Legally Blonde

"Hvad, ville du have været, hvis ikke du havde valgt at læse jura?"

Stirrer vantro på min psykolog (vi betegner hende min ”coach” med henblik på at normalisere det mest muligt). Det er nu ikke fordi, at jeg er indlæggelsesklar, at jeg går til psykolog. Jeg gør det mere af præventive årsager. Lidt ligesom, når folk tager deres bil til regelmæssigt ”servicetjek” for senere at undgå bekostelige værkstedsbesøg.

Jeg kniber øjnene og prøver at tømme mit hoved. Jeg skulle aldrig have sagt, at jeg var lidt stresset på arbejde. Nu begynder hun bare med alt sådan noget om, at jo mere jeg kan klare, jo mere anerkendelse og kærlighed tror jeg, at jeg vil få (hun siger det samme om mit antal af Balenciaga tasker).

"Stifter af Net-a-Porter" (WTF?)

Har nu altid gerne ville være advokat. Jeg elsker at være på kontoret. Jeg elsker tilfredsheden ved at tage mine højeste power heels på og marchere ind i et mødelokale fyldt med ældre mænd, der alle tror på (mere eller mindre), at jeg kan bidrage med noget klogt til kontrakten. Jeg elsker suset af adrenalin, når jeg klikker ”send” på et processkrift til retten. Jeg elsker at argumentere, og jeg elsker at være den, der kommer med den skarpeste observation (vi blev enige om, at janteloven ikke gælder her på bloggen).

Det kan også være ret skræmmende at være advokatfuldmægtig. Al min tid er inddelt i bidder på seks minutter. Det betyder, at alle seks minutters bidder af mit arbejdsliv skal kunne faktureres til en klient. Derefter bliver det pr. automatik lagt ind i et program, der hedder Navision (opfundet af ham Erik Damgaard, altså ham fra Annie & Erik), som så lægger det hele sammen for hver enkelt klient.

8.00-8.06            Kontraktudkast til klienten

8.06-8.12            Drøfte opsættende virkning med sagspartner

8.12-8.18            Læse stylistens highstreet fund på Eurowoman.dk

Hov. Slet lige den sidste. Det var bare for illustrationens skyld, så du kan se, hvad der sker, hvis jeg IKKE laver noget i seks minutter. Men faktisk så vænner man sig til det. Man vænner sig til at dele livet ind i små bidder. Og man vender sig til at arbejde. Hele tiden.

Burde være blevet psykolog. De opdeler deres tid i timer. Og jeg sværger, at hvis de serverede kaffe latte ville det være præcis ligesom at gå på café med en veninde, hvor du får lov til kun at tale om dig selv hele tiden. Synes du skal skynde dig at få afleveret det speciale. Så tager vi en kaffe latte og skiftes til at snakke om os selv, mens den anden nikker medgivende til alt, hvad man siger.

Ps. Kære Chef. Hvis du læser denne blog i smug, skal du blot vide, at jeg elsker mit job, og at jeg fortsat ser frem til en eller anden form for bonus i nærmeste fremtid. Knus fra din arbejdsomme og vedholdende medarbejder.

PPs. Jeg lover, at jeg næsten aldrig besøger Eurowoman i arbejdstiden.