Do IT Yourself

Tager et blik på mit excel ark, som ville vække stor beundring hos en hver revisor hos PWC.  Har farveopdelt månederne og opgaverne, så det med al tydelighed fremgår hvilke opgaver, som påhviler direktøren – og hvilken opgaver, som er mine. Min neurotiske perfektionisme kan blive helt høj, når jeg sætter et lille kryds ud for én af mine opgaver. Well done,  roser jeg mig selv. Omvendt får mit udprægede konkurrencegen mig til at smile djævelsk over direktørens markante mangel på krydser.  Måske har han ikke helt forstået mine farvekoder.

Vi skal giftes. Til september. Og som alle havde forventet, er jeg selvfølgelig ikke blevet en bridezilla. Det ligger simpelthen slet ikke i mig.  Er jo sådan en velbalanceret type, der ikke kunne drømme om at lade mig stresse.  Mit kortisolniveau er misundelsesværdigt lavt.

Kunne godt se, at et par af mine veninder så lidt nervøse ud ved tanken om, at jeg skulle planlægge mit eget  bryllup. Skævede til hinanden med flakkende blikke og små bemærkninger om, at der jo var lang tid til, og jeg af hensyn til mine arbejdstider måske skulle overveje at lade en professionel planlægge det for mig. Fnys! En professionel. Jeg er da totalt sådan en DIY-type (mit nye yndlings slang ord, som bliver brugt hyppigt på alle de seje bryllupsblogge).

Først virkede det ret simpelt. Havde valgt, at brylluppet skulle holdes på Helenekilde Badehotel. Klassisk og – som visse misundelige sjæle måske ville bemærke – en smule uopfindsomt. Herefter havde jeg med alle advokatoriske evner fået overtalt præsten i Tibirke Kirke til at vie os. Det er åbenbart en meget populær kirke i Tisvilde, som derfor er forbeholdt egnens faste beboere. Ikke de dér nyrige hipstere, som har opfundet en lakrids med lys chokoladeovertræk eller en app, hvor man kan overføre penge via sms’er.

Måtte nærmest indsende hele direktørens slægtshistorie før den søde lille præstedame på sognekontoret overgav sig med en bemærkning om, at nu behøvede jeg altså heller ikke ringe igen de næste mange måneder. Synes jeg hørte et lille lettelsens suk, idet jeg lagde røret på.

I bagklogskabens lys var det måske lige lovlig egenrådigt, at jeg slet ikke havde inddraget direktøren på noget tidspunkt i beslutningsprocessen. Men til mit forsvar var han som sædvanlig i ét eller andet fattigt udviklingsland i et nyt forsøg på at redde verden. Al kommunikation med min forlovede foregik efterhånden gennem hans virtuelle assistent. En hjemmegående husmor fra Dhaka.

”I am sure that the boss will love the idea” skrev hun i sin sidste e-mail. Klappede i hænderne over hendes velsignelse. Også selvom de næppe har hørt om Helenekilde i Dhaka.

Næste dag var direktøren hjemme igen. Irriteret og med jetlag. Perfekt tidspunkt at fortælle ham om Helenekilde.

”Nej”.

Direktøren kigger vredt på mig. Han har lagt hænderne over kors, og kigger på mig som om, jeg var et uartigt barn. Hader, når han beholder sit jakkesæt på. Så tror han stadigvæk, at han er chefen. Skulle have beholdt arbejdstøjet på. Føler mig ikke særlig autoritær i min yndlings t-shirt med Justin Bieber.

”Men du har slet ikke været i Danmark i månedsvis” klynker jeg. ”Er du klar over, at jeg nærmest måtte sælge vores førstefødte barn til Tibirke kirke for at overtale præsten?”. Kan mærke tårerne presse på. Hvor er det bare typisk ham at feje det hele af bordet på ét splitsekund uden at have involveret sig på noget som helst tidspunkt.

”Det er kedeligt og uopfindsomt. Vi skal have et bryllup, som alle vil huske. Det skal være legendarisk” (hans yndlingsord).

Kan godt se, at han måske har fat i noget. Vi var til intet mindre end seks bryllupper sidste år. Og selvom budgetterne var ret forskellige, var det ikke fordi de adskilte sig afgørende fra hinanden. Altså bortset fra dét med hawaiitemaet i en sportshal. Hvis så bare direktøren – eller husmoderen fra Dhaka for den sags skyld- havde besværet sig med at opdatere mig på temaet, så jeg ikke var mødt op i en midnatsblå Acne kjole. Havde aldrig troet, at jeg skulle føle mig pinligt underdressed bare fordi, at jeg ikke var iført en blomsterkrans.

