Første skoledag

I starten af 90’erne. The bells tooled for my first day in kindergarten på en lille prætentiøs privat skole i reservatet.

Krumme var min helt. Jeg levede uden mobiltelefon (min mor havde en på ½ kilo til brug for tilkaldevagter, no hankypanky). Min yndlingsfrisure var en hestehale placeret i asymmetrisk vinkel alt for højt på hovedet og bundet med en stor og prydelig pink frotté elastik. Jeg vedstår mig det. Også jeg har været den lykkelige ejer af en ”scrunchy”.

Mindes stadigvæk første skoledag. Stod mutters alene med solgule Lewis bukser og nyt penalhus med skolelæder, som jeg sagde til TV-journalisten i bar befippelse. Genert og blussende rød i ansigtet. Håbede inderligt, at én eller anden tvivlsom eksistens ville tage mig i grabben og love mig evigt venskab.

Det var meget skræmmende. Som sagt: Det var første skoledag. Jeg troede aldrig, den ville komme tilbage, men det gjorde den!

Svaret på min bøn materialiserede sig i form af en pige fra tredje klasse. Hun var ranglet med orange gamacher og togskinner på tænderne. Mælkespanden, og alt hvad der krævedes for overlevelse i dette univers af aliens, viste hun mig, og hun forklarede mig, hvor den usynlige linje til tiendeklassernes enemærker var optegnet. Uden hende ville jeg have været fortabt.

Ti år efter stod jeg foran Øregaard Gymnasium. Børn af Danske samfundsstøtter. Intetanende stod jeg i  fløjlsbukser og Dr. Martinsen støvler. Den slags var stadig moderne på den lille katolske skole, hvor jeg isoleret fra omverden havde tilbragt de sidste 10 år i lykkelig uvidenhed om alt det der talte, både i og udenfor skolen. Denne gang var der ikke nogen frelsende engel, der kom og holdt mig i hånden. Året efter skiftede jeg til et gymnasium på Østerbro. 

Første dag på jurastudiet.  Selvtilliden intakt. Yndige lyshårede blonde piger fra Whiskeybæltets yngste generation. Renskurede og ferskenkindede iklædt uniformen: Mulberry Bayswater og Burberry trench coat. Mulberry og Burberry. De kunne være et søskendepar i en roman af Jane Austen. Var selv iklædt grønne gummistøvler og en fake leopardpels fra Topshop. Troede jo, at jeg var Kate Moss II.

Var sikker på, at jeg skulle traske gennem jurastudiet i en ødemark af ensomhed. Og så på førstedagen, allerede på stationen:

”Ved du hvor Nørreport Station ligger”, lød det på bragende sønderjysk. Bag mig stod en ung iransk medstuderende.

Forbløffet over at blive tiltalt, pegede jeg op på skiltet.

”Vi står foran den”

”Nå før søren. Sikke nogle seje gummistøvler du har på”.

Han kunne lige så godt have sagt ”velkommen tilbage til metropolen”

--- (End of scene (Good ending too))---

Lights, Models, Guest List?

Åh gud. Så er jeg her.

Det er 5 timer siden, at jeg forlod Villa Villa Kulla på Østerbro og katten Mogens. Jeg er her virkelig. Jeg er på Bornholm.

Vi går ned af færdselsåren i Gudhjem – og den er bare så idyllisk. Den er fuldstændig som direktøren skildrede, med stengærder og alting. Huset vi bor i blev bygget af direktørens morfar (som faktisk også har bygget selveste hovedvejen). Alle husene har små stråtag og bindingsværk, og foran huset er der stejle, dramatiske klipper, som leder ud til det brusende hav.

Folk gloede ellers noget, da vi landede i Rønne Lufthavn. Så måske også en smule iøjnefaldende ud med oversized Tom Ford solbriller og Carven volcano nederdel. Mine Alaïa hæle klaprede - klik-klak-klik-klak - støjende på vejen, og da vi gik forbi busstoppestedet, sendte to ældre damer i brune kjoler og med tørklæder rundt om hovedet mig et misbilligende blik, mens den ene kiggede stift på min nederdel. Jeg sendte dem et hjerteligt smil og skulle til at råbe ”jeg fandt den i Nué Notes”. Fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var mig, der havde fanget de gråhårede madammers opmærksomhed. Det var direktøren, der kom slæbende som et pakæsel bagved med vores overvægtige Mulberry rejsetasker.

Har ikke tænkt på processkrifter eller tjekket mails siden vi landede. Okay. Det kribler måske lidt i maven, da første side af mit nyindkøbte dameblad bøjer i neon, hvordan store dele af den danske og internationale modebranche indtager byen til Copenhagen Fashion Week. Havde øjensynligt mindre hjerneblødning, da vi skulle planlægge feriedatoer.

Mode er da også det sidste, jeg har i tankerne, da jeg forsøger at leve op til direktørens moraliseren omkring min almene viden. Er åbenbart frustreret af at tabe i Bezzervizzer mod vores nyankomne, almendannede vennepar fordi det halter lidt med min paratviden; var ellers stensikker på, at jeg havde løst problemet ved at købe den lyserøde tilvalgspakke. Don’t judge a game by it’s colour darling.

