Paris is always a good idea

Lovede præsten i Tibirke Kirke, at vores førstefødte stadigvæk bliver døbt i kirken. Og Helenekilde Badehotel forsikrede mig om, at de dagligt bliver kimet ned af kommende brudepar, hvorfor der allerede var en lang venteliste til vores dato. Havde helt svært ved tanken om, at et andet par nu ville få vores dato i kirken. Men nu var det altså blevet besluttet, at vi i stedet skulle giftes i Frankrig, og så måtte jeg vinke farvel til Tibirke.

I starten var det faktisk lidt stressende at være blevet forlovet. Var lige blevet advokat og pludselig var min forlovelse det eneste emne, som folk kunne tale med mig om. Blev hele tiden bombarderet med spørgsmål til samtlige tænkelige bryllupsemner. Oftest emner, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle svare på. Efterhånden var standardhilsenen på kontoret blevet ”Hej-hvordan-går-det-med-brylluppet-er-I-ved at-have tjek-på-det?”.

Var begyndt at snerre et eller andet uforskammet tilbage. Nu turde mine kollegaer slet ikke længere at spørge til brylluppet.

Vidste godt, at der var en grund til, at jeg reagerede på den måde. Det var fordi, at der altid var ét spørgsmål, som gik igen. Spørgsmålet, om jeg havde fundet brudekjolen. Min raison d’etre det øjeblik, jeg havde erhvervet titlen som ”kommende brud”.

Jeg havde ikke fundet min brudekjole.

Det var jo ikke fordi, at jeg ikke havde kigget. Forsøgte faktisk at bestille tid hos Jesper Høvring, samme aften, som ringen var gledet på min finger. Men måtte også erkende, at hans kjoler ikke var lige mig. Sidste år havde brudekjolerne til samtlige bryllupper – bortset fra det med Hawaiitema – været designet af Jesper Høvring. De var smukke, dyre og klassiske. Helt og aldeles uden for mit budget.

”Får du stadigvæk kvalme hver gang du ser noget med skørter?”

Min veninde kigger bekymret på mig. Det var efterhånden blevet kendt blandt mine tætteste veninder, at jeg led af en alvorlig form for kjolekrise. Jeg sukker dybt og tager en slurk af min Emmerys kaffe. Tager verdens mindste bid af det lille stykke hindbærsnitte, som man ofte får med som smagsprøve. Sværger, at jeg stopper med at spise den slags ligeså snart, at jeg har fundet min brudekjole.

”Hvad med den her?”

Min veninde peger entusiastisk på et blondehelvede fra Lilly. Det sortner en lille smule for mine øjne, og jeg er ved at få de sidste krummer af hindbærsnitte galt i halsen. Ondskabsfulde carbs.

Fjorten dage efter sidder jeg på flyveren på vej til Paris. Fandt den mest fantastiske kjole på instagram i går aftes, og efter at have været oppe hele natten lykkedes det mig at lokalisere designeren. Havde svært ved at lade være med at grine smørret, da jeg uskyldigt spiste min havregrød sammen med direktøren i morges. Han havde ingen anelse om, at jeg i stedet for at tage på kontoret, skulle til Paris. Helt alene. 

Gallerie Lafayette er eksklusivt og elegant som altid. Har printet billedet af kjolen ud og lagt det i min pink Céline pung. Vader forbi overdådige sølvfade med perlemorsfarvede macarons. Der er en helt stand kun med bryllupsinvitationer. Fik lavet mine af en amerikansk husmor gennem Etsy. Min nye yndlingshjemmeside og den perfekte måde at lade som om, at man er med på ”DIY-bølgen”.

Pludselig står jeg foran butikken. På siden er der et glasskilt med navnene på alle de designere de fører. Oscar de la Renta. Marchesa. Saint Laurent. Lanvin. Og selvfølgelig designeren på dén kjole, som jeg har set mig forelsket i. Laure de Sagazan.

Det er som at gå ind i et andet land. Der er tykke røde velour gardiner, og der hænger smukke kjoler, så langt øjet rækker.