”Hvis du vil have sådan et bryllup, kunne det jo være, at du selv kunne komme med nogle forslag”, siger jeg fornærmet, mens jeg slår ryggen tilbage i sofaen. Ophélia kommer mig til undsætning og ligger sit lille hoved i mit skød. Hun havde formentlig også glædet sig til Helenekilde.

”Kan du huske dén der danske film, hvor Pierce Brosnan er med? Den dér, som foregår i Toscana?”

Har altid godt kunne lide direktørens skjulte kærlighed for chic flick film.  ”Den skallede frisør”, mumler jeg. ”Som ender med, at gommen er homo. Ja – pissefedt tema”. Jeg er stadigvæk småfornærmet.

Idet jeg siger det, kan jeg pludselig se, hvad det er han mener. Vi kan blive gift i udlandet. Til sådan et overdådigt havebryllup i Sydfrankrig. Ligesom Brangelina.

”Ok basse” siger jeg, mens jeg trækker filen ”wedding.exl” fra skrivebordet ned i papirskurven og tager en stor slurk af min kaffe.

”Så starter vi forfra”.

In New York, you’re always looking for a job, a boyfriend or an apartment

“Jeg er helt sikker på, at det her er lejligheden”.

Jeg blinker til direktøren med et skælmsk smil, som om jeg sidder inde med en helt særlig viden om netop denne lejlighed. Selvom vi ikke har set den, har jeg bare sådan en god fornemmelse i maven.

Den tonede pludselig frem via min søgeagent på Boliga i går aftes. Allerede, da jeg så de første billeder, vidste jeg bare, at det var den. Har læst mæglerens beskrivelse igen og igen, og kan bare mærke, at vi vil gøre et scoop, hvis vi køber denne her lejlighed.

"Herskabelig lejlighed… Højt til loftet… Pejs… I hjertet af København."

Har bare altid gerne ville bo i København K. Kan huske, da mine medstuderende på jurastudiet sagde, at de boede i “K” eller i “City”, som de kaldte det. Det virkede bare så hipt og ungt. Kan selvfølgelig godt se, at nu, hvor studietiden er et afsluttet kapitel, kan det forekomme som om, at jeg er ved at gå ind i en “åh-åh-du-rammer-snart-de-30-års-krise”. Sandheden er, at hverken løfter om en urtehave med økologisk speltspinat eller en underdanig au pair fra Filippinerne vil kunne få mig til at rykke permanent til forstæderne nord for København. Intet kan slå den følelse af, at man på et par minutter kan spadsere ned og spise avocadomadder på Atelier September eller lige hente en skyr med blåbær to-go hos The Yoghurt Shop på vej på arbejde. Japanske turister, der tager billeder, som en flok paparazzier, når man kommer gående med sin cykel, selv den spidse stank af tis, der rammer én søndag morgen, når man træder ud af porten på vej til Emmerys.

“niogtyve… enogtredive…”, remser jeg op, mens jeg kigger på husnumrene. ”Her er det!”

Vi står hånd i hånd og kigger op på den gamle historiske bygning, som ligger næsten lige over for Rosenborg Slot. ”I hjertet af København”, hvisker jeg for mig selv. ”City”.

Direktøren og jeg har brugt intet mindre end tre år på at kigge på lejligheder i København. Vi har brugt utallige søndage på at se på umulige stuelejligheder uden sollys på Østerbro og  nybyggeri uden sjæl på Islands Brygge. Hvis ikke jeg havde fordomme omkring sleske ejendoms­mæglere inden, vi gik i gang, så har jeg det i hvert fald nu.  Af samme årsag er jeg også ved at være ret god i træning med hensyn til, hvordan man takler et potentielt køb.

Først og fremmest gælder det om at se lejligheden på et tidspunkt, hvor der ikke er åbent hus. Hvis der er noget, som kan piske en stemning op, er det to speltmødre på barsel, som begge har besluttet sig for, at dette eventuelt kunne være stedet, hvor lille junior skal gå sine første skridt. Sådan nogle situationer ender altid i skrig og skrål, pinlige ægtemænd og unødvendige budrunder.

Dernæst gælder det om at virke temmelig uinteresseret. Det er regel nummer ét, når vi lærer om forhandling på jurastudiet, og det er regel nummer ét på boligmarkedet. Lad som om, at det, som din modpart har at tilbyde, er noget, som du snildt kan skaffe et andet sted fra. Ikke, at ejendoms­mægleren er en modpart. Selvfølgelig ikke. Shit. Nu lyder det som om, at jeg ikke kan fordrage ejendomsmæglere.