Problemet er, at jeg altid har en forestilling om, hvem jeg gerne vil være, hvilket til tider slører min forståelse af, hvem jeg rent faktisk er. Sommetider foregiver jeg endda over for mig selv, at jeg nyder aktiviteter, som jeg i virkeligheden slet ikke bryder mig om. Sidder alt for ofte og kigger på uret under et fragmentarisk teaterstykke eller forsøger med vold og magt at pløje mig gennem Weekendavisens sektion om bøger. I skolen tog jeg matematik (som jeg hadede) på højniveau i stedet for billedkunst eller fransk.

Konsekvensen er, at entusiasmen blegner i forhold til den passion, jeg føler for de emner, jeg er naturligt interesseret i. Vil ikke længere undskylde min kærlighed til chic flick genren hvad enten det er litteratur eller tv-serier. Elsker Elle Rose og hendes små lyserøde outfits. Gudskelov antager jeg, at det er en tendes der er ved at brede sig. Min kære chef har i hvert fald offentligt indrømmet, at han ser Amalies verden. Perhaps there is such a thing as too much information.

“Tillykke! Du er en ægte Rützou fan med styr på mærkets historie og designer Susanne Rützou".

Vil gerne se direktøren klare dén test i Eurowoman. Tror ikke på, at jeg er et bedre menneske af, at kende navnet på en eller anden dødsenstrist fremskridtspolitiker. Og i det mindste svarede jeg ikke ”Vanish Oxi Action”, når svaret så åbenlyst var ”Celuit Bang”. Gnække, gnække.

Er tilbage på sikker jord igen. Skal med Lady-logen til Gucci fest og opsnappe de sidste rester af CFW: Right, it's me. I'm on my way in. Everything's completely under control this end, how is it with you? Lights... Models... Guest list? ... Just do your best, darling. I'm rushing. Bye.

Ps. Overvejer at blive angel investor i Johan Bülow lakrids...

Nu med svømmepøl i kælderen

I lørdags fejrede vi, at direktøren officielt er gammel. Han fyldte tredive. Nogle påstår, at 30’erne er de nye 20’ere. Hensigten kunne dog meget vel være, at folk i 30’erne kan genfinde sig selv som en slags post-teenagere. Gå i byen til tidlig morgen, drikke sig stangberuset og score med en hidtil uset desperation og begejstring i et forsøg på at finde sig til rette og slippe for den tilbagelænede rodløshed, som kun er sjov, når man er teenager.

Samtidig er det 30’erne, hvor man for alvor stiger på det uopsættelige karriereræs. Det er nu fokus på at skabe sig en acceptabel og mis­undel­ses­værdig tilværelse øges. Det er i 30’erne, det forventes, at der investeres i en 3-værelses ejerlejlighed på Østerbro, et par Eilersen sofa’er, B&O anlæg, golfudstyr, Mini Cooper og… gosh… RYNKECREME!

Godt det ikke er mig. Endnu.

Havde planlagt stor havefest i Tisvilde og lejet en grill på størrelse med Ærø (nu jeg tænker over det, ved jeg faktisk slet ikke, hvor Ærø ligger henne). Havde endvidere hamstret brasiliansk oksekød nok til at fodre alle løverne i zoologisk have.

Hver aften sad jeg i sengen og planlagde festen, idet jeg fortsatte min nye usagkyndige karriere som party planner:

Bartendere. Nej. Jeg er ikke fyldt af beundring over, at du har deltaget i Paradis Hotel for 3 år siden. Jeg spørger, om du kan frembringe en vaskeægte Margarita med salt på kanten. Margarita! Over my dead body, om der skal serveres drinks med sørgelige, barnagtige benævnelser som ”filur” og ”isbjørn”. Det er en voksen fest. C-o-s-m-o-p-o-l-i-t-a-n.

Rød løber. Lettere sagt end gjort. Ringede rundt til samtlige festud­lejningsbureauer, men enten var der en eller anden hemmelig dansk version af golden globe, som jeg ikke var blevet inviteret med til, eller også er den slags bare ikke så udbredt blandt de danske sommer­hus­områder i reservatet. Endte med at købe 120 centimeter. Lyder mere overvældende, når jeg skriver det i centimeter. Blev ærligt talt lidt skuffet, da fragtmanden ”rullede løberen ud” ved at lægge en stor grim, rød måtte foran mig. Ikke særlig ”løber” agtigt.

Indrømmet. Var en smule presset. Men kunne simpelthen ikke få mig selv til at bede om hjælp. Havde klaret det hele indtil nu; og jeg blev på en eller anden måde nødt til at gøre det færdigt. Men jeg havde ingen anelse om, at der ville være så fandens mange detaljer at tage sig af. Havde nemlig besluttet at lave maden selv til alle femogfyrre gæster. What was I thinking?

Måtte ringe 9-1-1 og tilkaldte min barndomsveninde etiopieren (hvis ikke hun var afrikaner ville jeg have sværget på, at vi var forbyttet ved fødslen). Etiopieren har en eller anden evne til at få den småneurotiske, perfektionistiske og hysteriske del af mig til at falde ned på jorden. Tror hendes taktik består af små entusiastiske bemærkninger kombineret med indtagelse af en eller anden form for stærk alkohol. Hun burde være blevet fødselslæge.