”Est-ce-que peux je Vous aider, Madame?”

”Øh… Jeg ser mig bare lidt omkring…” Hun kniber øjnene spidst samme.

”Eller.. øh. Faktisk vil Jeg vil høre, om I har dén her kjole” siger jeg, og skal til at finde mit billede frem fra tasken.

”Ja. Vi har den”, siger hun med meget fransk accent. I samme sekund forsvinder hun om bag de mørkerøde velourgardiner. Tør næsten ikke trække vejret. Kjolen eksisterer. Den gemmer sig få meter fra mig. Det er den slags øjeblikke, som afkræver sin egen lille trommehvirvel.

Aldrig har jeg set noget så fantastisk i hele mit liv. Den er ikke bare lige så smuk, som på billedet. Det er kunst. Louvre burde holde en særudstilling til ære for denne kjole. Der ville være kø ned af Rue de Rivoli. Jeg vidste slet ikke, at silke kunne være så tungt. De små blonder er broderet i hånden over flere måneder. Hver eneste lille silkebelagt knap har små fine detaljer.

Jeg må eje denne kjole. Lige meget hvad, så må jeg bare eje den.

Kigger op på ekspedienten, som holder skarpt øje med, at jeg holder mig behørig afstand, så jeg ikke kan røre ved kjolen. ”Hvad koster den” spørger jeg.

Ok. Så den er lidt dyrere end, jeg havde regnet med. Kunne måske endda købe to små Jesper Høvring kjoler til den pris. Men hvis bare jeg laver lidt om på alle posterne i excelarket over vores bryllupsbudget, så er jeg overbevist om, at direktøren ikke opdager det. Siger bare, at jeg har rettet en fejl i formlen, der desværre gjorde budgettet en hel del højere.

Smiler selvtilfredst over min snedige plan, da min telefon ringer. ”Hej skat. Ja, det bliver lidt senere end regnet med. Er hjemme om et par timer fra kontoret”, lyver jeg.

Kigger på mit ur. Kan lige nå et smut forbi The Kooples inden jeg hopper i en taxa tilbage mod Charles de Gaulle. Skal allerede til Paris igen om en måned, når jeg skal have taget mål til kjolen.

Whoever said that Diamonds are a Girls Best Friend never Owned a Dog.

”Skat. Du behandler vores hund som en Barbie.”

Både Ophélia og jeg stirrer irriteret tilbage på direktøren. Hvorfor skal han altid blande sig lige, når vi er allerbedst i gang. Ophélia er iført en statement halskæde med orange sten og en fin lille tot hår samlet øverst på hovedet med en cremefarvet sløjfe. Hun ser bedårende ud.

Sandheden er, at Ophélia og jeg ikke altid har haft dette tætte bånd. Guderne vil vide, at vi har haft vores op og nedture i de snart tre og et halvt år, vi har hængt sammen.

Det hele startede med, at direktøren og jeg skulle flytte til Frederiksberg. Jeg havde besluttet, at man ikke kunne bo på Frederiksberg uden at have en hund. Medina havde hund. Jeg elskede Medina. Altså skulle jeg også have en hund.

Ophélia var ikke meget større end én sammenrullet cashmere strømpe, da direktøren hentede hende i Jylland. Hun kostede tolvtusinde jyske dollars og det krævede alle mine advokatoriske evner at overbevise direktøren om, at han skulle betale halvdelen. Hun var blevet købt med et enkelt klik på potepladesen.dk, men eftersom jeg skulle på arbejde, måtte direktøren også være den, der tog den kedsommelige tur til provinsen for at hente hende.

