“A scrunchie (or scrunchy) is a fabric-covered elastic hair tie, commonly used to fasten long hair. Large, elaborate styles and diminutive, unassuming forms are available. The scrunchie comes in many different varieties of colors, fabrics, sizes, and designs”.
Dagens overspringshandling.
Det er ikke spor sjovt at skrive speciale. Er så glad for, at den tid er overstået. Overspringshandlingernes tid.. Som et lyn fra en klar himmel forvandler hele kroppen sig til noget, der stammer fra en pakke Stryhns light udgave, og alle interessante samtaler starter med ”armen, det er lidt ligesom i planlovens § 15, stk. 3…”. There goes your social life. Man vælger en yndlingsuniform (sweat pants, forvasket tank top og slidte kanin sutsko), og lever som en anden soldat i det samme tøj de næste 6 måneder. Diane, Isabel, Philip og alle de andre trofaste venner er lukket inde i klædeskabets mørke, hvor de drømmer om bedre dage med pink champagne og dans på bordene. Men husk, at der er lys for enden – og at der venter dig en stilling som advokatfuldmægtig lige om hjørnet.
I sidste uge gjorde jeg noget rigtig dumt. Jeg tog på lagersalg. Har ellers forbudt mig selv den slags, da jeg altid ender med sidste års kollektion i mærkelige grumsede farver og forkerte størrelser. Året efter på Trendsales kan jeg nærmest fornemme de små jyske pigers skeptiske stemmer, når de for syttende gang spørger om det er ”en normal størrelse 34”, ”en stor størrelse 34” eller en ”tysk størrelse 34”? How the fuck should I know? Eller om jeg vil bytte min Anna Sui kjole til en afbleget, gul Vero Moda undertrøje med 3 huller (som kun næsten ikke kan ses). No thanks. Så hellere beholde mit grågrumsede fejlkøb i håb om, at det en dag på magisk vis forvandler sig til det stykke tøj, som jeg lige står og mangler.
”Hvad skal du i dag skat”, spørger direktøren. Forsøger at anlægge lettere travl stemme i forventning om, at han snart stopper med at spørge. Lettere indigneret lægger jeg mobiltelefonen på. Hvor er han dum. Jeg skal på lagersalg.
Aldrig er jeg kommet så hurtigt ud af døren på kontoret. Jeg kan allerede skimte en kø af piger, der vader op af brandtrappen i den lille skumle baggård. Alle presser sig frem, og alle har det samme næsten desperate udtryk i øjnene. Jeg kigger mig omkring og prøver at orientere mig. Der står stativer overalt med sko, tasker, kjoler og på væggene er der opsat papirskilte med tusch, hvor der er skrevet 70-80 procent med store bogstaver. Mit hjerte begynder at hamre, og min nye veninde - psykologen - og jeg råber skiftevis skingert og ophidset til hinanden ”tag to af dem dér i samme størrelse”. Det er bedre end at tage til et 4 timers spinning maraton i Fitness.dk. Min puls banker og jeg er høj af adrenalin – jeg ville kunne bruge hele mit liv på lagersalg. Faktisk tror jeg, at hvis man afholdt OL i lagersalg, så ville jeg være Danmarks svar på Caroline Wozniacki.
”VI TAGER IKKE IMOD DANKORT”. Både psykologen og jeg kigger på hinanden, som om damen lige har sagt ét eller andet på russisk. Panikken breder sig. Det er sidst på måneden, og med et mantra om, at jeg aldrig åbner en kassekredit (det ville være som at give Lars von Trier knappen til gaskammeret) er jeg rimelig lost. Psykologen ser endnu mere fortvivlet ud. ”Der står kun 100 kroner på min konto” råber hun, mens hun knytter sin sorte affaldssæk ind til sig, som indeholder alle de fine ting, hun lige har tilkæmpet sig.
Nogle kender PUB-crawl som et koncept, hvor man drikker på forskellige barer. Kredit-crawl er et koncept, hvor psykologen og jeg besøger samtlige kiosker og supermarkeder inden for en kilometers radius med spørgsmålet ”hvor meget må man hæve over”. Det lyder måske nemmere end det er. Trust me. Det er en udfordring.
Mig: ”Hvor meget må man hæve over”.
Kassedame: ”Der ligger en bank lige over på den anden side”.
Mig: ”Ehm… jeg har ikke Danske Bank”.
Kassedame: ”Alle kan hæve fra automaten”.
Mig (nu med hele køen som publikum): ”Øhm… hvad, hvis jeg kun hæver 500 kroner”.
Alle har luret os. De kigger på os med rystende og bebrejdende blikke. Tænk, at to voksne piger ikke kan styre deres økonomi. Hvor chokerende og pinligt. Når lige at få hurtigt jag i maven, men minder mig selv om, at de bare er misundelige. Mon ikke de i virkeligheden ønsker, at det var dem, der kunne skrue sig ned i palliet mininederdel og løbe hækkeløb med 12 centimeter under fødderne. Tåbenakker.
Når jeg bliver voksen lover jeg at spare op til en ejerlejlighed, oprette en ferieopsparing, budgetkonto og måske endda en kapitalpension. Indtil da vil jeg nøjes med at være indehaver af en af Købehavns smukkeste garderober. Måske man kan leje den ud på månedsbasis til fremvisning på Ordrupgaard? Nå, må heller gå i gang med at oprette annoncer på Trendsales. De små jyske piger redder mig alligevel altid, når det brænder på.