Jeg var lettere bedugget, da gæsterne ankom. Men man er vel ikke en rigtig nordsjællandsk House Frau, hvis ikke man oser lidt af panik og Chardonnay.

Festen var en succes og direktøren var henrykt.

Ps. Har netop  - mere eller mindre uforvarende - fået anlagt swimmingpool i kælderen. Vandet lugter en smule af kloak, og svømning foregår selvfølgelig på eget ansvar. Overvejer desuagtet at holde mindre pool party i nærmeste fremtid. 

Soldissimes

Paris is always a good idea!

Der er noget forførende og uimodståeligt ved at bo i Paris.

Det er ikke længe siden, at jeg tilbragte næsten et år i byernes by. Her lærte jeg fransk, at gå over for rødt lys i fodgængerfeltet, at fois gras smager er en fornem slags leverpostej og at parisianere de facto er sure på omverdenen (det er ikke bare noget vi danskere finder på).

Desuden erfarede jeg, at udsalg i Paris er lovreguleret. Oui. Lov­reguleret. Det betyder, at allerede sidste år besluttede de fremstående franske statsoverhoveder og parlamentarikere, at sommerudsalget i år skulle starte onsdag den 22. juni og slutte tirsdag den 26. juli 2011. Det er forbudt at starte så meget som ét sekund før, hvilket kan udløse ikke uanseelige bødestraffe.

Det var derfor heller ikke et tilfældigt valg af rejsedato, da direktøren og jeg besluttede os for at flygte fra Københavns urbane jungle og landede i Charles de Gaulle ved midnatstid.

Kl. 6.30 ringede mit vækkeur og jeg spiste entusiastisk min baguette med brie mens jeg omhyggeligt granskede min planlagte rute:

Åbner kl. 8.00

Gallery Lafayette, Prêt-à-porter

Gallery Lafayette, Chaussures

Gallery Lafayette, Lingerie

Åbner kl. 9.00

Marc by Marc Jacobs Boutique

Åbner kl. 10.00

Carven

Paul & Joe

Maje

Sandro

The Kooples (totalt-nyt-ynglings-mærke)

Åbner kl. 10.30

Isabel Marant (både den i St. Germain des Près og Bastille)

Christian Louboutin

Mine ben stod bomstille, da jeg i Gallery Lafayette fik øje på den Marc Jacobs clutch, som jeg har stået og nusset nede hos Nué Notes utallige gange. Den har en skøn, skøn flaskegrøn farve med en kæmpe guldlukning. Fyrre procent. Gud, hvor jeg elsker udsalg.

Jeg var imidlertid ikke engang nået halvvejs, da jeg modtog en syrlig sms fra Telenor:

”Din Surfkontrol Udlands grænse på 450.00 DKK inkl. moms er nået og din data forbindelse er afbrudt”.

WTF. Jeg var jo lige startet. Hvordan skulle jeg nu finde frem til Paul & Joe i Marais? Eller den dér lille søde café, hvor Amélie drikker alle sine cappuccinoer?

Heldigvis ringede direktøren. Kunne ikke rigtig indrømme, at jeg netop stod med de mest fantastiske par Giuseppe Zanotti ballerinaer med guld snude og forsøgte at presse min fod ned i en str. 37 (hvor der er vilje, er der vej), og at han hjertens gerne måtte ringe tilbage om 5 minutter.

Mødtes foran Printems. Nåede lige at købe verdens mest bedårende lille grå Balenciaga taske med rose gold hardware (normalt er køb af en Balenciaga en kæmpemæssig begivenhed, der bør fejres med en eller anden form for alkohol underordnet tidspunkt på dagen  - men denne gang blev det lille kunstværk bogstavelig talt smidt ned sammen med skoene). Færre poser er ensbetydende med færre spørgsmål fra direktøren. Hader at blive udfrittet med, hvad tingene har kostet.

Slukkede sørgmodigt min iphone, og besluttede mig for at resten af listen måtte vente til en anden gang. Paris er kærlighedens by. Jeg kan jo ikke drikke rødvin eller se solnedgang med Isabel Marant og Marc Jacobs.

Ps. Hvorfor ligner Chanels Mimosa neglelak dog noget der er løgn in real life?!

 

Legally Blonde

"Hvad, ville du have været, hvis ikke du havde valgt at læse jura?"

Stirrer vantro på min psykolog (vi betegner hende min ”coach” med henblik på at normalisere det mest muligt). Det er nu ikke fordi, at jeg er indlæggelsesklar, at jeg går til psykolog. Jeg gør det mere af præventive årsager. Lidt ligesom, når folk tager deres bil til regelmæssigt ”servicetjek” for senere at undgå bekostelige værkstedsbesøg.

Jeg kniber øjnene og prøver at tømme mit hoved. Jeg skulle aldrig have sagt, at jeg var lidt stresset på arbejde. Nu begynder hun bare med alt sådan noget om, at jo mere jeg kan klare, jo mere anerkendelse og kærlighed tror jeg, at jeg vil få (hun siger det samme om mit antal af Balenciaga tasker).

"Stifter af Net-a-Porter" (WTF?)

