Soldissimes

Paris is always a good idea!

Der er noget forførende og uimodståeligt ved at bo i Paris.

Det er ikke længe siden, at jeg tilbragte næsten et år i byernes by. Her lærte jeg fransk, at gå over for rødt lys i fodgængerfeltet, at fois gras smager er en fornem slags leverpostej og at parisianere de facto er sure på omverdenen (det er ikke bare noget vi danskere finder på).

Desuden erfarede jeg, at udsalg i Paris er lovreguleret. Oui. Lov­reguleret. Det betyder, at allerede sidste år besluttede de fremstående franske statsoverhoveder og parlamentarikere, at sommerudsalget i år skulle starte onsdag den 22. juni og slutte tirsdag den 26. juli 2011. Det er forbudt at starte så meget som ét sekund før, hvilket kan udløse ikke uanseelige bødestraffe.

Det var derfor heller ikke et tilfældigt valg af rejsedato, da direktøren og jeg besluttede os for at flygte fra Københavns urbane jungle og landede i Charles de Gaulle ved midnatstid.

Kl. 6.30 ringede mit vækkeur og jeg spiste entusiastisk min baguette med brie mens jeg omhyggeligt granskede min planlagte rute:

Åbner kl. 8.00

Gallery Lafayette, Prêt-à-porter

Gallery Lafayette, Chaussures

Gallery Lafayette, Lingerie

Åbner kl. 9.00

Marc by Marc Jacobs Boutique

Åbner kl. 10.00

Carven

Paul & Joe

Maje

Sandro

The Kooples (totalt-nyt-ynglings-mærke)

Åbner kl. 10.30

Isabel Marant (både den i St. Germain des Près og Bastille)

Christian Louboutin

Mine ben stod bomstille, da jeg i Gallery Lafayette fik øje på den Marc Jacobs clutch, som jeg har stået og nusset nede hos Nué Notes utallige gange. Den har en skøn, skøn flaskegrøn farve med en kæmpe guldlukning. Fyrre procent. Gud, hvor jeg elsker udsalg.

Jeg var imidlertid ikke engang nået halvvejs, da jeg modtog en syrlig sms fra Telenor:

”Din Surfkontrol Udlands grænse på 450.00 DKK inkl. moms er nået og din data forbindelse er afbrudt”.

WTF. Jeg var jo lige startet. Hvordan skulle jeg nu finde frem til Paul & Joe i Marais? Eller den dér lille søde café, hvor Amélie drikker alle sine cappuccinoer?

Heldigvis ringede direktøren. Kunne ikke rigtig indrømme, at jeg netop stod med de mest fantastiske par Giuseppe Zanotti ballerinaer med guld snude og forsøgte at presse min fod ned i en str. 37 (hvor der er vilje, er der vej), og at han hjertens gerne måtte ringe tilbage om 5 minutter.

Mødtes foran Printems. Nåede lige at købe verdens mest bedårende lille grå Balenciaga taske med rose gold hardware (normalt er køb af en Balenciaga en kæmpemæssig begivenhed, der bør fejres med en eller anden form for alkohol underordnet tidspunkt på dagen  - men denne gang blev det lille kunstværk bogstavelig talt smidt ned sammen med skoene). Færre poser er ensbetydende med færre spørgsmål fra direktøren. Hader at blive udfrittet med, hvad tingene har kostet.

Slukkede sørgmodigt min iphone, og besluttede mig for at resten af listen måtte vente til en anden gang. Paris er kærlighedens by. Jeg kan jo ikke drikke rødvin eller se solnedgang med Isabel Marant og Marc Jacobs.

Ps. Hvorfor ligner Chanels Mimosa neglelak dog noget der er løgn in real life?!

 

Legally Blonde

"Hvad, ville du have været, hvis ikke du havde valgt at læse jura?"

Stirrer vantro på min psykolog (vi betegner hende min ”coach” med henblik på at normalisere det mest muligt). Det er nu ikke fordi, at jeg er indlæggelsesklar, at jeg går til psykolog. Jeg gør det mere af præventive årsager. Lidt ligesom, når folk tager deres bil til regelmæssigt ”servicetjek” for senere at undgå bekostelige værkstedsbesøg.

Jeg kniber øjnene og prøver at tømme mit hoved. Jeg skulle aldrig have sagt, at jeg var lidt stresset på arbejde. Nu begynder hun bare med alt sådan noget om, at jo mere jeg kan klare, jo mere anerkendelse og kærlighed tror jeg, at jeg vil få (hun siger det samme om mit antal af Balenciaga tasker).

"Stifter af Net-a-Porter" (WTF?)

Har nu altid gerne ville være advokat. Jeg elsker at være på kontoret. Jeg elsker tilfredsheden ved at tage mine højeste power heels på og marchere ind i et mødelokale fyldt med ældre mænd, der alle tror på (mere eller mindre), at jeg kan bidrage med noget klogt til kontrakten. Jeg elsker suset af adrenalin, når jeg klikker ”send” på et processkrift til retten. Jeg elsker at argumentere, og jeg elsker at være den, der kommer med den skarpeste observation (vi blev enige om, at janteloven ikke gælder her på bloggen).

Det kan også være ret skræmmende at være advokatfuldmægtig. Al min tid er inddelt i bidder på seks minutter. Det betyder, at alle seks minutters bidder af mit arbejdsliv skal kunne faktureres til en klient. Derefter bliver det pr. automatik lagt ind i et program, der hedder Navision (opfundet af ham Erik Damgaard, altså ham fra Annie & Erik), som så lægger det hele sammen for hver enkelt klient.

8.00-8.06            Kontraktudkast til klienten

8.06-8.12            Drøfte opsættende virkning med sagspartner

8.12-8.18            Læse stylistens highstreet fund på Eurowoman.dk

Hov. Slet lige den sidste. Det var bare for illustrationens skyld, så du kan se, hvad der sker, hvis jeg IKKE laver noget i seks minutter. Men faktisk så vænner man sig til det. Man vænner sig til at dele livet ind i små bidder. Og man vender sig til at arbejde. Hele tiden.

Burde være blevet psykolog. De opdeler deres tid i timer. Og jeg sværger, at hvis de serverede kaffe latte ville det være præcis ligesom at gå på café med en veninde, hvor du får lov til kun at tale om dig selv hele tiden. Synes du skal skynde dig at få afleveret det speciale. Så tager vi en kaffe latte og skiftes til at snakke om os selv, mens den anden nikker medgivende til alt, hvad man siger.

Ps. Kære Chef. Hvis du læser denne blog i smug, skal du blot vide, at jeg elsker mit job, og at jeg fortsat ser frem til en eller anden form for bonus i nærmeste fremtid. Knus fra din arbejdsomme og vedholdende medarbejder.

PPs. Jeg lover, at jeg næsten aldrig besøger Eurowoman i arbejdstiden.