Som alle andre hundehvalpe var hun en faktor hundrede på nuttethedsskalaen. Hun sad diskret og vippede op og ned i min sorte Céline taske, mens hun tittede nysgerrigt frem med sit lille tykke uldne hoved. Jeg havde hende med til vin på Falernum, drinks på Salon 39 og morgenmad på Granola. Ophelia var kendt og elsket af alle på Værnedamsvej. Selv Medina var begyndt at sige hej. Det var lige indtil den dag, hvor Ophélia valgte at tørre sin lille hvide numse af ved at køre den med forpoterne hen af fortovet, så det efterlod en charmerende lille brun stribe 5-6 meter op af Værnedamsvej. Efter den dag skiftede Medina, Eddie og Walter diskret fortov, når jeg kom slæbende med Ophélia.

Snart begyndte en trodsalder, og Ophélia forvandlede sig fra nuttet lille vatrondel til et ondskabsfuldt krapyl. Hun tissede uforvarende på vores tæpper. Hun sprang op af mine veninder, så deres strømpebukser stod i laser før, at de overhovedet var nået ind over dørmåtten. Men jeg elskede hende, som kun en mor kan elske sit barn. Jeg bagatelliserede, jeg undskyldte og jeg lo nervøst i håb om, at det snart ville være overstået.

Men det blev kun værre.

Inden længe begyndte Ophelia at vokse nye tænder. Og hvor andre hunde pænt tyggede i det dertil indkøbte tyggeben, valgte Ophélia i stedet at søge lindring i mine dyreste designersko.  Når jeg med tårer i øjnene råbte af hende, fik det hende kun til at hoppe og danse endnu vildere rundt på gulvet. Overbevist om, at mit vredesudbrud var en del af legen.

Ophélia viste sig desuden hurtigt dyr i drift. En dag hoppede hun ned fra vores sofa, ramte forkert med poten og begyndte at jamre som et lille barn. En grædende hundehvalp er formentlig noget af det mest hjerteskærende, der findes. Hun blev ved med at smågræde og nægtede at gå på sin ene pote. Haltede med et gevaldigt drama rundt i lejligheden.

Vi var overbeviste om, at den var brækket og tog fluks af sted til Københavns Dyrehospital for at få lille stakkels Ophelia’s pote røntgenfoto­gra­feret. Både direktøren og jeg opførte os, som var det et spørgsmål om liv og død.

Det var det ikke.

”Den er ikke en gang forstuvet”,  sagde dyrelægen smilende. ”Hundehvalpe har en tendens til hysteri ligesom børn… Det skal man ikke tage så alvorligt”.

Han smilte endnu bredere.

”Det bliver kr. 6.000 for et røntgenbillede. Er det på dankort?”.

Vi smilte ikke tilbage.

Når vi skulle på ferie, var Ophélia altid den sidste, jeg kom i tanke om, når vi var på vej ud af døren mod lufthavnen. Hver gang var der store udbrud à la ”fuck. det var din tur til at få hende passet” (mig) eller ”kan vi ikke bare stille mad frem til to uger, så kan hun klare sig selv” (direktøren).

Efterhånden løb vi tør for pasningsmuligheder, når vi skulle ud og rejse. Selv de pligtop­fyldende advokatfuldmægtige på mit kontor sænkede blikket og mumlende ned i jorden, når jeg proklamerede, at Ophélia atter havde brug for et par dages husly. Rygtet spredte sig hurtigt.

Kun min trolige svigermor tog hver gang imod Ophélia med kærlige åbne arme og uden det mindste forbehold. Der skulle mere end en uopdragen tæppetisser til at slå hende ud. Direktørens barndomshjem er en stor villa, hvor hver etage er beklædt med flere lag af ægte tæpper. Jeg havde derfor en lille mistanke om, at Ophelias små vandpytter forsvandt ubemærket i mønstrene på de persiske silketæpper.

Min egen mor havde uofficielt kastet håndklædet i ringen fra begyndelsen. I en periode havde jeg hende mistænkt for rent faktisk at lakere gulv blot for, at hun kunne slippe for at skulle passe vores hund. Til hendes forsvar kompenserede hun ved at forære Ophélia et læderhalsbånd med swarovski fra Hot Hund på Hellerup Strandvej. Jeg behøvede ikke nogen krystalkugle for at kunne se, hvordan vores mødre hver især ville håndtere rollen som bedsteforældre, når direktøren og jeg en dag besluttede os for at få børn.