Har nu altid gerne ville være advokat. Jeg elsker at være på kontoret. Jeg elsker tilfredsheden ved at tage mine højeste power heels på og marchere ind i et mødelokale fyldt med ældre mænd, der alle tror på (mere eller mindre), at jeg kan bidrage med noget klogt til kontrakten. Jeg elsker suset af adrenalin, når jeg klikker ”send” på et processkrift til retten. Jeg elsker at argumentere, og jeg elsker at være den, der kommer med den skarpeste observation (vi blev enige om, at janteloven ikke gælder her på bloggen).

Det kan også være ret skræmmende at være advokatfuldmægtig. Al min tid er inddelt i bidder på seks minutter. Det betyder, at alle seks minutters bidder af mit arbejdsliv skal kunne faktureres til en klient. Derefter bliver det pr. automatik lagt ind i et program, der hedder Navision (opfundet af ham Erik Damgaard, altså ham fra Annie & Erik), som så lægger det hele sammen for hver enkelt klient.

8.00-8.06            Kontraktudkast til klienten

8.06-8.12            Drøfte opsættende virkning med sagspartner

8.12-8.18            Læse stylistens highstreet fund på Eurowoman.dk

Hov. Slet lige den sidste. Det var bare for illustrationens skyld, så du kan se, hvad der sker, hvis jeg IKKE laver noget i seks minutter. Men faktisk så vænner man sig til det. Man vænner sig til at dele livet ind i små bidder. Og man vender sig til at arbejde. Hele tiden.

Burde være blevet psykolog. De opdeler deres tid i timer. Og jeg sværger, at hvis de serverede kaffe latte ville det være præcis ligesom at gå på café med en veninde, hvor du får lov til kun at tale om dig selv hele tiden. Synes du skal skynde dig at få afleveret det speciale. Så tager vi en kaffe latte og skiftes til at snakke om os selv, mens den anden nikker medgivende til alt, hvad man siger.

Ps. Kære Chef. Hvis du læser denne blog i smug, skal du blot vide, at jeg elsker mit job, og at jeg fortsat ser frem til en eller anden form for bonus i nærmeste fremtid. Knus fra din arbejdsomme og vedholdende medarbejder.

PPs. Jeg lover, at jeg næsten aldrig besøger Eurowoman i arbejdstiden.

De olympiske lege i lagersalg

“A scrunchie (or scrunchy) is a fabric-covered elastic hair tie, commonly used to fasten long hair. Large, elaborate styles and diminutive, unassuming forms are available. The scrunchie comes in many different varieties of colors, fabrics, sizes, and designs”.

Dagens overspringshandling.

Det er ikke spor sjovt at skrive speciale. Er så glad for, at den tid er overstået. Overspringshandlingernes tid.. Som et lyn fra en klar himmel forvandler hele kroppen sig til noget, der stammer fra en pakke Stryhns light udgave, og alle interessante samtaler starter med ”armen, det er lidt ligesom i planlovens § 15, stk. 3…”. There goes your social life. Man vælger en yndlingsuniform (sweat pants, forvasket tank top og slidte kanin sutsko), og lever som en anden soldat i det samme tøj de næste 6 måneder. Diane, Isabel, Philip og alle de andre trofaste venner er lukket inde i klædeskabets mørke, hvor de drømmer om bedre dage med pink champagne og dans på bordene. Men husk, at der er lys for enden – og at der venter dig en stilling som advokatfuldmægtig lige om hjørnet.

I sidste uge gjorde jeg noget rigtig dumt. Jeg tog på lagersalg. Har ellers forbudt mig selv den slags, da jeg altid ender med sidste års kollektion i mærkelige grumsede farver og forkerte størrelser. Året efter på Trendsales kan jeg nærmest fornemme de små jyske pigers skeptiske stemmer, når de for syttende gang spørger om det er ”en normal størrelse 34”, ”en stor størrelse 34” eller en ”tysk størrelse 34”? How the fuck should I know? Eller om jeg vil bytte min Anna Sui kjole til en afbleget, gul Vero Moda undertrøje med 3 huller (som kun næsten ikke kan ses). No thanks. Så hellere beholde mit grågrumsede fejlkøb i håb om, at det en dag på magisk vis forvandler sig til det stykke tøj, som jeg lige står og mangler.

”Hvad skal du i dag skat”, spørger direktøren. Forsøger at anlægge lettere travl stemme i forventning om, at han snart stopper med at spørge. Lettere indigneret lægger jeg mobiltelefonen på. Hvor er han dum. Jeg skal på lagersalg.

Aldrig er jeg kommet så hurtigt ud af døren på kontoret.  Jeg kan allerede skimte en kø af piger, der vader op af brandtrappen i den lille skumle baggård. Alle presser sig frem, og alle har det samme næsten desperate udtryk i øjnene. Jeg kigger mig omkring og prøver at orientere mig. Der står stativer overalt med sko, tasker, kjoler og på væggene er der opsat papirskilte med tusch, hvor der er skrevet 70-80 procent med store bogstaver. Mit hjerte begynder at hamre, og min nye veninde - psykologen - og jeg råber skiftevis skingert og ophidset til hinanden ”tag to af dem dér i samme størrelse”. Det er bedre end at tage til et 4 timers spinning maraton i Fitness.dk. Min puls banker og jeg er høj af adrenalin – jeg ville kunne bruge hele mit liv på lagersalg. Faktisk tror jeg, at hvis man afholdt OL i lagersalg, så ville jeg være Danmarks svar på Caroline Wozniacki.

