Is Batman Wearing Alexander Wang?

I morges fik direktøren et uvant indfald.

”Skal vi ikke tage til Cannes og shoppe?”. Var lige ved at få havregrød med hørfrø galt i halsen, da direktøren stillede det – lettere retoriske – spørgsmål. Som en lille dydig skolepige sprang jeg hvinende op og klappede entusiastisk i hænderne, mens jeg lavede et lille danseoptrin, der mest af alt kom til at minde om ekstatisk hund, der begejstret jager sin egen hale.

Man skal ikke tage til Cannes iklædt rød trekantbikini fra Marc Jacobs og neon gule, plastic klipklappere. Det erfarede jeg allerede sidst, vi tog til Cannes. Her havde jeg glemt ”L’Uniforme” og var på det nærmeste forment adgang til de luksuriøse flag stores, der uomtvisteligt var forbeholdt ”le bourjois” (filmstjerner og deres solbrændte chemical-blonde-hair-dye elskerinder). Blev mødt af misbilligende elevatorblik fra lille spids fransk ekspedient med sort kohl om øjnene og samme frisure som Uma i Pulp Fiction. Havde kortvarigt flashback til truende dørmand på Simonsen i Nyhavn, da hun ufortøvet så ud som om, at hun ville hive mig i hestehalen med sine Chanel-manicurerede-rouge noir-negle og kaste mig hårdt på fortovet, hvor hun ville råbe et væld af franske eder efter mig. Dybt frustrerende. Og tilsyneladende umuligt.

Jeg havde glemt min Batman kappe.

En hver kvinde har sin egen form for beskyttende skjold. Mit nyeste skjold mod omverdens brutalitet bestod af et stykke Alexander Wang duffle bag med rose gold nitter. Udsolgt i hele verden. Indtil min veninde fandt den sidste hos Barneys i New York. Blev ringet op klokken to om natten og måtte løbe ud på toilettet, hvor jeg med skinger og hviskende stemme fik frastammet ”K-Ø-B den”. Måtte efterfølgende stå skoleret for direktøren, der søvndrukken skulle sikre sig, at der ikke var tale om booty call fra gammel flamme. Overvejede i kort øjeblik, om det strengt taget var mere tjenligt at holde ham i troen end at indrømme, at der netop nu var endnu et lille ubetaleligt stykke håndtaske på vej fra the Big Apple. Lad os bare sige, at vi ikke deler helt samme opfattelse vedrørende antallet af it-bags en kvinde bør og må eje.

Louboutin hæle. Tjek. AW bag. Tjek. Tom Ford solbriller. Tjek.

Bat Woman var klar til at indtage den sydfranske riviera.

Næste spørgsmål blev, hvor i alverden jeg skulle anbringe direktøren under mit forehavende. Mænd bryder sig ikke om IKEA. Mænd bryder sig endnu mindre om at blive taget til gidsel i prøverum og som stakkels burhøne blive belejret med spørgsmål à la ”klæder den her mig”… for slet ikke at nævne (minefeltet) ”ser jeg TYK ud i de her bukser”.

Kiggede mig skyndsomt omkring og fik øje på perfekt lille café i solen. En cappuccino og en Iphone 4 – han ville kunne holde sig beskæftiget i timevis.

Tror rundt regnet, at jeg købte halvdelen af Cannes. Må leve af havregrød (uden hørfrø) og fiske­frikadeller fra Netto resten af måneden. 

Ærgerligt, når min mave har valgt siden at skrige på sushi. Dumme mave. Den kender slet ikke til finansiering.

Why NOT to Bring a Man in to IKEA…

En ny undersøgelse viser, at svenskerne har mere tillid til IKEA end kirken. For mit eget vedkommende er det nok også det tætteste, jeg nogensinde kommer på en egentlig religion. Tror mange har det på den måde. IKEA er ikke længere aflange pakker i krydsfiner med 36 siders brugsanvisning for familier i Høje Tåstrup. IKEA er blevet ungt og hipt, og i dag kan du ikke sidde ved et prominent middagsselskab uden af én eller anden bordherre skal trætte dig med samtlige åndsfortærende indretningsdetajler om hans nye – selvbygget - IKEA-køkken. I die.