Da Ophélia var lidt over ét år gammel, fandt vi ud af, at hun har en medfødt nyresygdom, som gør, at hun ikke selv kan mærke, hvornår hun skal tisse. Det var faktisk direktøren, der var med hende til dyrlægen og rørstrømsk fortalte mig i telefonen, at Ophélia havde kun én måned tilbage at leve i. Hun var mangelfuldt løsøre. Og købeloven gav os retten til at få vores penge tilbage.

Det var imidlertid lykkedes det lille krapyl at snige sig ind i vores hjerter. Vi udarbejdede i stedet et tisseskema, så vi kunne holde øje med, hvornår hun skulle ned i gården og tømme sin lille blære. Vi købte den dyreste mad og medicin til små hunde med nyresygdomme. Og det lykkedes. Tre år efter lever Ophélia i bedste velgående og hendes nyre er erklæret næsten rask. Hun  skal dog stadigvæk have hjælp med at huske, når det er tid til at tisse.

Kan ikke lade være med at tænke, at direktøren bliver en god far en dag, når han næsten uden brok trasker ned ad bagtrappen i sine boksershorts med Ophélia under armen. Giver hende et lille klap, så hun kan nå at tisse af en sidste gang, inden vi alle tre kryber i seng.

Namasté

Jeg har altid gerne ville gå til ballet. Faktisk er jeg så begejstret for ballerinaer, at jeg har valgt at få tatoveret én på venstre inderarm. Altså naturligvis på sådan en virkelig fransk chic måde, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er jo ikke blottet for stil. Men synes det giver sådan lidt kant, uden at blive Amager.

Den anden ting, som jeg altid gerne har ville, er at gå til  yoga. Efter min opfattelse er der simpelthen tonsvis af fordele forbundet med at dyrke yoga: lækkert, løstsiddende cashmere tøj fra Stella McCartney, muligheden for at cykle afbalanceret rundt med egen yogamåtte fra moshi moshi mind samt glæden ved at starte hver morgen med en impulsiv lille solhilsen.

Har imidlertid måtte konstatere, at yoga slet ikke er noget for mig. I København er yogacentre oftest propfyldt med ældre kvinder uden bh, fodformede sandaler (ikke i udgaver fra Céline, Chloé eller Isabel Marant) og halskæder med blå månesten fra en eller anden charterrejse. Jeg har absolut intet til fælles med disse kvinder.

Endvidere forekommer det en smule latterligt, at voksne mennesker skal kunne nå jorden med deres egne håndflader. Det er jo ikke fordi, at det har et specifikt formål, som eksempelvis at få deres bagdel til at se strammere ud i et par J Brand jeans.

Mine håndflader kan kun nå til knæene. Det gør mig altså ikke til et dårligere menneske.

Værst var det engang min bedste veninde slæbte mig med til bikram yoga på Christians­havn. Jeg bryder mig i forvejen ikke om at komme på den forkerte side af broen - med mindre det inkluderer brunch fra Wulff og Constantin - og jeg bryder mig slet ikke om at svede. I mine teenageår blev jeg først bekendt med antiperspirant på et relativt sent tidspunkt, og siden har jeg udviklet en mindre angstneurose for ikke at svede. Endte med at have mindre panikanfald og sammenbidt forlade lokalet fyldt med svedige, blegfede kvinder og deres uladsiggørlige stillinger. Siden har yogamåtten fra moshi moshi boet trygt i sin lille prikket pose under vores sofa.

Det var derfor med en smule mistillid og et knapt så åbent sind, at jeg i sidste uge impulsivt meldte mig til en workshop hos Yoga Factory på Hellerup Strandvej. Først og fremmest har Yoga Factory et rigtig pænt design, hvor alt er holdt i farverne turkis og sort på en virkelig elegant måde. Dertil kommer, at beliggenheden er nord for København, hvilket øjensynligt får mig til at lyde som en virkelig overfladisk snob, hvilket jeg selvfølgelig ikke er. Jeg kan bare godt lide at socialisere med damer i minkpels og botox.  Kan ikke forklare hvorfor. Det kan jeg altså bare.

