”Skynd dig nu”, vrisser jeg utålmodigt af
Direktøren.
Vi skal på landet. Som i Direktørens romantiske sommerhus
i Tisvilde. Har taget et par dage fri fra Kontoret og glæder mig allerede som
et lille barn til at indsnuse den friske havluft og spise røget makrel fra
fiskehandleren på nybagt rugbrød.
Vi kan næsten ikke være i bilen, da vi drager op
langs den Nordsjællandske kyst. Det er fuldstændig umuligt at se ud af bagruden
for alle mine rejsetasker, som er presset med skohorn ned i vores lille bagagerum.
Og vi skal ikke engang være væk én uge.
Har imidlertid måtte konstatere, at det er intet
mindre end kropumuligt at pakke fornuftbetonet ud fra DMI’s diffuse prognoser,
der det ene øjeblik lover strålende
solskin og det næste øjeblik varsler
et ondskabsfuldt skybrud, der kan få selv TV2 News til at varsle ”breaking
news” overskrifter hele dagen. Metrologerne skifter ganske simpelt prognose,
som vi andre tjekker FashionForum.dk. Overvejer stærkt, hvorfor de ikke bare
hyrer en spåkone.
DMI havde tragisk nok ret. Det blev skybrud. Det er næsten midnat og vi
er endnu ikke nået frem til huset. Kom til at køre gennem en kæmpemæssig
vandpyt lige efter Kagerup og vores lille bil sidder nu uhjælpelig fast i en
tyk, klæbrig muddermasse. Direktøren mumler sagte et eller andet bedrevidende om kvinder og bilkørsel,
mens han forsøger at åbne bildøren uden at lade halvdelen af vores tasker falde
med ud i vandet. Mindre udfordring eftersom bilen holder med en halvfems graders
vinkel ned i vandpytten. Kan derfor heller ikke lade være med at være en lille
smule skadefro, da han besværet affører sig sine tennisstrømper og Converse og
smøger bukserne op for at træde udi det iskolde sorte mudder.
”Skuuuub”, hyler jeg af grin, da Direktøren på under fem
sekunder bliver dækket af et flere centimeter tykt lag mudder. Kan høre ham
bande højlydt i mørket, da hjulene hvirvler endnu et lag op og medfører, at han
nu går fuldstændig i ét med sine omgivelser.
Som ved et trylleslag giver køretøjet efter og
slipper ud af mudderet, og vi klapper begge i hænderne af fryd. Selv Ophélia
virker lettet over, at den farefulde situation tilsyneladende er ovre, og selv
om Direktøren forekommer en smule stram i betrækket, som han sidder med Ophélia på skødet kun iført sine boksershorts, kan jeg ikke lade være med at fnise
ligeså stille inde i mig selv.
Næste dag bryder solen frem. Regnvandet damper fra
stråtaget og der breder sig en duft af nyslået græs. Forstår pludselig hele
konceptet med at være i sommerhus.
Jeg skal måske lige fremhæve, at vi ikke er uden
for lands lov og ret. Ikke ti vilde heste skulle slæbe mig væk fra
civilisationen. Ingen internet. Intet signal på telefonen. No thanks. Hvordan i
alverden skulle jeg så uploade billeder på Instagram fra vores perfekte frokoster og perfekte ture til stranden...?
Tisvilde er ligesom en lille nuttet udgave af
København. Her blomstrer civilisationen, så man slipper for lugten af
firsergrill, hestepærer og sort kaffe, der smager af motorolie. I Tisvilde er
der en lille udgave af Paradis Is, Risteriet Kaffe, Økoshoppen osv. Vi små
forkælede københavnere skulle jo nødig lide noget savn..
Faktisk er det bedre end København. Jeg har nemlig
en undertrykt glæde ved danske kendisser. Og Tisvildeleje er fyldt til
bristepunktet med dem. Var derfor fuldstændig euforisk af glæde, da vi stødte
ind i selveste Frede og Mary på en løbetur i skoven (med livvagter
selvfølgelig). Kunne allerede forestille mig, hvordan vi spontant ville stoppe
op og udveksle løberuter og måske tage en forfriskende smoothie oppe på Strand
Hotellet. Skulle lige til at råbe ”lækre
løbesko du har dig dér”, da Direktøren rykkede mig ud fra stien. Han har
en eller anden idé om, at respekt for de kendte er ensbetydende med, at man
fuldstændig skal ignorere dem – og hvis muligt – helt undgå dem.
Af samme grund følte han sig en smule beklemt, da
vi aftenen efter blev sat ved et bord lige ved siden af Aqua Lene og Søren.
Forsøgte at efterligne Direktøren og lade som om, at de var mig aldeles
intetsigende, men kunne alligevel ikke lade være med at skæve hen på Aqua Lene
fra mit menukort, hver gang hun sagde et eller andet med den dér søde norske accent.
Min indre teenager havde lyst til at løbe hen og kramme hende og fortælle
hende, hvilket vendepunkt ”turn back time” havde været i mit liv. Det er
titelsangen fra Sliding Doors, hvor Gwennyth Patrow (min yndlings kendt!)
spiller hovedrollen.
Til Direktørens, Aqua Lenes – og formentlig – mit
held, kom Annie Fønsby (uden Erik) vadende ind og satte sig på den anden side.
Og selvom min indre overforfinede, nordsjællandske snob havde lyst til at
hviske ”white trash”, kunne jeg ikke få øjnene fra hende resten af aftenen. Vil
nu stærkt overveje karriereskifte til smagløs, tarvelig sladderspalte i
nærmeste fremtid.