Why NOT to Bring a Man in to IKEA…

En ny undersøgelse viser, at svenskerne har mere tillid til IKEA end kirken. For mit eget vedkommende er det nok også det tætteste, jeg nogensinde kommer på en egentlig religion. Tror mange har det på den måde. IKEA er ikke længere aflange pakker i krydsfiner med 36 siders brugsanvisning for familier i Høje Tåstrup. IKEA er blevet ungt og hipt, og i dag kan du ikke sidde ved et prominent middagsselskab uden af én eller anden bordherre skal trætte dig med samtlige åndsfortærende indretningsdetajler om hans nye – selvbygget - IKEA-køkken. I die.

I lørdags tog Direktøren og jeg i IKEA.

Vi var begge anspændte og nervesvækkede fra morgenstunden, og ikke engang en bemærkning om svensk pølsegryde kunne få Direktøren til at trække på smilebåndet.

Sidst vi var i IKEA endte det nemlig slet ikke særlig lykkeligt. Vi havde været sammen cirka et halvt års tid og besluttet os for (jeg havde besluttet), at det var ved at være det tidspunkt i vores forhold, hvor jeg skulle have min helt egen ungpigeagtige dyne presset ind i direktørens minimalistiske ungkarle hybel.

Problemet ved IKEA er, at det ikke kun er billigt. Nogle af tingene er så billige, at man får lyst til at købe dem alene på grund af den uforskammet lave pris. Et eller andet ramte i hvert fald Direktøren, da vi stod i dyneafdelingen. Jeg havde selv fundet en ret lækker, vamset dyne af gåsefjer, som jeg sagligt stod og kælede med, da direktøren himmel henrykt proklamerede, at han havde fundet den perfekte dyne.

Atten kroner. For en dyne. I starten prøvede jeg lidt irriteret at afværge med en bemærkning om syntetiske stoffer og brandfare. Men manden lod upåagtet mine indsigelser prelle af. Han måtte bare eje en dyne til atten kroner. Nu gemmer der sig en neurotisk sprængfarlig bombe i de fleste yndige piger. Især sådan nogle som mig, der forsøger at være i perlehumør det meste af den tid jeg er vågen.

Jeg eksploderede af raseri. Husker i svagt øjeblik at stå i IKEA’s dyneafdeling og råbe præcis, hvor han kunne placere sin ”atten-kroners-lorte-dyne”. Ænsede svagt forskrækkede mødre hastigt og forarget trække deres små børn væk, og unge single piger med favnen fuld af duftlys og blomstret sengetøj give mig ”du-fortjener-ham-slet-ikke” øjnene. Stay away små hyæner!

Så var han væk.

Ledte overalt, men efter en halv time måtte jeg gå til bekendelse. Gik ned til IKEA’s information (den lige ved indgangen) og forklarede, at jeg var blevet væk fra min mand (undlod specifikke detaljer om dyne-diskussionen). Måtte stå med ildrøde varme kinder og høre min kæreste navn blive råbt op over højtaleren med samme silkebløde stewardesse stemme som anvendes i storcentre, når ”lille Holger på 3 år er blevet væk fra sin mor”. Altid akkompagneret med svag snert af forargelse over for den tankeløse, svigtende forælder.

Ingen reaktion. Stod cirka 20 minutter og ignorerede selvfed IKEA medarbejders medlidende blik over bortkomsten af min tilsyneladende ”imaginairy boyfriend”. Gik trist ud til parkeringspladsen i håb om, at han stod og ventede ved min lille smartcar. Det gjorde han ikke.

Han havde taget bussen hjem i vrede.

Fik parkerede smart’en (uden for den gule trekant – men bøder var bare sooo not an issue), da jeg så direktøren komme ned af fortovet. Følte mig nedslået. Misbrugt. Og måske en smule barnlig. Ret barnlig faktisk.

Det samme gjorde direktøren, og han havde svært ved at skjule sit skælmske smil, da vores øjne mødtes. Efter grineflip midt på det pæne Østerbro endte det alligevel godt, og vi besluttede at dele dyne et halvt år mere. Selvom alle små fælles hjem starter med resterne fra en IKEA startpakke, glæder jeg mig nu alligevel til, at der en dag står Alessi og kitchen Aid på det hele.

Ps. Vi overlevede også denne IKEA tur – og ligger nu i min nye SULTAN seng kamufleret med hipt Kenzo sengetæppe i pang farver.