Endelig kunne jeg godt lide tanken om, at selvom det foregik på Yoga Factory, så lød det ikke som om, at man behøvede at dyrke egentlig yoga:

”Transformational Breathing er en unik og kraftfuld metode til heling og transformation.  Båret på vingerne af dit eget åndedrat samt kraftfuld musik vil du, i denne workshop, kærligt blive guidet gennem en to timer lang åndedrætssession”

Ingen sved. Ingen komplicerede stillinger. Bare vejrtrækning.

”Klik”.

Skynder mig at tage et billede af den tyrkiske yogamåtte og vandflaske . Troede det var løgn, da jeg så, at de har deres helt egen Yoga Factory vandflaske. Har allerede fået en masse likes på instagram. Og timen er ikke engang gået i gang.

”Namasté” siger alle deltagerne i kor og instruktøren tænder for musikken.

”Forsøg at blive i nuet og fokuser på jeres åndedræt. Hvis I begynder at reflektere, så led blidt jeres tanker tilbage til åndedrættet”

Forsøger at tømme hovedet for tanker, mens jeg trækker vejret helt ned i maven Det er faktisk slet ikke så svært. Kan ligefrem mærke, hvordan min krop lige om lidt, vil få en masse positive energier.

Kvinden ved siden af mig har sat håret op i en høj knold. Overvejer et splitsekund, om jeg skal have mit hår sat op til brylluppet. Hvis jeg nu spiser en hel masse b-vitaminer, vil mit hår måske kunne nå at vokse sig langt. Så kunne jeg have løst hår og min blomsterbuket kunne bestå af et stort bundt lavendler. Totalt bohemian bride.

”I kan opleve store følelsesmæssige udbrud. Bare konstater, at de er der. Uden at dømme og reflektere. Vær i nuet”.

Shit. Forsøger fluks at koncentrere mig om min vejrtrækning.

Må have ligget her mindst en halv time og lyttet til trommelyd fra Uganda. Overvejer, om jeg diskret kan hive min iphone op af tasken for at se, hvad klokken er, men instruktøren giver mig et skarpt blik, så jeg skynder mig at lukke øjnene og trække vejret dybt.

De andre deltagere er begyndt at sige mærkelige lyde, når de udånder. Og ikke nok med det. Kvinden, som ligger ved siden af mig, er begyndt at græde. Faktisk er hun ikke den eneste. Lokalet minder mere og mere om én fælles fødselsforberedelse på Gentofte Hospital.

Hellerup eller ej. Det her er for meget. Hviler ikke nok i mig selv til at ligge og stønne mellem en masse fremmede kvinder. I total panik skynder jeg mig at folde måtten sammen, og uden at kigge instruktøren i øjnene stavrer jeg forsigtigt baglæns mod udgangen forbi de andre deltagere.

”Namasté”, hvisker jeg uskyldigt, idet døren lukker i bag mig.

Sikke et tidsspilde. Står alene ude i indgangsområdet og spiser af den økologiske chokolade og mandlerne, som er stillet frem, når deltagerne er færdige. Prøver også lige et par af de cremer fra Rudolph Care, som står på en lækker lille bogreol sammen med en masse coffee table books om yoga.

På vej ud af døren når jeg lige at tjekke instagram. Har fået intet mindre end seksogfyrre likes. Fabelagtigt. Er åbenbart ikke den eneste, som ville ønske, at jeg gik til yoga.

The Tracy Anderson effect

”No no no… You are not even trying woman!!”

Tårerne presser på og jeg er ved at tabe vægtstangen på min skulder. Gary når lige at gribe den bag mig og sætte den forsigtigt på plads på stativet

”You are never gonna get fit this way”, konstaterer Gary og kigger på mine blege, tynde aspargesarme.