For det tredje er det en stor fordel at lade som om, at man har en anden lejlighed til salg (også selvom man ikke har det) og give et par diskrete hints til mægleren om, at hvis man køber denne her lejlighed, så kan han jo få lov at sælge den gamle perle af en lejlighed. Dette kan med fordel være en fireværelses lejlighed med altan på Frederiksberg.  Elsker at se deres ansigtsudtryk forvandle sig, når jeg siger det med lejligheden på Frederiksberg. De kan jo ikke vide, at vi bor hos svigermor i Hellerup.

Hvis det er en mandlig ejendomsmægler, kan man endelig for det fjerde følge op med store mængder af ros om, hvor dygtig og sjældent troværdig han er. På det tidspunkt logrer han så meget med halen, at han vil sælge den udbudte lejlighed til spotpris.

Dagens ejendomsmægler virker usædvanlig tilbageholdende og rolig. Han var i forvejen svær at overtale til at vise os lejligheden, da der var åbent hus for halvdelen af de københavnske småbørnsfamilier allerede den kommende weekend. Men jeg skyndte mig at stikke ham en lille bitte hvid løgn om, at søndag jo lige netop var den dag, hvor jeg arbejdede frivilligt på plejehjemmet. Det gælder om at komme forrest i køen. Ligesom, når man er på lagersalg hos Nué Notes.

”Oh my God. I've died and gone to real estate heaven”, udbryder jeg ekstatisk, da vi træder ind i den første stue. Direktøren sender mig et opgivende blik over min manglende iagttagelse af regel nummer to. Er ikke helt sikker på, at han har set afsnittene af Sex and the City heeelt ligeså mange gange, som jeg har.

”Der er pejs”, konstaterer jeg, mens jeg kigger anerkendende på mægleren. Havde højest forventet en fladskærm med en pejse-dvd. Som sagt. Jeg har cirka ligeså stor tiltro til ejendomsmæglere, som jeg har til nordjyske forhandlere af brugte køretøjer.

Begynder at danse lyksaligt rundt i stuen, mens jeg peger på alle de fine små detaljer. Marmorpladen i køkkenet, den franske altan, stukken i loftet.

”Vi tager den”, siger jeg beslutsomt og ville ønske, at jeg bare kunne proppe den i min elektroniske indkøbskurv og fortsætte til check out. ”Choose payment method”. Done.

”Det er jo et nedslidt hul”, siger direktøren, og river halvdelen af et stykke nikotingult vægmaling af i ét stykke ned fra væggen. Mægleren forholder sig professionel og neutral. Må indrømme, at han gør det godt.

Sender direktøren mit bedste ”stol-på-mig-jeg-har-det-under-kontrol”-blik. ”Vi byder prisen”, siger jeg i en selvsikker tone til mægleren, mens jeg forsigtigt forsøger at klappe stykket med nikotingult maling tilbage på sin plads. ”Men kun i 24 timer”, siger jeg med en dramatisk stemme, da jeg kommer i tanke om den sultne hobe af speltmødre, som vil stå i kø til åbent hus på søndag. De kan praktisk taget fortsætte direkte fra Fashionistas lagersalg i Gothersgade og op i min lejlighed.

Regel nummer fem. Gør dit bud tidsbegrænset, så sælger ikke kan spekulere i at spille køberne ud mod hinanden.

”Det var en hurtig beslutning”, siger mægleren. Han er mere neutral end en bedemand. Falder helt udenfor sin kategori. Om jeg så tilbød ham en kuffert fyldt med jyske dollars, tror jeg ikke, han ville blive bragt ud af fatningen.

”Jeg har noteret jeres bud og sørger for at give jer besked”.

Jeg har lyst til at falde på knæ og tigge ham om at sælge os lejligheden. Men den taktik går ikke i en forhandlingssituation. Det lærer man også hurtigt på jurastudiet.

Vi går ud på den lille hyggelige vej, som ligger hengemt bag Gothersgade. Er helt sørgmodig over ikke at kunne få svar med det samme. Kan bogstavelig talt spotte Storm Fashion fra porten. Kunne formentlig hente Diptique lys og nå tilbage på under fem minutter, hvis vi boede her. Udbryder et dybt suk og låser modløst min cykel op. Det er ikke første gang, at vi har budt på en lejlighed. Boligmarkedet savner salgsemner, og jeg har måtte sande, at det at byde prisen ikke er en garanti for, at der ikke kommer en anden køber og byder højere.

Vi når lige ind af svigermors køkkendør i Happiness, da direktørens telefon ringer. Det er mægleren. ”Ja, ja… Jeg er helt med”, siger direktøren.