I lørdags tog Direktøren og jeg i IKEA.

Vi var begge anspændte og nervesvækkede fra morgenstunden, og ikke engang en bemærkning om svensk pølsegryde kunne få Direktøren til at trække på smilebåndet.

Sidst vi var i IKEA endte det nemlig slet ikke særlig lykkeligt. Vi havde været sammen cirka et halvt års tid og besluttet os for (jeg havde besluttet), at det var ved at være det tidspunkt i vores forhold, hvor jeg skulle have min helt egen ungpigeagtige dyne presset ind i direktørens minimalistiske ungkarle hybel.

Problemet ved IKEA er, at det ikke kun er billigt. Nogle af tingene er så billige, at man får lyst til at købe dem alene på grund af den uforskammet lave pris. Et eller andet ramte i hvert fald Direktøren, da vi stod i dyneafdelingen. Jeg havde selv fundet en ret lækker, vamset dyne af gåsefjer, som jeg sagligt stod og kælede med, da direktøren himmel henrykt proklamerede, at han havde fundet den perfekte dyne.

Atten kroner. For en dyne. I starten prøvede jeg lidt irriteret at afværge med en bemærkning om syntetiske stoffer og brandfare. Men manden lod upåagtet mine indsigelser prelle af. Han måtte bare eje en dyne til atten kroner. Nu gemmer der sig en neurotisk sprængfarlig bombe i de fleste yndige piger. Især sådan nogle som mig, der forsøger at være i perlehumør det meste af den tid jeg er vågen.

Jeg eksploderede af raseri. Husker i svagt øjeblik at stå i IKEA’s dyneafdeling og råbe præcis, hvor han kunne placere sin ”atten-kroners-lorte-dyne”. Ænsede svagt forskrækkede mødre hastigt og forarget trække deres små børn væk, og unge single piger med favnen fuld af duftlys og blomstret sengetøj give mig ”du-fortjener-ham-slet-ikke” øjnene. Stay away små hyæner!

Så var han væk.

Ledte overalt, men efter en halv time måtte jeg gå til bekendelse. Gik ned til IKEA’s information (den lige ved indgangen) og forklarede, at jeg var blevet væk fra min mand (undlod specifikke detaljer om dyne-diskussionen). Måtte stå med ildrøde varme kinder og høre min kæreste navn blive råbt op over højtaleren med samme silkebløde stewardesse stemme som anvendes i storcentre, når ”lille Holger på 3 år er blevet væk fra sin mor”. Altid akkompagneret med svag snert af forargelse over for den tankeløse, svigtende forælder.

Ingen reaktion. Stod cirka 20 minutter og ignorerede selvfed IKEA medarbejders medlidende blik over bortkomsten af min tilsyneladende ”imaginairy boyfriend”. Gik trist ud til parkeringspladsen i håb om, at han stod og ventede ved min lille smartcar. Det gjorde han ikke.

Han havde taget bussen hjem i vrede.

Fik parkerede smart’en (uden for den gule trekant – men bøder var bare sooo not an issue), da jeg så direktøren komme ned af fortovet. Følte mig nedslået. Misbrugt. Og måske en smule barnlig. Ret barnlig faktisk.

Det samme gjorde direktøren, og han havde svært ved at skjule sit skælmske smil, da vores øjne mødtes. Efter grineflip midt på det pæne Østerbro endte det alligevel godt, og vi besluttede at dele dyne et halvt år mere. Selvom alle små fælles hjem starter med resterne fra en IKEA startpakke, glæder jeg mig nu alligevel til, at der en dag står Alessi og kitchen Aid på det hele.

Ps. Vi overlevede også denne IKEA tur – og ligger nu i min nye SULTAN seng kamufleret med hipt Kenzo sengetæppe i pang farver.