Åh shit. Hvorfor gør jeg dog det her. På bare ét år har jeg været intet mindre end tre personlige trænere igennem. Sandheden er, at ingen kan erstatte min allerførste træner, Anne Bech. Desværre skriver hun nu hovedsageligt kun bøger om, hvordan man bliver fit på 28, 50 eller 100 dage (man kan åbenbart selv vælge) samt drager omsorg for, at yndige Christiane Schaumburg-Müller kan klemme sig ned i roberne fra Ole Yde. Savner Anne hver eneste gang, jeg ser hende i Godmorgen Danmark. Også selvom jeg stadigvæk er hemmeligt forelsket i Christian Bitz.

Så for et stykke tid siden besluttede jeg, at når jeg nu alligevel ikke kunne træne med Anne Bech længere, måtte jeg finde mig en ny personlig træner. Sådan en Tracy Anderson-type, som kunne holde øje med, at min krop ikke pludselig endte op med at have samme facon som min kontorstol.

Den første træner var Kristina, som havde bragt det hotteste hotte koncept ’bare fusion’ med fra New York. Ifølge hendes hjemmeside var det en skøn blanding af ballet, styrke og udstrækning.

Det skal lige nævnes, at siden jeg så filmen Black Swan har jeg fantaseret  helt vildt om at gå til ballet. Om ikke andet, så bare for outfittets skyld. Nu, hvor jeg er i slutningen af tyverne, ville det imidlertid kunne forekomme en anelse af desperat, hvis jeg mødte op i fuld trikot og tylskørt på Sanne Stahnkes balletskole i Hellerup.

Måtte alligevel skjule en let skuffelse, da jeg til første træning opdagede, at vi bare skulle have almindeligt træningstøj på og bare tæer. Havde allerede glædet mig til næste gang jeg skulle mødes på Emmerys med min bedste veninde, hvor jeg ville have min chaneltaske over den ene skulder og et sæt lyserøde balletsko i silke henslængt over den anden. Ha. Hvor ville hun blive imponeret.

Nå, men i stedet stod jeg i månedsvis og strakte og bøjede benene i min sædvanlige karrygule lululemon top i  håb om, at blive sådan en opstrammet lille balletdanser. Desværre skete der ikke så meget. Faktisk opdagede jeg hurtigt, at jeg fra naturens side er stiv som et bræt, hvorfor det så ret pinefuldt ud, når jeg forsøgte at danse. Kombineret med en ikke-eksisterende evne til at koordinere bevægelser, virkede min træner ikke synderligt sorgbetynget, da jeg fortvivlet meddelte hende, at jeg stoppede på holdet. Der var ikke opmuntrende at danse svanesøen, når man havde tilegnet sig rollen som den grimme ælling.

Fuld af entusiasme besluttede jeg hurtigt, at jeg naturligvis var en løber. Sådan en let gazelle, som bare skulle drøne i små sprint hen over savannen med titelsangen fra Løvernes Konge i baggrunden. Jeg havde læst i Fitliving, at det hensigtsmæssige ved løb er, at man kan dyrke det når som helst og hvor som helst. I forhold til de lange arbejdsdage på advokatkontoret virkede løb derfor helt oplagt.

Da jeg kort tid efter var på ferie på Playitas med nogle veninder, mødte jeg min næste træner: En lille, solbrændt sydafrikaner, som havde vundet tonsvis af Ironmans og nu online coachede folk fra hele verden. Han filosofi var, at det hele lå i teknik og, hvis bare jeg gjorde det på den rigtige måde, ville jeg nemt kunne blive en ægte atlet.

En ægte atlet. Var ikke helt sikker på, hvad der lå i ordet ”atlet”, men kunne godt lide lyden af det. Forestillede mig kenyanske kvinder med lange mørke ben og vrede ansigter. Desuden var jeg overbevist om, at jeg nu endelig ville få lejlighed til at brug den cropped top fra Stella Mccartney, som jeg havde købt i Moshi Moshi sidste år. Ville bare passe perfekt til en atlet.

