Første skoledag

I starten af 90’erne. The bells tooled for my first day in kindergarten på en lille prætentiøs privat skole i reservatet.

Krumme var min helt. Jeg levede uden mobiltelefon (min mor havde en på ½ kilo til brug for tilkaldevagter, no hankypanky). Min yndlingsfrisure var en hestehale placeret i asymmetrisk vinkel alt for højt på hovedet og bundet med en stor og prydelig pink frotté elastik. Jeg vedstår mig det. Også jeg har været den lykkelige ejer af en ”scrunchy”.

Mindes stadigvæk første skoledag. Stod mutters alene med solgule Lewis bukser og nyt penalhus med skolelæder, som jeg sagde til TV-journalisten i bar befippelse. Genert og blussende rød i ansigtet. Håbede inderligt, at én eller anden tvivlsom eksistens ville tage mig i grabben og love mig evigt venskab.

Det var meget skræmmende. Som sagt: Det var første skoledag. Jeg troede aldrig, den ville komme tilbage, men det gjorde den!

Svaret på min bøn materialiserede sig i form af en pige fra tredje klasse. Hun var ranglet med orange gamacher og togskinner på tænderne. Mælkespanden, og alt hvad der krævedes for overlevelse i dette univers af aliens, viste hun mig, og hun forklarede mig, hvor den usynlige linje til tiendeklassernes enemærker var optegnet. Uden hende ville jeg have været fortabt.

Ti år efter stod jeg foran Øregaard Gymnasium. Børn af Danske samfundsstøtter. Intetanende stod jeg i  fløjlsbukser og Dr. Martinsen støvler. Den slags var stadig moderne på den lille katolske skole, hvor jeg isoleret fra omverden havde tilbragt de sidste 10 år i lykkelig uvidenhed om alt det der talte, både i og udenfor skolen. Denne gang var der ikke nogen frelsende engel, der kom og holdt mig i hånden. Året efter skiftede jeg til et gymnasium på Østerbro. 

Første dag på jurastudiet.  Selvtilliden intakt. Yndige lyshårede blonde piger fra Whiskeybæltets yngste generation. Renskurede og ferskenkindede iklædt uniformen: Mulberry Bayswater og Burberry trench coat. Mulberry og Burberry. De kunne være et søskendepar i en roman af Jane Austen. Var selv iklædt grønne gummistøvler og en fake leopardpels fra Topshop. Troede jo, at jeg var Kate Moss II.

Var sikker på, at jeg skulle traske gennem jurastudiet i en ødemark af ensomhed. Og så på førstedagen, allerede på stationen:

”Ved du hvor Nørreport Station ligger”, lød det på bragende sønderjysk. Bag mig stod en ung iransk medstuderende.

Forbløffet over at blive tiltalt, pegede jeg op på skiltet.

”Vi står foran den”

”Nå før søren. Sikke nogle seje gummistøvler du har på”.

Han kunne lige så godt have sagt ”velkommen tilbage til metropolen”

--- (End of scene (Good ending too))---

Lights, Models, Guest List?

Åh gud. Så er jeg her.

Det er 5 timer siden, at jeg forlod Villa Villa Kulla på Østerbro og katten Mogens. Jeg er her virkelig. Jeg er på Bornholm.

Vi går ned af færdselsåren i Gudhjem – og den er bare så idyllisk. Den er fuldstændig som direktøren skildrede, med stengærder og alting. Huset vi bor i blev bygget af direktørens morfar (som faktisk også har bygget selveste hovedvejen). Alle husene har små stråtag og bindingsværk, og foran huset er der stejle, dramatiske klipper, som leder ud til det brusende hav.

Folk gloede ellers noget, da vi landede i Rønne Lufthavn. Så måske også en smule iøjnefaldende ud med oversized Tom Ford solbriller og Carven volcano nederdel. Mine Alaïa hæle klaprede - klik-klak-klik-klak - støjende på vejen, og da vi gik forbi busstoppestedet, sendte to ældre damer i brune kjoler og med tørklæder rundt om hovedet mig et misbilligende blik, mens den ene kiggede stift på min nederdel. Jeg sendte dem et hjerteligt smil og skulle til at råbe ”jeg fandt den i Nué Notes”. Fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var mig, der havde fanget de gråhårede madammers opmærksomhed. Det var direktøren, der kom slæbende som et pakæsel bagved med vores overvægtige Mulberry rejsetasker.

Har ikke tænkt på processkrifter eller tjekket mails siden vi landede. Okay. Det kribler måske lidt i maven, da første side af mit nyindkøbte dameblad bøjer i neon, hvordan store dele af den danske og internationale modebranche indtager byen til Copenhagen Fashion Week. Havde øjensynligt mindre hjerneblødning, da vi skulle planlægge feriedatoer.

Mode er da også det sidste, jeg har i tankerne, da jeg forsøger at leve op til direktørens moraliseren omkring min almene viden. Er åbenbart frustreret af at tabe i Bezzervizzer mod vores nyankomne, almendannede vennepar fordi det halter lidt med min paratviden; var ellers stensikker på, at jeg havde løst problemet ved at købe den lyserøde tilvalgspakke. Don’t judge a game by it’s colour darling.

Problemet er, at jeg altid har en forestilling om, hvem jeg gerne vil være, hvilket til tider slører min forståelse af, hvem jeg rent faktisk er. Sommetider foregiver jeg endda over for mig selv, at jeg nyder aktiviteter, som jeg i virkeligheden slet ikke bryder mig om. Sidder alt for ofte og kigger på uret under et fragmentarisk teaterstykke eller forsøger med vold og magt at pløje mig gennem Weekendavisens sektion om bøger. I skolen tog jeg matematik (som jeg hadede) på højniveau i stedet for billedkunst eller fransk.

Konsekvensen er, at entusiasmen blegner i forhold til den passion, jeg føler for de emner, jeg er naturligt interesseret i. Vil ikke længere undskylde min kærlighed til chic flick genren hvad enten det er litteratur eller tv-serier. Elsker Elle Rose og hendes små lyserøde outfits. Gudskelov antager jeg, at det er en tendes der er ved at brede sig. Min kære chef har i hvert fald offentligt indrømmet, at han ser Amalies verden. Perhaps there is such a thing as too much information.

“Tillykke! Du er en ægte Rützou fan med styr på mærkets historie og designer Susanne Rützou".

Vil gerne se direktøren klare dén test i Eurowoman. Tror ikke på, at jeg er et bedre menneske af, at kende navnet på en eller anden dødsenstrist fremskridtspolitiker. Og i det mindste svarede jeg ikke ”Vanish Oxi Action”, når svaret så åbenlyst var ”Celuit Bang”. Gnække, gnække.

Er tilbage på sikker jord igen. Skal med Lady-logen til Gucci fest og opsnappe de sidste rester af CFW: Right, it's me. I'm on my way in. Everything's completely under control this end, how is it with you? Lights... Models... Guest list? ... Just do your best, darling. I'm rushing. Bye.

Ps. Overvejer at blive angel investor i Johan Bülow lakrids...