Jeg stivner og forsøger at læse hans ansigt. Han smiler og blinker til mig....

”Vi flytter til City”.

Just get me a really big closet…

Jeg kigger på direktøren, som om, at han lige har spurgt mig, om jeg vil have dessert. Så åbner min mund sig langsomt, mens mit blik falder hurtigt ned.

I hans hånd ligger en lille rød æske. Jeg stivner fuldstændig. Mit blik er som hypnotiseret, da han åbner æsken og afslører verdens smukkeste forlovelsesring.

”JA” skriger jeg, mens jeg slår begejstret ud med armene.

Så er det nu. Det øjeblik, som jeg har været besat af i årevis. Samtlige gæster på Le Sommelier har nu vendt sig om for at finde ud af, hvad det er der foregår oppe i baren. Indrømmet. Er ikke helt ædru længere. Efter tre glas champagne er det svært at holde begejstringen tilbage. Han har friet. Jeg skal giftes.

Klapper begejstret i mine små hænder, mens jeg allerede overvejer, om Jesper Høvring har online booking. Forsøger diskret at tage min mobil frem. Bare for lige hurtigt at tjekke Høvrings hjemmeside, men direktøren tager den hurtigt ud af mine hænder og lægger den ned i sin blazerlomme.

”Ingen Instagram billeder. Lad os lige nyde øjeblikket”.

Fnyser. Som om, at jeg ville være så taktløs at lægge den slags på Instagram. Er jo ikke sådan en hysterisk type, der råber ”stop med at spis”, når jeg er på café med mine veninder, så vi lige kan tage et billede af urørte avocadomadder og kaffelatter på Atelier September. Kunne simpelthen aldrig falde mig ind.

Bør dog lige overveje, om jeg kan finde på et sjovt hashtag, når jeg på et tidspunkt lægger  et billede op på Instagram. Direktøren er ikke så meget til de sociale medier. Jeg elsker dem derimod. Kan blive helt sørgmodig over ikke at være single længere, når mine veninder begejstret fortæller om at være på dating app’en ”tinder”. Har overvejet i smug at downloade app’en bare for lige at kunne være med, når de andre sidder og skraldgriner over, at ham fra bogholderiet har liket dem. As if.

”Hvad tænker du på?”. Direktøren giver mig et af de der blikke, hvor jeg bliver helt blød i knæene. Shit. Var lige ved at svare ”Tinder”.

”Ehm”, siger jeg. Sig nu et eller andet. Lige meget hvad.

”Jeg tænkte på, at jeg altid gerne ville giftes inden jeg fylder 30 år”, siger jeg med et stort smil. ”Og nu ser det ud til, at det er lykkedes”.

Shit. Det betyder, at jeg skal følge Emma Gad og blive gift inden ét år fra forlovelsen. Bliver nødt til at begynde planlægningen allerede i morgen. Der er jo tusindvis af ting, som jeg skal tage stilling til. Enhver ved, at de bedste wedding venues bliver booket allerede flere år ud i fremtiden. Kigger irriteret på direktøren, som stadigvæk har min iphone. Har pludselig stærkt behov for at udarbejde tentativ tidsplan i ’noter’, så jeg ved, om det overhovedet er realistisk. Overvejer et splitsekund, om jeg kan søge orlov på arbejde. På den anden side er jeg ikke helt sikker på, at bryllupsplanlægning falder ind under samme kategori, som en LL.M. på Havard. Fnys. Hvis bare HR vidste, hvad det kræver af struktur, planlægning og ledelsesevner at organisere et bryllup, så er jeg ret sikker på, at de hurtigt ville tilføje det til min kompetence­profil på kontorets hjemmeside.

”Skat?”. Direktøren har åbenbart forsøgt at få kontakt til mig i længere tid. Kigger fluks tilbage på ham. ”Yes?”.

”Nu må du love mig at nyde, at vi er blevet forlovet. Ikke noget med, at begynde at blive helt manisk og neurotisk omkring brylluppet vel? Ikke blive til sådan en ’bridezilla’”.

Er ikke helt sikker på, at jeg forstår hvad han mener. Kunne da ikke drømme om at blive sådan én a-f de dér skøre kvindemennesker, som nu har fået deres eget reality shows.  Ved han egentligtaget, hvem det er, han gifter sig med.

Rækker ud efter hans lomme ”Øh skat, jeg har lige brug for at skrive et par ting ned. Stik mig lige min iphone”.

Direktøren bunder sit champagneglas og sukker dybt, mens han fisker min bedste ven op af sin blazerlomme og lægger den med et lille bestemt klask i min håndflade.

 ”Projekt Bryllup” er sat i gang.