Selve træningen bestod i, at jeg hver mandag modtog mit ugelige program, der som oftest bestod i halvanden til to timers træning hver dag i form af løb, cykling eller den udskældte crosstrainer (som hurtigt fik tilnavnet: ”spassermaskinen”). Som regel stod jeg allerede klar nede i Fitness.dk, når de åbnede om morgenen klokken seks. Kunne næsten ikke vente med at se direktørens reaktion, når han hørte, jeg var blevet en atlet.

Da jeg havde trænet med min online coach i fire-fem måneder, gik det op for mig, at træningen langsomt tog overhånd. Jeg trænede hver dag. Det stod jo i mit program. De mange timer brugt på træning resulterede oftest i, at jeg ikke deltog i hyggelige brunch med veninderne, fødselsdage med min svigerfamilie og morgenkaffe på Emmerys med min bedste veninde. Jeg var bogstavelig talt flyttet ind i fitnesscentret på Nygårdsvej.

Desuden følte jeg mig ikke på nogen måde som en lille let gazelle på savannen. Tværtimod blev mine ben med tiden tunge som bly, og jeg følte mig mere og mere som Pumba fra Løvernes Konge. Gennem vores ugentlige Skype calls forsikrede den lille Sydafrikanske mand mig om, at der blot var tale om en midlertidig periode, hvor kroppen lige skulle vende sig til de lange distancer. Jeg skulle bare fortsætte programmet – og selvfølgelig forsætte med at betale hans månedlige salær.

Nåede akkurat at løbe mit første halvmaraton inden jeg smed håndklædet i ringen. Var træt af oppustet ben og ødelagt shellac på fødderne. Var træt af ikke at kunne putte mig under dynen i weekenden, når vækkeuret ringede. Min karriere som atlet skulle slutte her.

”Just remember, somewhere, a little Chinese girl is warming up with your max!”

Gary kigger med stor utilfredshed på mig. Han virker langt fra imponeret, da jeg begynder at flæbe som en lille pige. ”It’s realy HEAVY”, klynker jeg med min danske accent. Halvdelen af tiden forstår vi alligevel ikke, hvad den anden siger.

Gary er min tredje træner i år. Han er oprindeligt uddannet fra den britiske hær og ligner en krydsning af Arnold Schwarzenegger og Macgyver. I snart en måned har vi trænet med tung vægt. Jeg er blevet forbudt at løbe. Og så skal jeg spise de samme seks forskellige måltider hver dag, hovedsageligt bestående af ren protein.

For eksempel skal jeg klokken ti spise femoghalvfjerds gram kylling, fire rosenkål og to kapsler med fiskeolie. Har aldrig vejet min mad på den måde før. Er på dag seksogtyve og Bare tanken om rosenkål er nok til, at jeg mister appetitten. De sidste mange nætter har jeg drømt om hindbærsnitter fra Emmerys.

”Måske skulle du bare gå tilbage til det, som du plejede”, siger direktøren, da jeg stikker syrligt til dagens sjette og sidste måltid. En dåse tun i vand fra Irma.

”Du ved. Løbe små ture et par gange om ugen med Ophelia – og ellers bare lave dine små øvelser på yogamåtten. Jeg synes du ser sød ud som ”spirrevip””.

Kigger på de tynde, blege aspargesarme og benene, som endelig er begyndt at blive normale igen. Han har ret. Er stor tilhænger af personlige trænere, men nogen gange trænger kroppen bare til en pause. Har haft så travlt med at lytte til dyrt betalte eksperter i stedet for at mærke efter, hvad min egen krop havde brug for.

”Kom skat – lad os smutte”, siger jeg entusiastisk og hiver fat i direktøren. Idet jeg begejstret speed dialer nummeret på Halifax oppe ved Trianglen, kan jeg næsten mærke samtlige mine personlige trænere ryste misbilligende på hovedet.

”Ja hallo… ja, jeg vil gerne bede om to store dobbeltburgere med kikærtebøf, aioli og grove fritter – vi er der lige om lidt..”

I morgen vil jeg nøjes med at gå tur med Ophelia i Fællesparken.