglende iagttagelse af regel nummer to. Er ikke helt sikker på, at han har set afsnittene af Sex and the City heeelt ligeså mange gange, som jeg har.

”Der er pejs”, konstaterer jeg, mens jeg kigger anerkendende på mægleren. Havde højest forventet en fladskærm med en pejse-dvd. Som sagt. Jeg har cirka ligeså stor tiltro til ejendomsmæglere, som jeg har til nordjyske forhandlere af brugte køretøjer.

Begynder at danse lyksaligt rundt i stuen, mens jeg peger på alle de fine små detaljer. Marmorpladen i køkkenet, den franske altan, stukken i loftet.

”Vi tager den”, siger jeg beslutsomt og ville ønske, at jeg bare kunne proppe den i min elektroniske indkøbskurv og fortsætte til check out. ”Choose payment method”. Done.

”Det er jo et nedslidt hul”, siger direktøren, og river halvdelen af et stykke nikotingult vægmaling af i ét stykke ned fra væggen. Mægleren forholder sig professionel og neutral. Må indrømme, at han gør det godt.

Sender direktøren mit bedste ”stol-på-mig-jeg-har-det-under-kontrol”-blik. ”Vi byder prisen”, siger jeg i en selvsikker tone til mægleren, mens jeg forsigtigt forsøger at klappe stykket med nikotingult maling tilbage på sin plads. ”Men kun i 24 timer”, siger jeg med en dramatisk stemme, da jeg kommer i tanke om den sultne hobe af speltmødre, som vil stå i kø til åbent hus på søndag. De kan praktisk taget fortsætte direkte fra Fashionistas lagersalg i Gothersgade og op i min lejlighed.

Regel nummer fem. Gør dit bud tidsbegrænset, så sælger ikke kan spekulere i at spille køberne ud mod hinanden.

”Det var en hurtig beslutning”, siger mægleren. Han er mere neutral end en bedemand. Falder helt udenfor sin kategori. Om jeg så tilbød ham en kuffert fyldt med jyske dollars, tror jeg ikke, han ville blive bragt ud af fatningen.

”Jeg har noteret jeres bud og sørger for at give jer besked”.

Jeg har lyst til at falde på knæ og tigge ham om at sælge os lejligheden. Men den taktik går ikke i en forhandlingssituation. Det lærer man også hurtigt på jurastudiet.

Vi går ud på den lille hyggelige vej, som ligger hengemt bag Gothersgade. Er helt sørgmodig over ikke at kunne få svar med det samme. Kan bogstavelig talt spotte Storm Fashion fra porten. Kunne formentlig hente Diptique lys og nå tilbage på under fem minutter, hvis vi boede her. Udbryder et dybt suk og låser modløst min cykel op. Det er ikke første gang, at vi har budt på en lejlighed. Boligmarkedet savner salgsemner, og jeg har måtte sande, at det at byde prisen ikke er en garanti for, at der ikke kommer en anden køber og byder højere.

Vi når lige ind af svigermors køkkendør i Happiness, da direktørens telefon ringer. Det er mægleren. ”Ja, ja… Jeg er helt med”, siger direktøren.

Jeg stivner og forsøger at læse hans ansigt. Han smiler og blinker til mig....

”Vi flytter til City”.