I morges fik direktøren et uvant indfald.
”Skal vi ikke tage til Cannes og shoppe?”. Var lige ved at få havregrød med hørfrø galt i halsen, da direktøren stillede det – lettere retoriske – spørgsmål. Som en lille dydig skolepige sprang jeg hvinende op og klappede entusiastisk i hænderne, mens jeg lavede et lille danseoptrin, der mest af alt kom til at minde om ekstatisk hund, der begejstret jager sin egen hale.
Man skal ikke tage til Cannes iklædt rød trekantbikini fra Marc Jacobs og neon gule, plastic klipklappere. Det erfarede jeg allerede sidst, vi tog til Cannes. Her havde jeg glemt ”L’Uniforme” og var på det nærmeste forment adgang til de luksuriøse flag stores, der uomtvisteligt var forbeholdt ”le bourjois” (filmstjerner og deres solbrændte chemical-blonde-hair-dye elskerinder). Blev mødt af misbilligende elevatorblik fra lille spids fransk ekspedient med sort kohl om øjnene og samme frisure som Uma i Pulp Fiction. Havde kortvarigt flashback til truende dørmand på Simonsen i Nyhavn, da hun ufortøvet så ud som om, at hun ville hive mig i hestehalen med sine Chanel-manicurerede-rouge noir-negle og kaste mig hårdt på fortovet, hvor hun ville råbe et væld af franske eder efter mig. Dybt frustrerende. Og tilsyneladende umuligt.
Jeg havde glemt min Batman kappe.
En hver kvinde har sin egen form for beskyttende skjold. Mit nyeste skjold mod omverdens brutalitet bestod af et stykke Alexander Wang duffle bag med rose gold nitter. Udsolgt i hele verden. Indtil min veninde fandt den sidste hos Barneys i New York. Blev ringet op klokken to om natten og måtte løbe ud på toilettet, hvor jeg med skinger og hviskende stemme fik frastammet ”K-Ø-B den”. Måtte efterfølgende stå skoleret for direktøren, der søvndrukken skulle sikre sig, at der ikke var tale om booty call fra gammel flamme. Overvejede i kort øjeblik, om det strengt taget var mere tjenligt at holde ham i troen end at indrømme, at der netop nu var endnu et lille ubetaleligt stykke håndtaske på vej fra the Big Apple. Lad os bare sige, at vi ikke deler helt samme opfattelse vedrørende antallet af it-bags en kvinde bør og må eje.
Louboutin hæle. Tjek. AW bag. Tjek. Tom Ford solbriller. Tjek.
Bat Woman var klar til at indtage den sydfranske riviera.
Næste spørgsmål blev, hvor i alverden jeg skulle anbringe direktøren under mit forehavende. Mænd bryder sig ikke om IKEA. Mænd bryder sig endnu mindre om at blive taget til gidsel i prøverum og som stakkels burhøne blive belejret med spørgsmål à la ”klæder den her mig”… for slet ikke at nævne (minefeltet) ”ser jeg TYK ud i de her bukser”.
Kiggede mig skyndsomt omkring og fik øje på perfekt lille café i solen. En cappuccino og en Iphone 4 – han ville kunne holde sig beskæftiget i timevis.
Tror rundt regnet, at jeg købte halvdelen af Cannes. Må leve af havregrød (uden hørfrø) og fiskefrikadeller fra Netto resten af måneden.
Ærgerligt, når min mave har valgt siden at skrige på sushi. Dumme mave. Den kender slet ikke til finansiering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar