The Art of Being Independent

Jeg er single.

Altså de facto er jeg kun single i 5 dage, mens Direktøren er på skiferie med hele sit gamle slæng fra den tidlige ungdom. De tror stadigvæk de går i gymnasiet. Logger hele tiden ind via app'en "facebook places" på diverse franske bjergtoppe for efterfølgende alle at "synes godt om". Det er lidt sødt. Og lidt sørgeligt. Men de kan drikke dåseøl, spise hvidt brød med tandsmør og have den samme øl-plettede t-shirt på 5 dage i træk uden at møde det kvindelige "bliver-du-ikke-snart-voksen"-blik. Og de elsker det.

Jeg kan også godt lide tiden som interimistisk single.

Jeg nåede lige at kysse direktøren farvel, for derpå at udbryde "såååå gik Far. Jaaaaa han gjorde. Sååå gik han" med baby-talk-stemme. Katten Mogens kiggede på mig med en misbilligende mine, som om han tænkte, "åh lad vær med at behandle mig som et menneske, du ender bare som en sær og enlig kattedame". Got it. Lad vær med at tale højt til katten.

Efter mindre pink maraton af Ole-Henriksen-Gunbritt-Organic-Pharmacy-grøn-te-Jane Austen-Keira-Knightley-one-person-only-party gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig elsker mit eget selskab. Altså ikke på den dér narcissistiske, selvtilfredse måde (hvad sker der for, at Lykke taler til sig selv i spejlet? - og hvad sker der egentlig for, at spejlbilledet svarer?). Bare rart at være helt alene i sit lille hjem. Kunne prøve alle mulige mærkelige kombi'er af grå leopard haremsbukser med lyserød Stine Goya blazer. Ikke at Direktøren ville løfte et øjenbryn. Kender min kærlighed for prinsesse møder cirkus møder seriøst advokatfirma-mix. Men føler mig stadigvæk lidt dum, hvis han kan høre, at jeg står og prøver silkebluser, korte nederdele og palliet yndige festkjoler i timevis, indtil hele mit klædeskab ligger på gulvet, og mest af alt ligner bombekrater fra løssluppen missil.

Der gik 2 dage, så ville jeg gerne være i et forhold igen.

Det startede med, at jeg så TV2's nye krimiserie "den, der dræber". Fuck. Forsøgte at forklare min bedste veninde, at hun ikke burde cykle hele vejen hjem til Nørrebro sådan mutters alene. Nørrebro er farligt, man kaster med brosten og hun ville have det langt bedre, hvis hun lå trygt og holdt mig hårdt i hånden hele natten. Hun bed ikke på. Ville hellere hjem til sin kæreste. Prøvede at forklare hende, at den slags bemærkninger ikke var særlig passende nu, hvor jeg lige var blevet single. Afvist. Skiferie tæller åbenbart ikke som single, og hun kørte fredfyldt hjem gennem mørket til Nørrebro. Hvorfor var hun ikke bange? Er det sådan noget man bliver fra den ene dag til den anden. Voksen - og dermed ikke længere bange for bussemænd under sengen? Hvad gør man egentlig når man får børn, men selv er skideangst?

Vil afgjort melde mig til halsbrækkende form for selvforsvar. Eller jiu-jitsu. Eller måske bare en risikobetonet form for astanga-yoga. Får nemlig virkelig nemt blå mærker. Skal vi ikke gå til yoga sammen?

Ps. Jeg bruger faktisk ikke Organic Pharmacy. Synes bare altid det er dét mærke, som alle de smarte PR-personer, [indsæt selv]-assistenter og Medina bruger, når de bliver adspurgt i bladene. Skulle derfor lige lade som om.

Three Quarters of An Orange

Hvis jeg en dag udgiver en bog, skal den ikke hedde "Michael Laudrups tænder". Hvorfor dog opkalde en bog efter et tandsæt på en 45-årige mand, når man kan kalde den ét eller andet lækkert med pink skråskrift og et dyrt hardback cover. Trust me. A book IS judged by it's cover.

I fredags læste jeg bloggen anywho.dk. Det er ellers ikke én af mine favoritter. Synes personligt ikke, at det er særlig imponerende, når tændstikstynd topmodel hopper i oversized herreskjorte og et par jeans som ligner noget Kelly og Brenda havde på i de gamle afsnit fra 902010. Og jeg ved godt de styler dem fra X-faktor. Problemet er bare, at deltagerne ofte ligner gæstestjener fra Cirkus Benneweis.

Nå, men dagens indlæg involverede et lille orange kunstværk fra Vanessa Bruno. Jeg fandt den kl. 6.30 om morgenen, mens manden stadigvæk sov (min SSB, også kendt som "secret single behavior"). Jeg var forelsket, og pludselig måtte jeg eje det coral-farvet-master-piece. Net-a-Porter havde utvivlsomt haft den. Også Browns Fashion havde været modig og købt ind. Men SOLD OUT, stod der med store, triste bogstaver, da min ven google fandt de gamle links.

At the Office: Vanessa Bruno stores in paris. Min kontor-roomie, fodboldfanen Hardy, kiggede op, da jeg på mit lettere rustne fransk forklarede, at "oui, oui, ORANGE", og slukørede måtte lægge på til skinger, fransk latter, der skreg "sold out". 2 timer efter havde jeg ringet til alle VB-butikker, Gallery Lafayette, Printemps, Barneys og Harrods. SOLD OUT.

Jeg ringede og skrev til så mange butikker, at jeg til sidst havde mistet al farve i ansigtet, og overvejede, om jeg ikke burde melde det som "halv fridag". Om eftermiddagen havde den værste skuffelse lagt sig, da min telefon ringede. "Hej-det-er-Baps" sagde personen med stor entusiasme. Baps. Baps... var ret sikker på, at jeg ville kunne huske, hvis jeg havde haft en ven ved navn Baps. "Butikken. På Gl. Kongevej". Ah. BAPS. En klokke ringede, og jeg så petit bateau, sonia rykiel og alle mine andre franske veninder passere forbi mig. "Vi har den orange jakke".

Hardy fik en sving om. Han er ellers ikke til den slags. Og måske var det mere mig, der svingede Hardy. Ville ønske du havde været der. Så havde vi røget en hemmelig blå kings oppe på taget, og fejret den orange skønhed.

Har dog allerede sagt farvel til den igen. Nu er den på vej til Aalborg, hvor der bor én der ønskede sig den endnu mere. Til gengæld er der en SOLD OUT Isabel Marant jakke på vej til København. Bytte, bytte købmand. Aldrig bytte om igen.