There is something about fashion that can make people very nervous

”Leopard? Er det ikke lidt tacky?”

Jeg kigger ned af mig selv og konstaterer kvalfuldt, at jeg bærer mine nye ynglings leo bukser (I-K-K-E zebra) fra H&M. Hvordan skulle jeg dog kunne afholde mig fra at købe (næsten) silke (måske lycra) bukser til sølle firs kroner? Ikke engang downtown.dk har formået at presse priserne på et overdådigt Latte & kagebord ned i det prisleje. Med høje hæle og dress-down-kedelig-navy-blazer skal de være seneste fashion hit på kontoret. Leopard is back. So let’s not assault the pants for now.

Nu er der gudskelov ingen af os, der lever i Høje Taastrup. På det pæne Østerbro respektive Frederiksberg, er der ingen fattige. ”De fattige er så nærige og kedelige og hvorfor køre i offentlig transport når man kan køre i Hummer“. Well said. Også selvom jeg priser mig lykkelig over, at Netto stadigvæk tilbyder 4 fiskefrikadeller for ti kroner, og adskillige gange har prøvet at forklare Direktøren, at ”gratis smagsprøver” ikke betyder, at man må tømme den lille rundbuttet, Irma dames fad for bløde rugbrøds firkanter med low fat K-salat. Så fattige er vi trods alt heller ikke.

I fredags var jeg til et lille arrangement på kontoret, da en student kækt adspurgte til mine kontinuerlige visit fra manden i mit liv: pakkeposten. DHL, UPS & Post Danmark. Kært barn har mange navne, og jeg elsker dem alle lige højt. Alligevel var der noget i studentens toneleje, der insinuerede, at jeg måske var en smule materialistisk, ja måske endda - (dramatisk pause) - en smule overfladisk.

Mig. Materialistisk. Overfladisk?

Så nej. Jeg vedkender mig, at jeg ikke bygger vandbrønde med mine bare manicurerede hænder i Uganda eller stavrer rundt i 10 cm hæle op og ned af fremmede trappeopgange til ”jeg-gør-kun-det-her-så-jeg-kan-sige-det-til-mine-venner” indsamlinger. SORRY. Men jeg står jo heller ikke med rynket næse og meddeler disse fornuftsvæsener, at deres jordslået undertrøje fra Bilka kombineret med forargelig nusset og forvasket Saint Tropez cardigan, burde proppes i UFF papkassen sammen med al den andet storsindede goodwill, de støtter sig så fortrøstningsfuldt på.

Jeg nøjes højest med at tænke tanken. Undtagelsesvist.

Så, hvor stammer denne trang til at være hovskisnovski over for dem, der nu engang har erklæret sig indforstået med, at man gerne må blive en lille smule lyksalig indeni, når der tikker en e-mail fra Net-a-Porter ind med teksten:

“Your order has now been shipped and your DHL Tracking number is…”

The September Issue begynder med, at Anna Wintour (med kølig stemme) udtaler:

“What I often see is that people are scared of fashion–because they’re frightened or insecure, so they put it down. On the whole, people who say demeaning things about our world, I think it’s because they feel in some way excluded or not part of the “cool group.”

Så hvad kan vi lære af dette. Du og jeg sødeste M er part of the ”cool group”. And the’re not. Hvis bare vi havde levet i 80’erne, havde vi haft matchende ”Pink Lady” jakker med påsyet nametags (ingen lyseblå – kun pink), og et fast bord i kontorets kantine, hvor ingen ville vove at sætte sig. Forbeholdt the ”cool group”! (Ondt-og-hjerteskærende-skurke-grin)

Måske lod jeg mig rive lidt med. Det er jo bare et advokatkontor. Ikke Rydell High. Og i virkeligheden er de egentlige magthavere kontorets hårdtilkæmpet partnerkreds. Dér er i hvert fald et bord, hvor jeg ikke tør sætte mig (faktisk foretrækker jeg at sidde sammen med picco’erne – ung med de unge og alt dét dér).