”VI TAGER IKKE IMOD DANKORT”. Både psykologen og jeg kigger på hinanden, som om damen lige har sagt ét eller andet på russisk. Panikken breder sig. Det er sidst på måneden, og med et mantra om, at jeg aldrig åbner en kassekredit (det ville være som at give Lars von Trier knappen til gaskammeret) er jeg rimelig lost. Psykologen ser endnu mere fortvivlet ud. ”Der står kun 100 kroner på min konto” råber hun, mens hun knytter sin sorte affaldssæk ind til sig, som indeholder alle de fine ting, hun lige har tilkæmpet sig.

Nogle kender PUB-crawl som et koncept, hvor man drikker på forskellige barer. Kredit-crawl er et koncept, hvor psykologen og jeg besøger samtlige kiosker og supermarkeder inden for en kilometers radius med spørgsmålet ”hvor meget må man hæve over”. Det lyder måske nemmere end det er. Trust me. Det er en udfordring.

Mig: ”Hvor meget må man hæve over”.

Kassedame: ”Der ligger en bank lige over på den anden side”.

Mig: ”Ehm… jeg har ikke Danske Bank”.

Kassedame: ”Alle kan hæve fra automaten”.

Mig (nu med hele køen som publikum): ”Øhm… hvad, hvis jeg kun hæver 500 kroner”.

Alle har luret os. De kigger på os med rystende og bebrejdende blikke. Tænk, at to voksne piger ikke kan styre deres økonomi. Hvor chokerende og pinligt. Når lige at få hurtigt jag i maven, men minder mig selv om, at de bare er misundelige. Mon ikke de i virkeligheden ønsker, at det var dem, der kunne skrue sig ned i palliet mininederdel og løbe hækkeløb med 12 centimeter under fødderne. Tåbenakker.

Når jeg bliver voksen lover jeg at spare op til en ejerlejlighed, oprette en ferieopsparing, budgetkonto og måske endda en kapitalpension. Indtil da vil jeg nøjes med at være indehaver af en af Købehavns smukkeste garderober. Måske man kan leje den ud på månedsbasis til fremvisning på Ordrupgaard? Nå, må heller gå i gang med at oprette annoncer på Trendsales. De små jyske piger redder mig alligevel altid, når det brænder på.

Is Batman Wearing Alexander Wang?

I morges fik direktøren et uvant indfald.

”Skal vi ikke tage til Cannes og shoppe?”. Var lige ved at få havregrød med hørfrø galt i halsen, da direktøren stillede det – lettere retoriske – spørgsmål. Som en lille dydig skolepige sprang jeg hvinende op og klappede entusiastisk i hænderne, mens jeg lavede et lille danseoptrin, der mest af alt kom til at minde om ekstatisk hund, der begejstret jager sin egen hale.

Man skal ikke tage til Cannes iklædt rød trekantbikini fra Marc Jacobs og neon gule, plastic klipklappere. Det erfarede jeg allerede sidst, vi tog til Cannes. Her havde jeg glemt ”L’Uniforme” og var på det nærmeste forment adgang til de luksuriøse flag stores, der uomtvisteligt var forbeholdt ”le bourjois” (filmstjerner og deres solbrændte chemical-blonde-hair-dye elskerinder). Blev mødt af misbilligende elevatorblik fra lille spids fransk ekspedient med sort kohl om øjnene og samme frisure som Uma i Pulp Fiction. Havde kortvarigt flashback til truende dørmand på Simonsen i Nyhavn, da hun ufortøvet så ud som om, at hun ville hive mig i hestehalen med sine Chanel-manicurerede-rouge noir-negle og kaste mig hårdt på fortovet, hvor hun ville råbe et væld af franske eder efter mig. Dybt frustrerende. Og tilsyneladende umuligt.

Jeg havde glemt min Batman kappe.

En hver kvinde har sin egen form for beskyttende skjold. Mit nyeste skjold mod omverdens brutalitet bestod af et stykke Alexander Wang duffle bag med rose gold nitter. Udsolgt i hele verden. Indtil min veninde fandt den sidste hos Barneys i New York. Blev ringet op klokken to om natten og måtte løbe ud på toilettet, hvor jeg med skinger og hviskende stemme fik frastammet ”K-Ø-B den”. Måtte efterfølgende stå skoleret for direktøren, der søvndrukken skulle sikre sig, at der ikke var tale om booty call fra gammel flamme. Overvejede i kort øjeblik, om det strengt taget var mere tjenligt at holde ham i troen end at indrømme, at der netop nu var endnu et lille ubetaleligt stykke håndtaske på vej fra the Big Apple. Lad os bare sige, at vi ikke deler helt samme opfattelse vedrørende antallet af it-bags en kvinde bør og må eje.

Louboutin hæle. Tjek. AW bag. Tjek. Tom Ford solbriller. Tjek.

Bat Woman var klar til at indtage den sydfranske riviera.

