Jeg kigger ned af mig selv og konstaterer kvalfuldt, at jeg bærer mine nye ynglings leo bukser (I-K-K-E zebra) fra H&M. Hvordan skulle jeg dog kunne afholde mig fra at købe (næsten) silke (måske lycra) bukser til sølle firs kroner? Ikke engang downtown.dk har formået at presse priserne på et overdådigt Latte & kagebord ned i det prisleje. Med høje hæle og dress-down-kedelig-navy-blazer skal de være seneste fashion hit på kontoret. Leopard is back. So let’s not assault the pants for now.
Nu er der gudskelov ingen af os, der lever i Høje Taastrup. På det pæne Østerbro respektive Frederiksberg, er der ingen fattige. ”De fattige er så nærige og kedelige og hvorfor køre i offentlig transport når man kan køre i Hummer“. Well said. Også selvom jeg priser mig lykkelig over, at Netto stadigvæk tilbyder 4 fiskefrikadeller for ti kroner, og adskillige gange har prøvet at forklare Direktøren, at ”gratis smagsprøver” ikke betyder, at man må tømme den lille rundbuttet, Irma dames fad for bløde rugbrøds firkanter med low fat K-salat. Så fattige er vi trods alt heller ikke.
I fredags var jeg til et lille arrangement på kontoret, da en student kækt adspurgte til mine kontinuerlige visit fra manden i mit liv: pakkeposten. DHL, UPS & Post Danmark. Kært barn har mange navne, og jeg elsker dem alle lige højt. Alligevel var der noget i studentens toneleje, der insinuerede, at jeg måske var en smule materialistisk, ja måske endda - (dramatisk pause) - en smule overfladisk.
Mig. Materialistisk. Overfladisk?
Så nej. Jeg vedkender mig, at jeg ikke bygger vandbrønde med mine bare manicurerede hænder i Uganda eller stavrer rundt i 10 cm hæle op og ned af fremmede trappeopgange til ”jeg-gør-kun-det-her-så-jeg-kan-sige-det-til-mine-venner” indsamlinger. SORRY. Men jeg står jo heller ikke med rynket næse og meddeler disse fornuftsvæsener, at deres jordslået undertrøje fra Bilka kombineret med forargelig nusset og forvasket Saint Tropez cardigan, burde proppes i UFF papkassen sammen med al den andet storsindede goodwill, de støtter sig så fortrøstningsfuldt på.
Jeg nøjes højest med at tænke tanken. Undtagelsesvist.
Så, hvor stammer denne trang til at være hovskisnovski over for dem, der nu engang har erklæret sig indforstået med, at man gerne må blive en lille smule lyksalig indeni, når der tikker en e-mail fra Net-a-Porter ind med teksten:
“Your order has now been shipped and your DHL Tracking number is…”
The September Issue begynder med, at Anna Wintour (med kølig stemme) udtaler:
“What I often see is that people are scared of fashion–because they’re frightened or insecure, so they put it down. On the whole, people who say demeaning things about our world, I think it’s because they feel in some way excluded or not part of the “cool group.”
Så hvad kan vi lære af dette. Du og jeg sødeste M er part of the ”cool group”. And the’re not. Hvis bare vi havde levet i 80’erne, havde vi haft matchende ”Pink Lady” jakker med påsyet nametags (ingen lyseblå – kun pink), og et fast bord i kontorets kantine, hvor ingen ville vove at sætte sig. Forbeholdt the ”cool group”! (Ondt-og-hjerteskærende-skurke-grin)
Måske lod jeg mig rive lidt med. Det er jo bare et advokatkontor. Ikke Rydell High. Og i virkeligheden er de egentlige magthavere kontorets hårdtilkæmpet partnerkreds. Dér er i hvert fald et bord, hvor jeg ikke tør sætte mig (faktisk foretrækker jeg at sidde sammen med picco’erne – ung med de unge og alt dét dér).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar