The Joy of a New Title

SÅ kom dagen endelig. Jeg er blevet advokat. Ikke juridisk konsulent. Ikke fuldmægtig. ADVOKAT. Kaster et selvhøjtideligt blik på mine nye visitkort. Retter ryggen og føler mig lidt mere voksen. Kan mærke tyngden fra alt det ansvar, som følger med i dette lille stykke cremefarvet papir med mit advokatkontors logo på.

Alting ændrer sig jo med sådan en titel. Kontoret vil have store forventninger til mig, og jeg agter at leve op til dem alle sammen. Har allerede besluttet mig for, at min første ændring skal være min garderobe. Det kan godt være, at man som advokatfuldmægtig kan slippe af sted med en blomstret neoprennederdel fra Acne og leo loafers fra Céline. Men den slags er fortid nu. Fra i morgen af vil jeg kun bære sort. Måske med en henkastet chanel-statement kæde, hvis jeg skal være vovet – den nye med oversize perler naturelement. Sidder allerede og smiler ved tanken om, hvordan mit nye business outfit vil få alle på kontoret til at måbe og udbryde, ”ih, vi troede du var en af partnerne”.

Sidder på mit nye kontor. Før delte jeg kontor med en anden advokatfuldmægtig, men når man bliver advokat, får man sit eget kontor. Tager et blik rundt i lokalet, der består af fire hvide vægge, to reoler og gråt væg-til-væg-tæppe. Kontoret ligger på første sal lige over for en Netto. Åh, hvis bare de ikke havde valgt, at deres facade skulle være så skrigende gul.

Sidder dybt begravet i mine egen verden, mens jeg grubler over, om den gule facade kan være en krænkelse af en eller anden lokalplan eller måske i strid med den naboretlige tålegrænse, da min chef indfinder sig på mit kontor.

”Nå, man er nok rigtig faldet til”, siger han og slår tilfreds ud med armene. Jeg nikker imøde­kommende.

Manden har tydeligvis ikke lagt mærke til, at det eneste personlige præg kontoret har, er den skønne Balenciaga taske med giant gold hardware, som står på mit skrivebord. Må indrømme, at der er langt fra Harvey Specters kontor hos Pearson Hardman til den ækle gule facade på den anden side af gaden. Alle kontorerne er rimelig ens. Få kontorer skiller sig ud ved, at deres ejer ikke har gidet smide den døde stuebirk ud, som de modtog som velkomst, da de startede for flere år siden.

Ligeså snart min chef har forladt kontoret, logger jeg på Magasins hjemmeside. En Molton Brown duftdispenser med rosenpinde. Ja tak. Tilføj indkøbskurv. Wow. Hay har lavet en helt kollektion kun til kontoret. Før jeg ved af det, klikker jeg febrilsk rundt på alle mulige hjemmesider. Når lige at tilføje to stk. plakater fra Nynne Rosenvinge inden jeg går til check out. Hvis bare jeg nu på magisk vis kunne forvandle min sorte pc til en stor skinnende iMac. Bibbidi-bobbidi-boo. Salaga-doola, menchika-boola, Bibbidi-bobbidi-boo. Det sker så nok ikke lige foreløbig.

Næste dag er jeg som et lille spændt barn, da jeg modtager pakkerne med alle mine nye kontorting.  Stiller små grønne oliventræer i sølvpotter i vinduerne og sætter grønlige vaser fra Finnsdottir med gæslingegrene på mit skrivebord. Det gode ved gæslingegrene er, at de slet ikke behøver vand, men bare kan holde i årevis. I tidens løb er det lykkedes mig, at slå et pinligt stort antal orkidéer ihjel.

Når lige med stor selvtilfredshed at sætte den sidste rosenpind i duftdispenseren, da jeg hører højlydte stemmer ude på gangen. ”GUUUD, hvad er den duft” . En af sekretærerne fra min afdeling står allerede i døråbningen. ”Jesus Christ – hvad har du dog gjort”, siger hun skingert, da hun får øje på mine oliventræer. Når slet ikke at svare, før hun forsvinder ud af kontoret igen med en dramatisk bevægelse.

”Prøv liiiiige at komme og se det her!!”

Nu står der pludselig en hel flok af (kvindelige) fuldmægtige, advokater og sekretærer inde på mit kontor. ”EJ, hvor er den sød”, råber en af mine kollegaer entusiastisk, mens hun giver min nye lille hoptimist  i træ et lille forsigtigt puf. Begejstringen vil ingen ende tage. ”Hvordan har du dog gjort det”. ”Vil du også indrette mit kontor?”. Det er hverken fordi, at jeg har et særligt talent for indretning eller fordi, der er noget særligt spektakulært i en forgyldt klipsemaskine fra Hay. Men bare synet af noget andet end den sædvanlige døde stuebirk, har tydeligvis gjort indtryk på mine kollegaer. Overvejer om vi snart skal lave en lille ekskursion til 9PR’s showroom i København. Mine kollegaer ville sandsynligvis ikke tro på, at der findes mennesker, som får lov til at arbejde hver dag i sådanne smukke omgivelser.

Da begejstringen har lagt sig og folk velfornøjet er gået fra kontoret, læner jeg mig tilfreds tilbage i stolen. Tager lige en hurtig snapshat af kontoret og sender til min veninde, som arbejder hos et konkurrerende advokatkontor. Kan mærke, at jeg allerede har markeret mig med min nye titel. Efter nærmere eftertanke vil det derfor også være helt forståeligt, hvis jeg ikke behøver at gå i sorte Louboutin’s hele tiden. Sparker forsigtigt mine stiletter af under skrivebordet og strækker mine fødder. Tolv centimeter uden plateau er ikke for begyndere. Åbner arkivskabet bag mig og fremfinder med stor glæde mine yndlings leo loafers fra Céline. Ah, det føles skønt med flade sko.

Tænder computeren og tager en stor slurk kaffe. Min første dag som advokat er begyndt.