Næste spørgsmål blev, hvor i alverden jeg skulle anbringe direktøren under mit forehavende. Mænd bryder sig ikke om IKEA. Mænd bryder sig endnu mindre om at blive taget til gidsel i prøverum og som stakkels burhøne blive belejret med spørgsmål à la ”klæder den her mig”… for slet ikke at nævne (minefeltet) ”ser jeg TYK ud i de her bukser”.

Kiggede mig skyndsomt omkring og fik øje på perfekt lille café i solen. En cappuccino og en Iphone 4 – han ville kunne holde sig beskæftiget i timevis.

Tror rundt regnet, at jeg købte halvdelen af Cannes. Må leve af havregrød (uden hørfrø) og fiske­frikadeller fra Netto resten af måneden. 

Ærgerligt, når min mave har valgt siden at skrige på sushi. Dumme mave. Den kender slet ikke til finansiering.

Why NOT to Bring a Man in to IKEA…

En ny undersøgelse viser, at svenskerne har mere tillid til IKEA end kirken. For mit eget vedkommende er det nok også det tætteste, jeg nogensinde kommer på en egentlig religion. Tror mange har det på den måde. IKEA er ikke længere aflange pakker i krydsfiner med 36 siders brugsanvisning for familier i Høje Tåstrup. IKEA er blevet ungt og hipt, og i dag kan du ikke sidde ved et prominent middagsselskab uden af én eller anden bordherre skal trætte dig med samtlige åndsfortærende indretningsdetajler om hans nye – selvbygget - IKEA-køkken. I die.

I lørdags tog Direktøren og jeg i IKEA.

Vi var begge anspændte og nervesvækkede fra morgenstunden, og ikke engang en bemærkning om svensk pølsegryde kunne få Direktøren til at trække på smilebåndet.

Sidst vi var i IKEA endte det nemlig slet ikke særlig lykkeligt. Vi havde været sammen cirka et halvt års tid og besluttet os for (jeg havde besluttet), at det var ved at være det tidspunkt i vores forhold, hvor jeg skulle have min helt egen ungpigeagtige dyne presset ind i direktørens minimalistiske ungkarle hybel.

Problemet ved IKEA er, at det ikke kun er billigt. Nogle af tingene er så billige, at man får lyst til at købe dem alene på grund af den uforskammet lave pris. Et eller andet ramte i hvert fald Direktøren, da vi stod i dyneafdelingen. Jeg havde selv fundet en ret lækker, vamset dyne af gåsefjer, som jeg sagligt stod og kælede med, da direktøren himmel henrykt proklamerede, at han havde fundet den perfekte dyne.

Atten kroner. For en dyne. I starten prøvede jeg lidt irriteret at afværge med en bemærkning om syntetiske stoffer og brandfare. Men manden lod upåagtet mine indsigelser prelle af. Han måtte bare eje en dyne til atten kroner. Nu gemmer der sig en neurotisk sprængfarlig bombe i de fleste yndige piger. Især sådan nogle som mig, der forsøger at være i perlehumør det meste af den tid jeg er vågen.

Jeg eksploderede af raseri. Husker i svagt øjeblik at stå i IKEA’s dyneafdeling og råbe præcis, hvor han kunne placere sin ”atten-kroners-lorte-dyne”. Ænsede svagt forskrækkede mødre hastigt og forarget trække deres små børn væk, og unge single piger med favnen fuld af duftlys og blomstret sengetøj give mig ”du-fortjener-ham-slet-ikke” øjnene. Stay away små hyæner!

Så var han væk.

Ledte overalt, men efter en halv time måtte jeg gå til bekendelse. Gik ned til IKEA’s information (den lige ved indgangen) og forklarede, at jeg var blevet væk fra min mand (undlod specifikke detaljer om dyne-diskussionen). Måtte stå med ildrøde varme kinder og høre min kæreste navn blive råbt op over højtaleren med samme silkebløde stewardesse stemme som anvendes i storcentre, når ”lille Holger på 3 år er blevet væk fra sin mor”. Altid akkompagneret med svag snert af forargelse over for den tankeløse, svigtende forælder.

Ingen reaktion. Stod cirka 20 minutter og ignorerede selvfed IKEA medarbejders medlidende blik over bortkomsten af min tilsyneladende ”imaginairy boyfriend”. Gik trist ud til parkeringspladsen i håb om, at han stod og ventede ved min lille smartcar. Det gjorde han ikke.

Han havde taget bussen hjem i vrede.

Fik parkerede smart’en (uden for den gule trekant – men bøder var bare sooo not an issue), da jeg så direktøren komme ned af fortovet. Følte mig nedslået. Misbrugt. Og måske en smule barnlig. Ret barnlig faktisk.

Det samme gjorde direktøren, og han havde svært ved at skjule sit skælmske smil, da vores øjne mødtes. Efter grineflip midt på det pæne Østerbro endte det alligevel godt, og vi besluttede at dele dyne et halvt år mere. Selvom alle små fælles hjem starter med resterne fra en IKEA startpakke, glæder jeg mig nu alligevel til, at der en dag står Alessi og kitchen Aid på det hele.

Ps. Vi overlevede også denne IKEA tur – og ligger nu i min nye SULTAN seng kamufleret med hipt Kenzo sengetæppe i pang farver.

There is something about fashion that can make people very nervous

”Leopard? Er det ikke lidt tacky?”

