Første skoledag

I starten af 90’erne. The bells tooled for my first day in kindergarten på en lille prætentiøs privat skole i reservatet.

Krumme var min helt. Jeg levede uden mobiltelefon (min mor havde en på ½ kilo til brug for tilkaldevagter, no hankypanky). Min yndlingsfrisure var en hestehale placeret i asymmetrisk vinkel alt for højt på hovedet og bundet med en stor og prydelig pink frotté elastik. Jeg vedstår mig det. Også jeg har været den lykkelige ejer af en ”scrunchy”.

Mindes stadigvæk første skoledag. Stod mutters alene med solgule Lewis bukser og nyt penalhus med skolelæder, som jeg sagde til TV-journalisten i bar befippelse. Genert og blussende rød i ansigtet. Håbede inderligt, at én eller anden tvivlsom eksistens ville tage mig i grabben og love mig evigt venskab.

Det var meget skræmmende. Som sagt: Det var første skoledag. Jeg troede aldrig, den ville komme tilbage, men det gjorde den!

Svaret på min bøn materialiserede sig i form af en pige fra tredje klasse. Hun var ranglet med orange gamacher og togskinner på tænderne. Mælkespanden, og alt hvad der krævedes for overlevelse i dette univers af aliens, viste hun mig, og hun forklarede mig, hvor den usynlige linje til tiendeklassernes enemærker var optegnet. Uden hende ville jeg have været fortabt.

Ti år efter stod jeg foran Øregaard Gymnasium. Børn af Danske samfundsstøtter. Intetanende stod jeg i  fløjlsbukser og Dr. Martinsen støvler. Den slags var stadig moderne på den lille katolske skole, hvor jeg isoleret fra omverden havde tilbragt de sidste 10 år i lykkelig uvidenhed om alt det der talte, både i og udenfor skolen. Denne gang var der ikke nogen frelsende engel, der kom og holdt mig i hånden. Året efter skiftede jeg til et gymnasium på Østerbro. 

Første dag på jurastudiet.  Selvtilliden intakt. Yndige lyshårede blonde piger fra Whiskeybæltets yngste generation. Renskurede og ferskenkindede iklædt uniformen: Mulberry Bayswater og Burberry trench coat. Mulberry og Burberry. De kunne være et søskendepar i en roman af Jane Austen. Var selv iklædt grønne gummistøvler og en fake leopardpels fra Topshop. Troede jo, at jeg var Kate Moss II.

Var sikker på, at jeg skulle traske gennem jurastudiet i en ødemark af ensomhed. Og så på førstedagen, allerede på stationen:

”Ved du hvor Nørreport Station ligger”, lød det på bragende sønderjysk. Bag mig stod en ung iransk medstuderende.

Forbløffet over at blive tiltalt, pegede jeg op på skiltet.

”Vi står foran den”

”Nå før søren. Sikke nogle seje gummistøvler du har på”.

Han kunne lige så godt have sagt ”velkommen tilbage til metropolen”

--- (End of scene (Good ending too))---