Jeg kigger ned af mig selv og konstaterer kvalfuldt, at jeg bærer mine nye ynglings leo bukser (I-K-K-E zebra) fra H&M. Hvordan skulle jeg dog kunne afholde mig fra at købe (næsten) silke (måske lycra) bukser til sølle firs kroner? Ikke engang downtown.dk har formået at presse priserne på et overdådigt Latte & kagebord ned i det prisleje. Med høje hæle og dress-down-kedelig-navy-blazer skal de være seneste fashion hit på kontoret. Leopard is back. So let’s not assault the pants for now.

Nu er der gudskelov ingen af os, der lever i Høje Taastrup. På det pæne Østerbro respektive Frederiksberg, er der ingen fattige. ”De fattige er så nærige og kedelige og hvorfor køre i offentlig transport når man kan køre i Hummer“. Well said. Også selvom jeg priser mig lykkelig over, at Netto stadigvæk tilbyder 4 fiskefrikadeller for ti kroner, og adskillige gange har prøvet at forklare Direktøren, at ”gratis smagsprøver” ikke betyder, at man må tømme den lille rundbuttet, Irma dames fad for bløde rugbrøds firkanter med low fat K-salat. Så fattige er vi trods alt heller ikke.

I fredags var jeg til et lille arrangement på kontoret, da en student kækt adspurgte til mine kontinuerlige visit fra manden i mit liv: pakkeposten. DHL, UPS & Post Danmark. Kært barn har mange navne, og jeg elsker dem alle lige højt. Alligevel var der noget i studentens toneleje, der insinuerede, at jeg måske var en smule materialistisk, ja måske endda - (dramatisk pause) - en smule overfladisk.

Mig. Materialistisk. Overfladisk?

Så nej. Jeg vedkender mig, at jeg ikke bygger vandbrønde med mine bare manicurerede hænder i Uganda eller stavrer rundt i 10 cm hæle op og ned af fremmede trappeopgange til ”jeg-gør-kun-det-her-så-jeg-kan-sige-det-til-mine-venner” indsamlinger. SORRY. Men jeg står jo heller ikke med rynket næse og meddeler disse fornuftsvæsener, at deres jordslået undertrøje fra Bilka kombineret med forargelig nusset og forvasket Saint Tropez cardigan, burde proppes i UFF papkassen sammen med al den andet storsindede goodwill, de støtter sig så fortrøstningsfuldt på.

Jeg nøjes højest med at tænke tanken. Undtagelsesvist.

Så, hvor stammer denne trang til at være hovskisnovski over for dem, der nu engang har erklæret sig indforstået med, at man gerne må blive en lille smule lyksalig indeni, når der tikker en e-mail fra Net-a-Porter ind med teksten:

“Your order has now been shipped and your DHL Tracking number is…”

The September Issue begynder med, at Anna Wintour (med kølig stemme) udtaler:

“What I often see is that people are scared of fashion–because they’re frightened or insecure, so they put it down. On the whole, people who say demeaning things about our world, I think it’s because they feel in some way excluded or not part of the “cool group.”

Så hvad kan vi lære af dette. Du og jeg sødeste M er part of the ”cool group”. And the’re not. Hvis bare vi havde levet i 80’erne, havde vi haft matchende ”Pink Lady” jakker med påsyet nametags (ingen lyseblå – kun pink), og et fast bord i kontorets kantine, hvor ingen ville vove at sætte sig. Forbeholdt the ”cool group”! (Ondt-og-hjerteskærende-skurke-grin)

Måske lod jeg mig rive lidt med. Det er jo bare et advokatkontor. Ikke Rydell High. Og i virkeligheden er de egentlige magthavere kontorets hårdtilkæmpet partnerkreds. Dér er i hvert fald et bord, hvor jeg ikke tør sætte mig (faktisk foretrækker jeg at sidde sammen med picco’erne – ung med de unge og alt dét dér).

The Art of Being Independent

Jeg er single.

Altså de facto er jeg kun single i 5 dage, mens Direktøren er på skiferie med hele sit gamle slæng fra den tidlige ungdom. De tror stadigvæk de går i gymnasiet. Logger hele tiden ind via app'en "facebook places" på diverse franske bjergtoppe for efterfølgende alle at "synes godt om". Det er lidt sødt. Og lidt sørgeligt. Men de kan drikke dåseøl, spise hvidt brød med tandsmør og have den samme øl-plettede t-shirt på 5 dage i træk uden at møde det kvindelige "bliver-du-ikke-snart-voksen"-blik. Og de elsker det.

Jeg kan også godt lide tiden som interimistisk single.

Jeg nåede lige at kysse direktøren farvel, for derpå at udbryde "såååå gik Far. Jaaaaa han gjorde. Sååå gik han" med baby-talk-stemme. Katten Mogens kiggede på mig med en misbilligende mine, som om han tænkte, "åh lad vær med at behandle mig som et menneske, du ender bare som en sær og enlig kattedame". Got it. Lad vær med at tale højt til katten.

Efter mindre pink maraton af Ole-Henriksen-Gunbritt-Organic-Pharmacy-grøn-te-Jane Austen-Keira-Knightley-one-person-only-party gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig elsker mit eget selskab. Altså ikke på den dér narcissistiske, selvtilfredse måde (hvad sker der for, at Lykke taler til sig selv i spejlet? - og hvad sker der egentlig for, at spejlbilledet svarer?). Bare rart at være helt alene i sit lille hjem. Kunne prøve alle mulige mærkelige kombi'er af grå leopard haremsbukser med lyserød Stine Goya blazer. Ikke at Direktøren ville løfte et øjenbryn. Kender min kærlighed for prinsesse møder cirkus møder seriøst advokatfirma-mix. Men føler mig stadigvæk lidt dum, hvis han kan høre, at jeg står og prøver silkebluser, korte nederdele og palliet yndige festkjoler i timevis, indtil hele mit klædeskab ligger på gulvet, og mest af alt ligner bombekrater fra løssluppen missil.

Der gik 2 dage, så ville jeg gerne være i et forhold igen.

Det startede med, at jeg så TV2's nye krimiserie "den, der dræber". Fuck. Forsøgte at forklare min bedste veninde, at hun ikke burde cykle hele vejen hjem til Nørrebro sådan mutters alene. Nørrebro er farligt, man kaster med brosten og hun ville have det langt bedre, hvis hun lå trygt og holdt mig hårdt i hånden hele natten. Hun bed ikke på. Ville hellere hjem til sin kæreste. Prøvede at forklare hende, at den slags bemærkninger ikke var særlig passende nu, hvor jeg lige var blevet single. Afvist. Skiferie tæller åbenbart ikke som single, og hun kørte fredfyldt hjem gennem mørket til Nørrebro. Hvorfor var hun ikke bange? Er det sådan noget man bliver fra den ene dag til den anden. Voksen - og dermed ikke længere bange for bussemænd under sengen? Hvad gør man egentlig når man får børn, men selv er skideangst?

Vil afgjort melde mig til halsbrækkende form for selvforsvar. Eller jiu-jitsu. Eller måske bare en risikobetonet form for astanga-yoga. Får nemlig virkelig nemt blå mærker. Skal vi ikke gå til yoga sammen?

Ps. Jeg bruger faktisk ikke Organic Pharmacy. Synes bare altid det er dét mærke, som alle de smarte PR-personer, [indsæt selv]-assistenter og Medina bruger, når de bliver adspurgt i bladene. Skulle derfor lige lade som om.

Three Quarters of An Orange

Hvis jeg en dag udgiver en bog, skal den ikke hedde "Michael Laudrups tænder". Hvorfor dog opkalde en bog efter et tandsæt på en 45-årige mand, når man kan kalde den ét eller andet lækkert med pink skråskrift og et dyrt hardback cover. Trust me. A book IS judged by it's cover.

I fredags læste jeg bloggen anywho.dk. Det er ellers ikke én af mine favoritter. Synes personligt ikke, at det er særlig imponerende, når tændstikstynd topmodel hopper i oversized herreskjorte og et par jeans som ligner noget Kelly og Brenda havde på i de gamle afsnit fra 902010. Og jeg ved godt de styler dem fra X-faktor. Problemet er bare, at deltagerne ofte ligner gæstestjener fra Cirkus Benneweis.

Nå, men dagens indlæg involverede et lille orange kunstværk fra Vanessa Bruno. Jeg fandt den kl. 6.30 om morgenen, mens manden stadigvæk sov (min SSB, også kendt som "secret single behavior"). Jeg var forelsket, og pludselig måtte jeg eje det coral-farvet-master-piece. Net-a-Porter havde utvivlsomt haft den. Også Browns Fashion havde været modig og købt ind. Men SOLD OUT, stod der med store, triste bogstaver, da min ven google fandt de gamle links.

At the Office: Vanessa Bruno stores in paris. Min kontor-roomie, fodboldfanen Hardy, kiggede op, da jeg på mit lettere rustne fransk forklarede, at "oui, oui, ORANGE", og slukørede måtte lægge på til skinger, fransk latter, der skreg "sold out". 2 timer efter havde jeg ringet til alle VB-butikker, Gallery Lafayette, Printemps, Barneys og Harrods. SOLD OUT.

Jeg ringede og skrev til så mange butikker, at jeg til sidst havde mistet al farve i ansigtet, og overvejede, om jeg ikke burde melde det som "halv fridag". Om eftermiddagen havde den værste skuffelse lagt sig, da min telefon ringede. "Hej-det-er-Baps" sagde personen med stor entusiasme. Baps. Baps... var ret sikker på, at jeg ville kunne huske, hvis jeg havde haft en ven ved navn Baps. "Butikken. På Gl. Kongevej". Ah. BAPS. En klokke ringede, og jeg så petit bateau, sonia rykiel og alle mine andre franske veninder passere forbi mig. "Vi har den orange jakke".

Hardy fik en sving om. Han er ellers ikke til den slags. Og måske var det mere mig, der svingede Hardy. Ville ønske du havde været der. Så havde vi røget en hemmelig blå kings oppe på taget, og fejret den orange skønhed.

Har dog allerede sagt farvel til den igen. Nu er den på vej til Aalborg, hvor der bor én der ønskede sig den endnu mere. Til gengæld er der en SOLD OUT Isabel Marant jakke på vej til København. Bytte, bytte købmand. Aldrig bytte om igen.